Frederik Paludan Müller


Dandserinden — 2. Sang


Hver fik sin Lod i Fru Fortunas Pose,
Hver sin Couleur af Skjæbnens Ledebaand:
En, røde Haar og Læber liig en Rose,
En, brede Skuldre til en lille Haand;
En fik Adoni's Skjønhed, men til Skose
Gav ham Naturen kun en fattig Aand.
En fik sit Hoved fuldt, men tomme Lommer,
En, Lommen fuld, men Ho'det huult som Trommer.

[105]
Hver fik sin Deel, sin Kummer og sin Lyst,
Sit Haab, sin Stræben, og sin egen Villie,
Storm, Stilhed, Nat og Solskin i sit Bryst,
Og Banens eget Maal paa Livets Tilje;
En vælger sig en Rose, En en Lilie,
Jeg mener Lilievand — til Hjertets Trøst.
En gaaer sin egen Gang, han vælger Ingen,
Han elsker Rolighed, see det er Tingen.

[106]
Saa fik Enhver sit Eget — paa det Tørre?
Nei, nei, for fulde Seil vi Alle gaae!
Ens Kors blev mindre, og en Andens større,
Men Alles Skulder tungt det hviler paa.
Til os gaaer Sorgen gjennem mange Døre,
Mens een er lukket, tyve aabent staae;
Og er først alle lukt, er lukt vort Øie -
Da lad om døve Øren Sorger støie!

[107]
Og Alting vexler som det store Hav,
Og Alting ruller som de høie Bølger,
I Dag til Glæden, til den stille Grav
I Morgen Dig den lette Verden følger.
Og Alting kommer, svinder og sig dølger,
Og Alting spirer, modnes, falder af;
Og alt det Gamle sig paany forynger:
Det Tunge hæves, og det Lette tynger.

[108]
Men af det Flygtige hvad flygter snart,
Og af det Vexlende hvad vexler tiest?
Hvad af det Tomme er aldeles bart,
Og af det Løse, Lette, Aabne, viest?
Hvad af det Frieste er allerfriest,
Og neppe født, begravet i en Fart?
Hvad er som Kuglen vel det evig rullende,
Det Alt bevirkende, skjøndt Intet skullende?

[109]
O Mode! Dig det er, Du Lunets Barn,
Født i Paris og i vor egen Hjerne;
Du, snart en løs og overgiven Terne,
Snart Philosoph, snart Helt, snart Guld, snart Skarn.
Du, som de unge Hjerter fængsler gjerne,
Og lokker gamle Folk i dine Garn,
Som mænger Alt tilsammen paa vor Klode:
Det Onde, Stygge, Skjønne og det Gode.

[110]
Som trolig al vor Daarskab her forvalter,
Som aagrer med vor Sjæls Eenfoldighed,
Som hænger om vor Skulder Glædens Pjalter,
Og dækker med et Smiil hvad Hjertet leed.
Dig er det, som vi sætte paa vort Alter,
For hvem tilbedende vi falde ned,
For hvem det stolte Hoved dybt vi bøie,
Hvem stedse lydige vi stedse føie.

[111]
Ja Mode, letbevingede Gudinde,
I alle Regnbu'farver hyllet ind,
Uimodstaaelig for hver en Qvinde,
Og Herskerinde over Mandens Sind,
Du evig flagrende, skjøndt altid blinde,
Dig følger Choret som gjør Støv og Vind:
Foran og bag, ved Siden, rundt omkring fly'er
En Dandy, Stutzer, Petitmaitre, Springfyr.

[112]
Og i en Uniform, saa stram og vakker,
Du hyller Skaren, som Du har i Sold:
Snart blotter deres Podex Du med Jakker,
Snart dækker Du den til med lange Frakker,
Og gjør paa Skuldre, Bryst og Taille Vold.
Snart lægger deres Buxer Du i Fold,
Snart Du til Benet dem naturlig strammer,
Og viser os Figuras hele Jammer.

[113]
Og dine Døttre, dette hulde Chor
Af snørte Gratier, som vi admirere
Naar de saa himmelsk yndigt coqvettere,
Dem pryder Du med Blomster og med Flor,
Med Baand og Perler, Mol og Tyl og Mohr,
Med Lokker, Vifter og med meget Mere.
Du viser os det halve Been af Psychen,
Det hele Bryst, den tredie Deel af Ryggen.

[114]
Men ei alene blot i det Formale
Du aabenbaret har din stærke Magt,
Din Kraft har gjennemtrængt det Ideale,
Hvori Du træder frem i Tankens Dragt.
Din Røst man hører i de Lærdes Tale,
I Digternes den billedrige Pragt.
Du kræver Troskabseed af Efteraberne
Ei blot i Liden-, men i Videnskaberne.

[115]
Naar Du vil hæve, hvad kan saa os fælde,
Naar Du vil atter styrte, hvo kan staae?
Hvem Du tilsmiler — saa vil man fortælle -
Kan Damers Gunst og Ærens Spidse naae.
Ja, dine Ord os som Ducater gjelde,
Som ægte Viisdom de i Verden gaae.
Du dreier Dig — og Alt med Dig sig dreier,
Du bukker — Alting bukker sig og neier;

[116]
Du leer, og nu er Alting lutter Løier,
Du rynker Panden, Alt er Suk og Vee.
Din Mave daarlig er, Du slet fordøier,
Og flux faaer nu beau monde Diarrhee.
Du bliver karsk, og Maden Dig fornøier,
Strax brøler hele Verden: Fricassee,
Steg, Kage, Kreme, Foreller og Sardeller,
Rødviin, Champagne, Xeres, Muskateller!

[117]
Du ynder Vaudeviller — Vaudeviller!
Nu skriger Choret med en Stentors Røst:
Du vil at man paa Scenen tragisk spiller,
Og Dramer og Tragedier er din Høst.
Du ynder unge Damer i Tistiller,
La Somnambule sig viser til din Trøst.
Du elsker nu det Dybe, nu det Rørende -
Og strax Enhver er ædel og godgjørende.

[118]
Ja, Livets store Hjul, Du Altformaaende,
Modtag i denne Sang og min Tribut,
Du Intet givende, men Alting faaende,
Hvis Scepter tidt er vexlet, aldrig brudt.
Var Du forbi, var denne Jord caput,
Men evig faldende, Du dog er staaende;
Det er min Trøst. Dit Smiil jeg nu benytter,
Og Scenen til Dione atter flytter.

[119]
Dione kom i Mode, og naturlig
Blev hun nu Dagens Dronning, Alles Smag,
Var den end ellers nok saa skarp og suurlig,
Fandt i den søde Skabning dog Behag.
Hun Solen blev — Sol tages her figurlig -
For Herrers Blik, og Maal for Damers Nag,
Og Hjerters Drøm — for Hjerter, som ei drømme,
Blev hun en Næste meer til at bedømme.

