Jens Baggesen

Du, som mig endnu din Dør oplader,
Naar forfulgt af Nid og Spot og Svig,
Og af Hoben, som vil steene mig,
Vildt jeg flygter giennem Livets Gader,
En udsluppen Ulivsfange lig -

Du, som end, mens hun og alt mig hader,
Mens hvert andet Hierte lukker sig,
Med hvert Øre for mit Klageskrig,
Venlig smiler til mig, hulde Fader!

Du, som evig uforanderlig
Trods min Elsktes Afsky, elsker mig,
Hør, o Du, hvis Godhed jeg tilbeder,
Balders Hiertes eene sidste Bøn:

Mens den Grumme Baalet ham bereder -
Naar er tændt dets Birk og Gran og Røn,
Naar i Flammen, Døden eene slukker,
Hendes Navn for sidste Gang han sukker,
Hvisk det Ord, som Naadens Dør oplukker
Hisset, tyst i Øret til din Søn!