Schack von Staffeldt

Rose i en Vase af Lazur
Som af Solens Bølgegrav fremstiger,
Hvergang fra den sørgende Natur
Hendes Ven til andre Verdner viger!

Ikkun Maanen, rødmende for dig,
Dristig i din Purpurkalk nedskuer;
Himlens Stjerner langtfra holde sig,
Elskere med tause, dulgte Luer.

Skjønne Himmelblomst af Lys og Luft,
Af de Reneste en hellig Datter!
Aftnen samler Vaarens hele Duft
Og den i din Purpurkalk indfatter.

Ak! men Natten ud fra Østen gaaer,
Sagte sig dens Rige rundt udbreder;
Himmelrose! end du herlig staaer,
Dog du snart de matte Blade spreder.

Roser! eders Søster er ei meer,
Græder Dug til Minderosens Minde!
Lærker! jubler, naar I atter seer
Haabets Rose høit paa Østens Tinde!