[120]
Hvergang hun viste sig paa Scenens Bræt
— Saavidt jeg veed, det eengang var om Ugen -
Var Publicum paa Dandsen reent forslugen,
Og brød sig Halsen fast for en Billet.
Man glemte Pligter, Kone, Børn og Bugen,
Og aanded' kun i hende, som saa let,
Saa himmelsk yndig Fod til Jorden sætter
I Pas de deux, i Solo og Balletter.

[121]
Saasnart hun træder ind, Alverden klapper,
Et tusinddobbelt Brava brøler man
Hvergang hun Afsked tager — stærk og tapper
Man bruger Munden, meest dog sine Lapper,
Og taber, hvad man ei har, sin Forstand.
Ja Rygtet siger, hvis man stole kan
Paa Rygtet, som et Factum tidt forvansker:
Hver Aften sprang af Klap et hundred' Handsker.

[122]
Var det det dunkle Haar, det klare Blik,
Var det den fine Skabnings Ungdomsynde,
Var det den lille Fod, som neppe gik
Før svævende den Flugten vil begynde;
Var det det høie Bryst, den smalle, tynde,
Moderne Taille man at skue fik,
Der fængsled' Alles Hjerter, Alles Blikke? -
Jeg troer det vel, men vist jeg veed det ikke.

[123]
Var det den skjønne Dands, som her hun stilled'
Med Terpsichores egen Lethed frem,
Var det det Tunge, som hun smukt tilhylled'
Med Yndighedens Slør, der fængsled' dem?
Var det vel Aanden, som i Formen trylled'
Med Skjønheds fine Sprog fra Gratiers Hjem?
Kort: var det Kunst, der lænked' Alles Blikke? -
Ja, siger Publicum — jeg troer det ikke.

[124]
Thi ei behøver man en Oldings Aar,
For grant at see at Aanden sjelden fængsler;
At kun om Formen, som en Dør om Hængsler,
Den hele Verden let og smidig gaaer:
Vel Øiets Taarer, ikke Hjertets Længsler,
Vel Smilet, men ei Glæden man forstaaer;
Vel Haandtryk, men ei Venskab; Elskov ikke,
Men Kyssen vel, og Klap og kjælne Blikke.

[125]
Men Aanden ene kun af Aanden fattes,
Af Hjerte Hjertet, Længsel kun af Savn,
Og Svaghed kun af Styrke, som kan mattes,
Og Reenhed slumrer kun i Reenheds Favn.
Til Maal for Amor ene Psyche sattes,
Og Psyche blusser kun ved Amors Navn,
Og ene Kunstneren for Lyset henter
Det gyldne Slør af Skjønheds Elementer.

[126]
Dog, hvad end Grunden var, Dione blev,
Af Moden baaret, Publicums Gudinde;
Vers i Avisen man til hende skrev,
For hendes Gunst poetice at vinde.
Man kaldte hende Verdens første Qvinde,
(Hvorved man Eva reent af Pinden rev),
Og Venus mellem Nattens gyldne Stjerner,
Og Stabscap'tain i Gratiernes Caserner.

[127]
Men mindre kløgtige og skjønne Ho'der
Skrev Prosabreve fyldt' med Elskovssnak;
Og Musici gav hendes Roes paa Noder,
Og Svirebrødre hendes Sundhed drak.
Den store Verden, Høiheds lille Broder,
Paa Kroppen sin brodeerte Kjole trak,
Og kjørte, for dog og at finde paa Lidt,
Til hendes Dør med Kort, pour faire visite.

[128]
Nu Gaden, hvor den unge Dame boede,
Blev daglig meer besøgt, og hendes Huus,
Naar man den Skjønne i sit Vindue troede,
Blev Maalet for beau mondes Elskovsruus.
Man vaded' over Snavs og gjennem Gruus,
Og ømt og smægtende derop man gloede,
Og fik man blot at see den lille Finger,
Saa fik strax Haab og Suk og Hjerte Vinger.

[129]
Her tabte Officerer Sind og Sands,
Jurister, Theologer, Mediciner
Studeerte her Examens Discipliner
I hendes Øines straalerige Glands.
Her Adlen reed forbi med stolte Miner,
Og spored' Skimlen til Paradedands -
Ja Hoben saae man Dag fra Dag at voxe
Med Præster, Professorer, Orthodoxe.

[130]
Og selv det smukke Kjøn lod sig forsone,
Og fandt den yndige Dione skjøn;
Og mangen gammel, gudelig Matrone
Slog meer ei Kors, naar Lapsen, hendes Søn,
Sig ønsked' høit Dione til sin Kone,
Og plaged' hende idelig med Bøn:
Engang at invitere dog den Hulde
Paa Smørrebrød og Punsch og Søster Julle.

[131]
Thi just i samme Dage blev det Skik
Dione ved sin Aftenkreds at see.
Snart inviteertes hun til Soirée,
Snart paa et simpelt, huusligt Pikkenik.
Snart paa poetisk, ægte Kongothee,
Paa Vers, som dem af Scriblernes Fabrik,
Paa Kringler, bagt' i Kongens Bagerie,
Paa vandet Snak og vandet Poesie.

[132]
Men sjelden ta'er den Skjønne derimod,
Thi ei for Verdens Larm slaaer hendes Hjerte;
Og midt i Glæden jager tidt en Smerte
Fra Kinden bort de fine Rosers Blod;
Thi dybt i Brystet hefter Alvors Rod,
Der hang om Øiets straalerige Kjerte
Et Slør af Veemod tidt, af Drømmerie,
Som Glædens lette Aander fløi forbi.

[133]
Og hendes Sjæl, liig Speilets blanke Plade,
Hvert Indtryks Billede at tolke veed,
Naar klare Tanker, funklende og glade,
Som gyldne Aander stige op og ned;
Men tidt formørked Taage denne Flade,
Og Alt som Skygger da forbi den gled,
Fordunklet var alt Gammelt da og Nyt -
Saa skiftende, saa svagt er vort Gemyt!

[134]
Og som Gemyttet vexler Alt; hvad før
I Blomster stod, er nu kun Støv og Aske;
Een Tanke stiger frem, en anden døer,
Mens friske Minder ud de gamle vaske.
Og Skjemt og Alvor er Fortunas Maske,
Liig Menneskets det flygtige Humør,
Der driver underfuldt sit Spil forinden,
Saa kjekt som Lynet — og saa let som Vinden.

[135]
Hvorfra det kommer, hvor det farer hen,
Hvad Gave paa sin lette Flugt det bringer -
Hvo fatter dette? hvilken Aand erkjender
I Sjælens Spil den første Grund igjen?
Hvo gjetted' Grunden, og begriber den?
Som Skibets Fart, hvis Gang hver Luftning vender,
Saa Sjælens Liv med Villiens svage Roer:
Vi drives, skjøndt vi stolt at seile troer.

[136]
Men Høiheds Billede som intet Andet,
Dit Tryllenavn, o Frihed, fængsler let;
Du, som os slynger i et dunkelt Næt,
Af Hændelse og evigt Forsyn dannet:
Du, som din Haand i hver en Drift har blandet,
Hvis frie Spil vor Anger har begrædt -
Samvittighedens Træl, skjøndt Sjælens Styrke,
Din Skygge, dit Begreb kun her vi dyrke.

