Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Bøn - Poem by Johannes Carsten Hauch

Hellige Gud,
Du, som gav den letbevingede Svale
En Viser i Brystet,
Der fører den sikkert
Selv i det dunkleste Natmulm
Over det ukjendte Hav
Til de fjerne Strande,
Hvortil dens Higen driver den,
Giv Du ogsaa mig,
Hvad Du ikke negtede
Den ringe huusvilde Fugl,
Giv mig en Magnet i mit Bryst,
Der, uden at svigte,
Kan føre mig gjennem Gravens Nat,
Over Dødens dæmrende ubekjendte Vande,
Til den evige Vaar,
Hvor intet Blad gnaves af Ormen,
Hvor en høiere Sol lyser
End den, der glimter i Støvets Verden;
Til det Land, hvor Freden boer,
Og hvortil en aldrig betvungen
Hellig Længsel drager mig.

Og som jeg skuede klart,
Skjøndt langt borte,
Svævende i Aftenrødens Glands,
I mine bedste,
Stilleste Øieblik.

Listen to this poem:

Comments about Bøn by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012

Poem Edited: Thursday, July 19, 2012


[Report Error]