Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Amor hos Bacchus - Poem by Johan Ludvig Heiberg

Bacchus.
Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmer
Hid til min Arne? O vær hilset, uventede Gjæst!

Amor.
Ikke jeg kommer som Gjæst; jeg har mig i Skoven forvildet,
Da jeg til Tartarus nys søgte den eensomme Sti.
Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgte
Hid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Løv;
Og jeg hørte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her.
Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei!

Bacchus.
Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton?

Amor.
Lethes qvægende Flod søger mit brændende Blik.

Bacchus.
Kjære, hvad vil du ved den?

Amor.
Ak, jeg vil drikke dens Bølge!

Bacchus.
Siig mig, spøger du, Barn?

Amor.
Nei, jeg er tørstig og hed.

Bacchus.
Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bæger af Kilden.

Amor.
Nei, det rindende Vand kan ikke lædske min Tørst.
Lethes rolige Flod kan ene dæmpe min Flamme.
Følg mig til Bølgen, thi stærkt trænger min Læbe dertil.

Bacchus.
Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien.
Men den er lang; du her hvile forinden dig ud,
Thi du er træt og mat. Kom! Sæt dig lidt under Ranken,
Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft.

Amor.
Giv mig Crateren!

Bacchus.
Der! — Du Arme, du ryster paa Haanden!

Amor.
Tak! Det smagte mig godt.

Bacchus.
Drik da lidt mere deraf! -
Iler, Mænader, her hid, og dækker Bordet i Skyggen,
Krandser Pokalen med Løv, fylder den saa til dens Rand
Med den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet!
Kom, og gjør Løier, Silen! Følger, Satyrer, med ham!
Skynd dig,du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Fløite,
Kom tilbage med den, blæs os et Stykke derpaa!
Alt skal forherlige Festen til Ære for Amor, thi aldrig
Før den vingede Gud har Dionysos besøgt. -
Men hvor har du din Bue? Hvor er dit Kogger? Du pleier
Ei dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret.

Amor.
Ak, det er sandt! Jeg glemte dem før hos min Moder i Gnidus;
Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig.

Bacchus.
Drik, og vær lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe.
Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat!

Amor.
Herligt qvæger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen;
Thi Ambrosia kun nød jeg og Nectar tilforn,
Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i Haven
Mangen surrende Bi, røvende Sækken fra den.
Men jo sødere Næring, desmeer kun voxte min Flamme.
Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til.
Nei, den styrker mit Mod, og hæver Kraften, som synker;
I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany.
Hvor forunderligt! Før, naar i Skovens Mørke jeg lytted
Til de Toner, som Pan lokked af Rørene frem,
Blev jeg bedrøvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg følte
Hjertet at banke, jeg græd, uden at vide, hvorfor;
Dog nu hører jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx,
Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang,
See, hvor Mænaderne dandse dertil, og Satyrerne springe!
Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands.
Venter! Krandser mig først med Vedbendranker og Viinløv!
Ordner jer! Følger mig! Nu Amor skal føre jert Chor.
Giv mig Pokalen i Haand! Jeg efter Tacten besprænger
Jer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang!
Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands!
Evoë! Evoë! Hil Druernes mægtige Gud!

Bacchus.
Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus;
Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er!
See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bægret!
Dog nu standser han. Træt har ham Bevægelsen gjort,
Thi han sætter sig; alt hans Øienlaage sig lukke;
Langsomt synker han ned i det beduggede Græs.
Stille! Han sover! Nu, rører jer ei! Tys! Løfter ham sagte
Op paa Æslet! — Silen, bliv ikke vred for saa lidt!
Selv du efter kan løbe, kan holde dit Æsel i Halen,
Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei.
Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypper
Den i Vinen, og vaad slynger forsigtigt den om
Begge hans Tindinger og de guldguult bølgende Lokker!
Pidsker paa Æslet! Afsted! Ordner jer! Følger med mig;
Hen til Gnidus vi gaae, og søge Cypressen i Lunden,
Hvor han sin Bue har hængt. Sagte vi lægge ham der
Under de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle.
Naar han da vaagner, og seer Buen at hænge paa Qvist
Med det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drømte
Hele sit Ophold hos mig, eller han tænker maaskee,
At ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet,
Siger han: 'Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig.
Drømte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drømmen?
Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som ei
Slukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten og giver
Mod til at taale paany stærkere blussende Glød.' -
Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukket
Ved Forglemmelsens Flod, vaagne bedrøvet og tom!
Dog nu vil, naar Søvnen er endt, han trøste sig over,
At han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjærlighed følt,
Vil sin Livstid heller af haabløs Flamme fortæres,
End een eneste Dag leve med Sundhed og fri.

Listen to this poem:

Comments about Amor hos Bacchus by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]