[137]
Thi selv, Du altid ubegribelige,
Liig Lyset vandrer Aandens Blik forbi;
Om Du er Sandhed eller Phantasie,
Tør ei den dødelige Læbe sige.
Kun det vi veed: naar dine Straaler vige,
Som Slaver her i Mørket vandre vi:
Vort Lys er kun din Glands, vor Kraft din Lue -
Men bort fra Dig — til Hverdagslivets Skue!

[138]
Det Aften er, og hos Grev Firlefanz
Et Selskab samler sig af første Skuffe:
Af Fruer, Frøkner sees en yndig Krands,
Og megen Venlighed à la Tartuffe.
Hver Herrekjole har den ægte Glands,
Hvert Dameærme det moderne Puffe;
Hver Fod er silkeklædt, hver Vifte luftende,
Hver Taille stram og snørt, hvert Hoved duftende.

[139]
Man sanker sig om Bordet, Theemaskinen
Hvert Hjerte vinder med sin Melodie,
Og lystig brænder Ilden i Kaminen,
Og aabner Sjælene for Sympathie.
De unge Damer glemme Hovedpinen,
De unge Herrers Aand er frank og fri:
Man hvisker, snakker, leer, dog Alt med Maade,
Man knækker nu en Nødd og nu en Gaade.

[140]
Og fra sin Divan Fruen Alt behersker,
Som klogest General hun styrer Alt;
Hun krydrer Spøgen naar den altfor fersk er,
Og vækker Geisten, som i Stave faldt.
Ei binder til hun Oxens Mund, der tærsker,
Nei Høsten sanker hun af Attisk Salt,
Og lokker frem hvert Hoveds skjulte Kraft
Med Skjemt og Spørgsmaal, Thee og Druesaft.

[141]
En Kop endnu min Herre? bedste Frue!
En lille Kop, ifald min Thee Dem smager.
De siger nei — nu vel, som De behager,
Jeg tør ei nøde i min egen Stue.
Men à propos, hvad Nyt i denne Uge? -
Smag, kjære Frøken, dog paa disse Kager -
Hvad i Theatret? hvad i Politiken? -
Tag denne Viin, Baron, — jo, De maa drikk' en!

[142]
Thi vel at styrke Dem, De kan behøve,
Da snart et Under De vil faae at see.
Ei Overraskelsen jeg tør berøve
Den hele Kreds, og derfor maa jeg be'e
At De ei spørger; — nok, det vil bedøve,
Fortrylle, ja bedaare Dem maaskee -
Styrk derfor Deres Hjerte, kjære Marles,
Dig gjelder Raadet ogsaa, Fætter Charles.

[143]
Her i Parenthesis et lille Ord
Om disse Herrer. Charles, kjære Læser,
Er Stykkets Helt; hans Stand paa denne Jord
Er Greve; hans Talent er Fløiteblæser,
Skjøndt rigtignok hans Fløites Tone hvæser,
Og hans Metier er Diplomat i Nord.
Hans Øines Farve ligner Himlens Blaanen,
Hans Haar er guult, hans Grevskab er i Maanen.

[144]
Sit Vaaben bærer han paa venstre Haanden,
Hans Væxt er rank, hans Ansigt fiint og smukt.
Saa ganske lens er han just ei i Aanden,
Skjøndt han al Verdens Viisdom ei har slugt.
Tidt bringer jus naturæ ham i Vaanden,
Og aldrig fik med Folkeret han Bugt;
Forresten er hans Hjerte fuldt af Følelse,
Hans Lunge lidt genegen til Forkjølelse.

[145]
Om Baron Marles, som i min Fortælling
Har Skurkens Rolle, kun en Linie her:
Hans Hjerte var fordærvet af hans Kjælling,
Thi, mellem os, hans Kjælling var en M-
Iøvrigt var han hadet af Enhver,
Thi bag hans Hjerne flød Satirens Vælling,
Men Pligtens jævne Grød han agted' ei,
Han gik, som Mange gaae, den brede Vei.

[146]
Hans Blik var spotsk, hans Knebelsbart var snurret,
Paa høire Kind han bar et vældigt Ar;
Hans Haar var stridt og kort og sort og purret,
Og Ansigtsfarven bruun som en Cigar.
Paa Støvlen hang en Spore, som Husar
Han bar en Dyrendal ved Hoften surret;
Men ei i Aften — nei, thi Kors bevare's!
Her skulde tales fiint, og ei husares.

[147]
Parenthesis claudatur — til vor Frue!
Jeg mener la Comtesse de Firlefanz.
Hun vender sig saa mild nu som en Due
Til Aft'nens unge Digter, Digter Hans:
Min unge Ven! spænd nu Apollos Bue,
Og ræk os Blomster nu af Musers Krands,
Den frygtelige Stump af Der' Tragedie,
Hvor tvende Piger myrde vil en tredie.

[148]
Herr Hans han smiler, bukker sig og rømmer,
Og trækker Manuscriptet frem i Hast,
Og læser nu, som sig en Digter sømmer,
Med hævet Røst og stolten Øiekast.
Nu er han tordnende, og nu han øm er,
Nu taler han om Dyd, og nu om Last,
Nu han phantastisk sig i Drømme taber,
Nu seer han op — og hele Kredsen gaber.

[149]
Dog ved hans Blik forandrer sig hver Mine,
Hvert Øie funkler og hvert Træk er spændt;
Han rødmer, thi man hvisker: Død og Pine!
At han just saae omkring i det Moment.
Enhver forlegen er, selv Frøken Fine,
Som just for Frygtsomhed er ei bekjendt:
I Klemme sidder man til over Ørene -
Da, midt i Nøden, aabnes begge Dørene.

[150]
Og skjøn som Venus, eller som Aurora,
— Enhver kan vælge efter egen Sands -
Saa mild som Sydens Nonne, der sit ora
Med Andagt læser til sin Rosenkrands,
Indtræder nu Dione — sine mora
Sig reiser Fru Grevinde Firlefanz.
Hun gaaer den hulde Gratie let imøde:
Enhver staaer op, og Alles Kinder gløde;

[151]
Thi let og svævende Dione neier,
Og kaster rundt sit yndefulde Smiil;
I det har Amor gjemt en Tryllepiil,
Der paa sin gyldne Spids hvert Hjerte veier -
Og hver en Dames Silkekjole sveier,
Og alle Herrer bukke sig med Iil;
Men traurig pakker Hans Tragedien sammen,
Og griber sukkende til Hanekammen.

[152]
Dione træder frem, ført af Grevinden,
Og tager rødmende ved Bordet Plads;
Som vis à vis sig sætter Junker Mads,
Og gloer som bedste Ko paa Dandserinden.
Og mangen Dame støtter Haand til Kinden,
Og imiterer ham med Blik og Glas;
Nu lægger Frøken Fine sin Lorgnette,
Og hvisker til Grev Charles: en Coqvette!

[153]
Det naaer Diones Øre, Blodet viger
Med Lynets Hurtighed fra hendes Kind,
Og liig urolig Bølge Barmen stiger,
Mens Taaren lister sig i Øiet ind.
Hun seer paa Charles, dette Blik ham siger
Hvad nys en Stemme sagde i hans Sind -
Og Frøknen, som just hvisker: naa! saae Magen vi!
Han svarer kold og rolig blot: Was sagen Sie?

[154]
Men Øieblikket klogt benytter han,
Og converserer nu galant Dione:
Imellem Spøg og Alvor er hans Tone,
Hvert Udtryk fiint, som hos en Verdensmand.
Hun svarer let og yndigt med Forstand,
Og Alles Jalousie la'er sig forsone;
Thi snildt Dione lokker ind i Talen
Den hele Kreds, fra Ho'det indtil Halen.

[155]
Og Alt er Raaben, Lystighed og Gjekken,
Kun Baron Marles ei, der sidder taus,
Saa elskovsfuld som Katten udi Sækken
Imellem Dandserinden og Grev Claus.
Hans Hjerte kurrer som en Fugl bag Hækken,
Og da hans Sindelag som sagt er snavs,
Saa vover han at handle her paa Moden,
At træde vor Heltinde ømt paa Foden.

[156]
Men Skjæbnens Indfald, som jo Alt beskikke,
La'er paa Grevindens Fod ham sætte sin,
Og med et tvunget Skrig og sagte Hviin
Hun farer op med Lyn i sine Blikke.
Mig var det ei — mig var det sand'lig ikke,
Forsikkrer nu Enhver med dæmpet Griin -
Men Fruens Liigtorn taaler ikke mere,
Thi foreslaaer hun nu at musicere.

[157]
Og det var vel betænkt af Fru Grevinden;
Thi hvad er mægtigt dog som Melodie,
Der, gjemt i Toner, farer os forbi,
Og ender susende som Aftenvinden;
Da vaagner hver en Følelse forinden,
Og former sig til yndig Phantasie,
Da røres alle Strenge, Lyst og Smerte,
Og hvert et Savn faaer Stemme bag vort Hjerte.

[158]
Bevidstløs drømme vi, og disse Drømme
Til Livet vaagne gjennem lette Haab,
Der, viet ind som Børn af Længsels Daab,
Hen over Toners friske Bølger svømme;
Af dem fremstige Tanker, klare, ømme,
Og dæmpe vuggende hver Smertes Raab,
Og kalde frem, naar hver en Klage tier,
Af Sjælens Dybde Hjertets Melodier.

[159]
O Melodie! o Toners rige Hav!
O Sjælens Harpe! som en Aand bevæger,
Hvis lette Aande hver en Kummer læger,
Der vaktes ved din Veemod af sin Grav:
Du friske Væld af Harmoniens Bæger,
Som Himlen i sin Kjærlighed os gav,
Du styrter ned i evig fulde Bølger,
Som Tanken standser og som Taaren følger.

[160]
Dog til min Text igjen! — Med Larm og Bulder
Et Fortepiano af det bedste Slags
Fra Stuen frem i Salen nu man ruller,
Og bringer Noder, Lys og Lysesax;
Og Frøken Emma, med den hvide Skulder,
Sig foran Fortepian'et sætter strax,
Og en Sonat med Anstand og med Værdighed
Hun spiller smagfuldt nu med megen Færdighed.

[161]
Hvor ile de Smaafingre dog, mens Armen
Med Lynets Hurtighed bevæger sig;
Ved hvert et Løb sig hæver yndigt Barmen,
Og aabner Alles Blik et Himmerig.
Nu ender hun den tonefulde Krig
Med svære Dobbeltløb og mægtig Larmen -
Hver priser hende, dog, hun sukker smægtende:
Det var Rosini — Ingen er benægtende.

[162]
Paa Alles Bøn Dione nu skal synge,
Hun gjør det nødigt, men hun gjør det dog;
Og Alle stille sig omkring i Klynge,
Og Charles, halv i Drømme, staaer der og.
Ved ham staaer Junker Mads, det sælle Skrog,
Samt Claus og Marles, der paa Ryggen slynge
De lange Arme for at faae Balance.
Dione synger følgende Romance:

[163]
Ved den dunkle Brønd, i Skovens Stille,
Sad med saaret Bryst en Riddersvend;
Hesten græssed mellem Urter vilde,
Skjold og Sværd laae ved den dybe Kilde,
Selv han tankefuld saae ned i den.
Og han tænker paa,
Om han meer skal naae
Hjem og Brud og Fædreland igjen.

[164]
Da, mens Sukket let hans Tanke følger,
Aabner susende sig Vovens Rand,
Og en Qvinde, der sig halv fordølger,
Halv sig hæver i de dunkle Bølger,
Deilig, underfuld, han skue kan;
Under Lokkers Krands
Klare Øines Glands
Smiler til ham fra det dybe Vand.

[165]
Og hun taler, mens et gyldent Bæger
Høit hun hæver i sin hvide Haand:
Denne Trylledrik din Vunde læger,
Ikkun denne Saft dit Hjerte qvæger,
Ikkun denne Kraft gjør fri din Aand.
Fra det stille Land
Dette Kildevand
Risled' gjennem Jordens Klædebon.

[166]
Naar min gyldne Skaal din Mund berører,
Falder paa dit Øie sødest Blund;
Til det fjerne Hjem en Drøm Dig fører,
Gamle Toner underfuldt Du hører
Klinge sødeligt den samme Stund;
Hvad der svandt, forgik,
Samme Øieblik
Finder Du paa dette Bægers Bund!

[167]
Og af Længsel gløder høit hans Kinder,
Og i Haabet sødt hans Læbe leer,
Frem han bøier sig hvor Vandet rinder:
Dybt og dybere nu Synet svinder,
Fjern og fjernere han Skaalen seer.
Dog, han greb den alt -
Da fra Bredden faldt
Han i Dybet — aldrig saaes han meer. -

[168]
Her Romancen ender, men Dione
Dynges til af Roes og Smigrerie:
Hvilken simpel, yndig Melodie!
Hvilket Udtryk! ja — og hvilken Tone!
Den jeg lære maa min lille Kone!
Den til Guitar sammen synge vi!
Den maa sættes ud til fuldt Orchester! -
Saa gaaer Munden paa de rørte Gjæster.

[169]
Meest af Alle dog Grev Charles brændte,
Og hans Øie lynte glad og stolt;
Han som Kjender hendes Noder vendte,
Hendes Handsker han ved Spillet holdt.
Hjertet i ham fløi som Amors Bold,
Og hvert Øiekast hun mildt ham sendte,
Enten nu med Forsæt eller ikke -
Fanged' ham med elskovsfulde Blikke.

[170]
Cavaliér' servente let han spiller,
Fuld af Gratie nu bag hendes Stol.
Kun for hende han i Aften til er,
Hun, hans Hjertes straalerige Sol,
Hun, hans Tankers tryllende Idol -
Og, skjøndt om hans Øre bittre Piller,
Spidse Ord fra alle Kanter gaae,
Hørte han dem ei, kun Eet han saae.

[171]
Alt i dette Ene dog sig gjemte:
Dette Ansigts fine Farvepragt,
Dette Blik, som sødt til Veemod stemte,
Disse Læbers tryllerige Magt,
Dette Haar i dunkle Lokker lagt,
Dette Bryst, som Bæltet neppe tæmte,
Denne rene Stemmes Tryllerie -
Kort: den hele Skabnings Poesie.

[172]
Og Dione — vi skal jeg det nægte,
Lukte ei sit Øre for hans Ord.
Imod Smiger vel en Sjæl kan fegte,
Ak, men Hjertets Sprog, hvis Glands er ægte,
Har en Talsmand som i Hjertet boer.
Fra en Spire det med Vælde groer
Til et herligt Træ med Løv og Skygger -
Deri Haabets lette Sangfugl bygger! -

[173]
Her et Tæppe nu for Soiréen
Med Forlov jeg hurtig synke la'er;
Thi hvad meer man fik end Kongotheen,
Derpaa har min Musa intet Svar.
Ingen Køkkenseddel seet jeg har,
Ingen Potte sondred' jeg med Skeen;
Dog trakteerte vel de søde Dukker man
her, som andetsteds, med Slik og Sukkervand.

[174]
Men Grev Charles, som i Hat og Kappe
Ud af Døren iler, følge vi,
Ned han styrter af den brede Trappe
Herrer, Damer stormende forbi.
Kinden brænder, sig hans Fødder rappe
Som en Tyvs, der sees ved Tyverie,
Som om Flammen brændte ham i Hælen -
Dog, den var ei der — den var i Sjælen!

[175]
Først i Luften samler han sin Tanke,
Og hans Øie søger Stjerners Hær;
Himlen synes han sig mere nær,
Sprængt hver Lænke med hver jordisk Skranke.
Stillere han føler Hjertet banke,
Mens hans Blik med Veemod læser der:
Hendes Navn, som Himmelbuen værner,
I den gyldne Krands af Nattens Stjerner.

[176]
Og han iler hen, hvor Havet slynger
Ømt sit Bælte omkring Landets Bryst;
Der hans Hjerte sig paa Voven gynger,
Sødt om hende hver en Bølge synger
Med sin rullende og lette Røst.
Stille Fred og paradisisk Lyst
Strømmer med hans Blod til alle Aarer,
Og hans Blik fordunkles let af Taarer.

[177]
Hvo har Navn for hvad han nu fornemmer?
Drøm det er, som Haabet farver rød,
Chor det er af tusind rene Stemmer,
Som i Dybet af hans Hjerte lød;
Salighed, som gjennem Graven brød,
Glands og Herlighed, som Himlen gjemmer
Til den unge Aand, der, løst fra Sorgen,
Gjennem Døden gaaer til Livets Morgen.

[178]
Paradiis! o tabte Paradiis!
Som den atterfødte Aand skal finde.
Perlekrands af hvert et yndigt Minde,
Hymne fuld af unge Sjæles Priis;
Lyst, som fødes af et stort Forliis,
Lys, hvis Glands fordunkles ingensinde,
Hav af alle Toners Melodie,
Gjemt for Aanden — denne Aand har vi!

[179]
Er det et Gjenskin vel af denne Glands,
Som her i Ungdoms fagre Dage fødes?
Naar Bryst med Bryst, og Mund med Munden mødes,
Mens Tanken flyver bort i Haabets Dands;
Naar yndig Glæde, ak som her forbrødes,
Af Hjertets Drømme fletter Elskovs Krands,
Naar Kjærligheden aabner sine Arme,
De milde, bløde, trøsterige, varme.

[180]
O Kjærlighed! Du Ord, som rummer Alt,
Ja Tiden selv, den flygtige, den lange;
Du, som i eet Moment ta'er os til Fange,
I dine Lænker først til Frihed kaldt';
Du Tryllerske af Aand og af Gestalt,
Selv Paradiis og Paradisets Slange,
Du, Livets Moder, Evas Fristerinde,
Du, meer end Halvpart af hver jordisk Qvinde -

[181]
Hvor vexlende er ei dit Klædebon,
Hvor mildt dit Blik, hvori sig Taarer blande,
Hvor blød og fiin din silkebløde Haand,
Hvor reen og straalende din høie Pande.
Og dog, hvor løst dit Bælte, uden Baand
Din Klædning er, og alle Tunger sande:
At Glæden ved dit Bryst er kun liig Synet
Af lette Stjerneskud — kun Glimt af Lynet.

[182]
Din Favn vi søge, skjøndt i den vi trættes,
Din Frugt vi gribe med vor hele Kraft,
Dog neppe brudt den er, før strax vi mættes,
Og Tomhed bli'er af Alt hvad vi har havt.
Skjøndt Livets Kilde, strømmer Livets Saft
Ei fra dit Bæger — ingen Byrde lettes
I dine Arme — ingen Kræfter næres:
Du døer tilsidst, skjøndt evig Du begjæres.

[183]
O Gaade! og dog meer en Gaade ei,
End vi, vort Maal, vor Stræben og vor Tragten,
End hver en Straale af vor Aands Betragten,
End hvert et Fnug og Sandkorn paa vor Vei;
End Haab, Erindring, Tvivlen og Foragten,
End Sandheds Ja til hvert et Løgnens Nei;
Ei meer en Gaade kort, end Livets Gaade,
End Mennesket, hvis Tanke vil den raade.

[184]
Til Eet han samle vil de tusind Ender
Af Tingene, som spredt' i Verden staae.
I denne Knude Alting han erkjender,
Til den med uvis Grublen han sig vender,
For i sit Brændpunkt Straalen at forstaae.
Han gribe vil hvad ei hans Haand kan naae,
Han Skriften læse vil, som ei han fatter -
Hans Stræben bringer Vanvid eller Latter.

[185]
Hvad bli'er for os? kun dette, den Erkjendelse,
At vi af Alt dog Intet her forstaaer.
Ei Livet, Døden, ei vor egen Sendelse,
Ei hvorfor Alting skabes og forgaaer.
Ei disse Spørgsmaal: hvi? og hvad? og naar?
Ei Forsyn, Verden, Evighed og Hændelse;
Ei Aand og Form, ei Rummet eller Tiden -
See, det er Summen af vor hele Viden! -

[186]
Nu Scenen vexler, Vint'ren er forbi,
Og imod Enden lakker det med Vaaren;
Den høie Piil af Bladet ryster Taaren,
Og gynger sig i Luften frank og fri.
I Skoven fløiter Fuglen sit Pipi,
Og hver en Blomst, som Floras Barm har baaren,
Oplukker nu sin Kalk, og drager nær
Luft, Lys og Varme, Glands og Farveskjær.

[187]
Og Myggeflokken let i Luften summer,
Og Solens Pile Jordens Hjerte naae,
Og Alting vaagner af den lange Slummer,
Og Kraft og Farve alle Urter faae.
Og mere dunkelblaa nu Bølgen skummer,
Og mere reent er Luftens friske Blaa,
Og i sin Fylde al Naturen skjælver,
Mens høiere sig Himmelbuen hvælver.

[188]
Kort sagt, det tegner til en herlig Sommer,
En af de saare sjeldne her til Lands,
Hvor Taagen hænger sig om Solens Glands,
Mens Boreas i Luften evig trommer.
Hvor lunefuld, som Pigers Sind og Sands,
Fra alle fire Hjørner Vinden kommer,
Hvor Himlen Nat og Dag i Ho'det regner,
Hvor Som'ren kjendes kun af Vand og Fregner.

[189]
Men ud fra Byen nu Alverden flytter
At prøve Livet i den friske Luft,
At nyde med sin Næse Blomsters Duft,
Mens sødt til Fugleqvidder Øret lytter;
At styrke ved Betragtning sin Fornuft,
At adle Hjertet i de simple Hytter,
Og, mens man har det Nyttige for Øie,
Tillige alle Sandser at fornøie.

[190]
Dione flytted' med, og nogle Mile
Fra Byen, ved en deilig Søe, hun fik
En yndig Villa, kaldet Sommerhvile,
Hvor lige op til Muren Vandet gik.
Naar op fra det sig hæved' hendes Blik,
En Bøgeskov det mødte. Ranke Pile
Omkrandste Vandet, og en Have laae
Om Huset rundt og langs med Søens Blaa.

[s187-190 54

[191]
I dette Paradiis den Skjønne drager,
Kun i sin Piges Følgeskab, nu ind;
Og bringer der i Orden sine Sager,
Og arrangerer Alt med smagfuldt Sind.
Sit Sovekammer hun mod Østen tager,
Men imod Vest, hvor Solen smiler ind
Før den bag fjerne Skov sin Hvile søger,
Var hendes Cabinet og hendes Bøger.

[192]
I Mørket ei Dione havde famlet,
I disse Bøger jeg Beviset har;
Med udsøgt Smag var Bibliotheket samlet,
Af Aands og Hjerteføde fuldt det var:
Der fandtes Gøthes Faust og Shakspeares Hamlet,
Og Byrons Manfred, Cain og Corsar,
Og Schiller, som vor slappe Tid for stærk er,
Og Oehlenschlægers rige Ungdomsværker.

[193]
Der fandtes og en Hær af Andagtsskrifter,
Opdagelser af store Physici,
Fortællinger om krigerske Bedrifter,
Satirer, hvis Forfatter troer jeg Swift er,
Samt Bidrag til den simple Phil'sophie.
Men først og sidst dog hines Poesie,
Hvem Muserne til Verdens Glæde fødte:
De tre Heroer: Shakspeare, Byron, Gøthe.

[194]
Imellem begge Cabinetter, Salen,
(Hvis Høide var omtrent halvsjette Alen)
Med decoreerte Vægge yndig laae.
Fra den man til Altanen kunde gaae,
Der over Vandet hang, hvorfra Ovalen
Af den med Skov bekrandste Søe man saae.
Hvorfra om Dagen man saae Havets Fjerne,
I Søens Speil om Aft'nen Himlens Stjerne.

[195]
Her stod Diones Harpe, som hun slog
Med Mesterhaand hver Aften; her hun hviilte,
Naar Lunas Straaler gjennem Skoven smiilte
Og gyldne Skyer over Himlen jog.
Her sine bedste Minder frem hun tog;
Men selve Dagen bort ved Arbeid iilte,
Ved Broderie og Tegnen og Studeren,
Ved Øvelser i Dands og ved Spadseren.

[196]
Saa fløi som Pilen Tiden — fjorten Dage
Var alt henrundne nu som eet Minut;
Kun Fred omgav Dione, ingen Klage
Formørked' Øiet paa den kjære Glut.
Dog, det var Havblik, Stormen er tilbage,
Den kommer snart, dog før den er frembrudt,
Den vugger hendes Sjæl med yndig Mumlen,
Liig Bækkens Bølge — derpaa kommer Humlen!

[197]
En Aftentime, just som Dagen hælder,
Da hun bestilte just, jeg veed ei hvad,
Gaaer Døren op, en Tjener selv sig mælder,
Og førend om Tilladelse han bad,
Han iilsom og med hurtig Røst fortæller
At nogle Skridt herfra hans Herre sad
Med Panden blodig og med Blod paa Vesten,
Da han paa Veien styrtet var med Hesten.

[198]
Dione springer op, og hurtig kaster
Hun Shawlet om sin Hals, og uden Hat,
Af Tjeneren og Pigen fulgt, hun haster
Af Haven ud og gjennem Busk og Krat;
Hun standser ei, den lette Fod ei raster,
Og næsten aandeløs og angst og mat
Hun Stedet naaer, hvor hun i Græsset finder
Besvimet og med marmorhvide Kinder

[199]
Grev Charles — og den dugbelagte Jord
Sit høie Græs omkring hans Hoved slynger.
Hans lukte Blik Bevidstløsheden tynger,
Og dybt i Panden sees et blodigt Spor.
Ved Siden, med den sprængte Sadelgjord,
Er Hesten henstrakt — høit i Luften synger
En eenlig Fugl — nu døer dens sidste Trille -
Knap Charles aander, Hesten stønner stille.

[200]
Saadan af Døden let berørt, hun finder
Det kjære Hoved som var ei forglemt;
Og halv til Veemod, halv til Smerte stemt,
Hun knæler ned ved ham — en Taare rinder,
Liig Bølgen hvori Bitterhed er gjemt,
Fra hendes Øie over Charle's Kinder.
Hun løfter ømt hans Hoved, dog hans Blikke
De hæves ei, og Læben aabnes ikke.

[201]
Imidlertid et Leie man bereder
Af Grene, som med Mos bedækkes blødt;
Paa det han lægges, og Dione beder
At vandre sagte, mens sit Schawl hun breder
Hen over ham, hvis Blod det farver rødt.
Selv bærer hun hans Hoved, ømt og sødt
Det hviler ubevidst i hendes Hænder,
Skjøndt varme Øiekast hun mildt det sender.

[202]
Man Huset naaer, og i Diones Seng
Den dyrebare Byrde ned man lægger;
Med lette Puder man ham let bedækker,
Mens efter Doktor flyver bort hans Dreng.
Men Charles drager Aanden tung og eng,
Den urofulde Hvisken ei ham vækker,
Og ei hans Sjæl, bevidstløs, kan fornemme
Den ømme Klage fra Diones Stemme.

[203]
Thi raadvild hun ved Leiet længe stod,
Men nu med Eau de vie hun ham bestænker;
Og Pigen, som af Skræk paa Huusraad tænker,
Paa Munden lægger Salt og Peberrod.
Da, Fangen liig, der byder tunge Lænker,
Hans Bryst sig løfter, mens det dunkle Blod
Skød frem i Kinden; og hans Blik sig hæver -
Forundret det til hver en Gjenstand svæver.

[204]
Thi for hans Aand, som Alt i Drøm betragter,
Sig Alting former som et Tryllerie;
Han troer at Dødens Nat han vandred i,
At nys, til Livet kaldt af Lysets Magter,
Han Skyggerne saae svæve sig forbi;
Og, skjøndt med Taagens Slør hans Blik belagt er,
Saa skimter han i Lysets Morgenrøde
Den første Engel svæve sig imøde.

[205]
Han strækker Haanden mod Dione hen,
Dog magtesløs den synker ned paa Dækket;
Tilbage Ho'det falder, Sjælen, svækket,
I Drøm og Slummer vugges ind igjen.
Men tankefuld, bevæget og forskrækket
Dione ømt betragter nu sin Ven,
Og, mens i hendes Blik sig Taarer blande,
Hun stryger med sin lette Haand hans Pande.

[206]
Det var en farlig Stilling ei jeg nægter,
Her hørte Kulde, Aar og Fatning til;
Thi kun Medlidenhed er daarlig Vægter,
Hvor Hjertetyven Amor er paa Spil.
Naar først han stjaalet har, han sætter Ild,
Og hvis ei Luen strax man dæmpe mægter
Ved Hensyn, Klogskab, Hjertets Sammenklemmelse,
Da bli'er til Sorg og Qual hver sød Fornemmelse.

[207]
Thi Alt i Verden er fra først en Spire,
Hvori som Aander tusind Kræfter boe;
Som Toner vaagne de, og dandse fro
Ved Lystens lette Slag paa Hjertets Lire.
Af een Begjerlighed de skabe fire,
Af Fryd et Sorgens Næt de om os snoe;
Af Roes og Haab, af Elskov, Guld og Druer
De danne Lyset ei, men vilde Luer.

[208]
De smile ydmygt naar man dem foragter,
De sukke stille naar man dem forsmaaer,
De slumre roligt naar man dem betragter,
Men herske vældigt naar de Magten faaer.
De lænke Sjælen naar den meest forsagt er,
De fange Hjertet naar det kjærligst slaaer,
Og, medens Livets Gang de let forandre,
De fremad stormende paa Banen vandre. -

[209]
Men Lægen nu med Ilen arriverer,
At tage vor Patient i dygtig Cuur.
Han føler Pulsen, tæller paa sit Uhr,
Mens Igler han og Suurdei ordinerer.
Han priser Charle's dygtige Natur,
Og smiler naar den Syge phantaserer,
Og søgende om Raad i sin Scientia:
Han finder Ro, og Hvile, samt Patientia.

[210]
Og trende mindre Plastre og et stort,
Med Gummiolie og Basil'cumsalve
Paa alle Kanter dygtig oversmurt,
Han lægger paa ham, trøstende dem Alle.
Med Smiil han siger nu: nu er det gjort!
Bli'er værre han, saa lad De kun mig kalde.
Farvel! Farvel! jeg kan ei tøve mere;
En Practicus maa evig practicere!

[211]
Men ingen Søvn kom i Diones Øie,
Af gyldne Drømmes Syn dog ei forladt;
Skjøndt træt af Dagens urofulde Møie,
Hun vaaged' ved hans Seng den hele Nat;
Paa hvert et Aandedrag hun agter nøie,
Om mere stærkt det er, om mere mat;
Om ingen Smerte yttrer sig forinden,
Om ingen Farve viser sig paa Kinden.

[212]
Saa, Englen liig ved Graven, sidder hun,
Til Søvn og Træthed hende overmande,
Til Drømmens lette Billeder sig blande
Med hendes Tanker næste Morgenstund:
Da synker over Leiet hendes Pande,
Den bløde Pude kysser hendes Mund,
Og over Kind og Bryst og Arm sig lægge
De dunkelbrune Lokker, liig et Dække.

[213]
Hun slumrer; men den friske Morgen føder
I Charles Kraft og Liv — han vaagner let;
Han kaster Blikket rundt, og strax det møder
Et Hoved, hvilende paa Sengens Bræt.
Jo meer han seer, desmere Kinden gløder, -
Og da han Øie nu, af Skuen træt,
Fortryllet og bedaaret halvt sig lukker,
Han længselsfuld af Hjertets Dybde sukker.

[214]
Men dette Suk Diones Øre naaer,
Den drømmefulde Sjæl det atter vækker:
Det dunkle Øie hun i Veiret slaaer,
Og yndig Purpur hendes Kind bedækker.
Ned synker Blikket, og med Haanden lægger
Tilbage over Skuld'ren hun sit Haar,
Og let de lette Fødder nu sig fjerne -
Saa flygter imod Morgen Nattens Stjerne.

[215]
Men ingen Slummer lægger meer sit Bind
Om Charle's Pande — drømmende han støtted'
Med Haanden tankefuld og taus sin Kind.
Han sidder, som om Øret henrykt lytted'
Endnu til fjerne Toner — som benytted'
En mægtig Fee til Tryllerie hans Sind -
Saa sidder han — og hvad han nu betænker,
Det kjender Amor og de unge Enker.

[216]
Ja Drømmerie af Kjærlighed og Savn!
Som Sjælen i et Næt af Tanker hyller,
Som Hjertet med en mægtig Længsel fylder,
Og let os drager i hverandres Favn;
O Følelse! som vi vor Tilvær skylder, -
Hvo nævner Barnet ved sit rette Navn?
Blod, Sandser, Sympathie og Uundværlighed,
Composition af Længsel og Begjerlighed -

[217]
Dig takke vi for Ægteskab og Vugger,
For unge Sjæles gaadefulde Form,
For Hjertets Fred og Lidenskabers Storm,
For Livets Suurdei og for Livets Sukker.
Din Frugt hver Skabning paa sin Vandring plukker,
Thi Dig Naturen skrev som Alles Norm.
Om Alles Bryst Du yndig Armen slynger,
Du, Aandens Barn, som Livets Form forynger.

[218]
Du lokker os til Amors Lotterie,
For der at prøve Ægtestandens Lykke,
For med Gevinsten os et Huus at bygge
Med enten Himmel eller Helved i.
To Lodder bringes der — og vælge vi,
Beroer dog Træffet paa Fortunas Nykke:
Hvad begge gjemme vil jeg her fortælle,
Forresten kan det sees af hver Novelle.

[219]
Til Frokost Tvedragt giver os det første,
Til Middag daarlig Mad og aldrig Ro,
Til Aften Strid om hvo der er den største,
Skjøndt ofte man er smaae nok begge To.
Til Ryggen bringer det en dygtig Børste,
Til Vandring gjennem Livet snevre Skoe,
Til Hvile, for at Hjertet kan sig vende,
Til Seng, som, gjort til To, har Plads til Trende.

[220]
Det andet lutter Harmonie os gi'er;
En trofast Skulder, som hver Byrde letter,
En Krands af Roser til vor Ungdoms Ziir,
Hvorom sig Eviggrønt som Ramme fletter;
En Aand, der efter Formen yndig bli'er,
Et Bryst, som ingen kjærlig Drøm forgjetter,
Et dobbelt Smiil og Suk i Fryd og Nød:
Eet Bord, een Seng, eet Maal i Liv og Død!

[221]
O Harmonie af tvende Sjæles Klang!
Disharmonie af tvende Sjæles Toner!
Spil, som i Livets underfulde Gang
Sig let fornyer i alle Verdens Zoner.
O Hurlumhei af Ægtemænd og Koner!
Af Folk, som gjør sig Veien let og trang,
Af Folk, som kun den stille Gangsti kjende,
Af gamle Piger og af Pebersvende!

[222]
Frit Valget er, men selv er ei vi fri,
Hvert Indtryk ta'er vort Hjerte i Forpagtning,
Nye Lidenskaber, gamle Minders Slagtning
Og Hængen op i Røg, tilstede vi.
Meest staaer den hulde Letsind dog os bi,
Og fremfor Alting Hensyn og Betragtning
Til hvad man drikker, og til hvad man æder,
Til Huus og Hjem, til Guld og Rang og Hæder.

[223]
Er da den evigunge Amor død?
Der eengang sine gyldne Pile sendte
Fra Himlens Hvælving over Jordens Skjød
Til unge Hjerter, som for ham kun brændte.
Er Luen slukket? den, som Faklen tændte
For tusind Slægter gjennem Liv og Død.
Brast Amors Bue? da den fik en Tøile
I Rigmands Guld, i Kammerherrens Nøgle.

[224]
Da Handelsvare Hjertets Rigdom blev,
Og Skjønhed kun et Fond, hvoraf man henter
Sig Ægteskabets Capital og Renter
Ved Mellemkomst af Kys og Kongebrev;
O Kjærlighed som aagrer med Procenter!
Gjør Skjøgen værre, der sin Gunst forskrev?
Nei, Klogskab vaager kun, men Amor sover.
O Skuespil, at lee og græde over!

[225]
Hist knæler en forelsket Ungersvend
Ved Foden af sin Donna: Fagre! Hulde! -
Saa taler han — forjag dit Hjertes Kulde,
Og elsk, som jeg Dig elsker, ømt igjen;
Hun seer betænksom paa sin unge Ven,
Og veed ei ret om her hun fire skulde.
Dog endelig med Smiil ham spørger Damen:
Min Herre! ikke sandt — De har Examen?

[226]
»O nei desværre!« det er slemt, min Kjære,
Dog maaskee Deres Fa'er er Cap'talist? -
»O nei!« — o vee! saa faaer vi lade være,
Dog maaskee bli'er De rig om stakket Frist?
»Jeg har en Arv i Vente« — er det vist? -
»Ja jeg forsikkrer Dem det ved min Ære,
De tred've Tusind staae hos Jøden Levi« -
Hun synker til hans Hjerte: Din for evig! -

[227]
— Saa gaaer det til? thi man vil sig gardere,
Og nødig Pebermøe man være vil:
Man Livet seer kun som en Køkkenild,
Som Verdens Maal, kun Verden at formere.
Ei er Gemyt og Aand og Sjæl dem mere,
End Lykkens vexelrige Lottospil.
For deres Blik er aldrig aabnet bleven
Den høie Værd af eensom, stille Leven. -

[228]
De kjende Æren ei, og Stolthed neppe,
Ei Livets Maal, som i os selv vi fik:
Ei Tankens Værd, ei Nydelsen, som gik
Af Hjertet frem, ved Haabets Flod og Ebbe.
Ei Sorgens Skjønhed, ei det dybe Blik
Naar Natten ruller ud sit gyldne Tæppe.
Ei Glæden ved Ideernes Modtagelse,
Ei Frugten af vor egen Aands Opdragelse.

[229]
O Lavheds lænkebundne Aand! som kun
Af Hensyn kaster sig i Amors Arme;
Som smelter ei ved Kjærlighedens Varme,
Men suger Klogskab af dens røde Mund;
Som for Gevinsten kun har sultne Tarme,
For Følelsen tilovers ingen Stund;
Som kjender Ægteskab, men Elskov ikke -
Som griber Skallen, men la'er Perlen ligge.

[230]
Saa gjorde Charles og Dione ei,
Der omvendt handled' — og hvem alt vi kjender
Som kjærlige, som ømt foreente Venner.
Helbredet var han, ikke frisk — o, nei,
Han vandrer nu den bittersøde Vei,
Af Elskov dobbelt saaret, nu han brænder.
Han sætter ned sig hos Dione nu,
At tage Afsked var hans faste Hu.

[231]
Først stammed' han sin Tak med sagte Stemme.
Hun svarer kun med sænket Øiekast -
Saa be'er han hende aldrig sig at glemme -
Da sukker hun som Hjertets Lænke brast.
Diones fine Hænder hans nu gjemme,
Dem kysser han — dem trykker ømt han fast -
Da mødtes deres Blik i Lyst og Smerte:
Da sank Diones Hoved til hans Hjerte.

[232]
Det første Kys — hvad løser Hjertets Tvivl,
Som dette Pant, af Kjærlighed opfunden?
Dets Ydre funkler reent af Amors Smiil,
Og Psyches Længsel ligger gjemt paa Bunden.
Al Sjælens Ømhed svæver da paa Munden,
Al Hjertets Varme vaagner da med Iil -
Alt vækkes da — det Bedste og det Største;
Thi hvad har Magt i Livet, som det Første?

[233]
Den første Barndom og de første Minder,
De første Toner af vort Hjertes Røst,
Det første Haab, som meer og meer forsvinder
Med Sjælens Gjenklang af dens første Lyst;
De første Taarer over Barnets Kinder,
Den første Lærdom i dets unge Bryst -
Kort: alt det Første er vort Hjertes Lindring,
Det første Kys dets yndigste Erindring!

[234]
Og denne Salighed Dione byder
Sit Nectarbæger nu — mod Charles vendt
Er hendes Sjæl, igjennem Øiet sendt,
Der, fyldt med Taarer, hendes Indre tyder.
Halv drømmende, hver Følelse hun nyder
Med Længsel blandet, forhen ubekjendt -
Saa sidder hun, til Timens Slag dem vækker,
Til Afsked hendes Fryd med Sløret dækker.

[235]
Og hun er ene — paa sin lette Hest
Hun seer ham flyve bort saa let som Vinden.
Hun støtter tankefuld sin Haand til Kinden,
Og følger med sit Blik den kjære Gjæst.
Han vender tidt sit Hoved, og forinden
Han taber sig bag Skovens sidste Rest,
Han kysser ømt til Afsked paa sin Finger, -
Og Kysset hende naaer paa Synets Vinger!

[236]
Men i den samme Stilling taus hun dvæler,
Og Blikket vandrer i det samme Rum,
Og Læben smilende forbliver stum,
Mens Sukket sig fra hendes Hjerte stjæler.
Saa, bøiet halv forover, halv hun knæler,
Som veied' hun med Andagt Mindets Sum,
Som hun tilbedte nu det nys forsvundne,
For hendes Sjæl saa dyrebare vundne.

[237]
Kun halv bevidst, hun halv i Drømme sad,
Og med sit eget Hjerte ømt hun taler;
Men Øiet følger Solen nu, som daler
Bag zephyrlette Skyers fjerne Rad -
Dens funklende, dens sidste Lue maler
Med Rosens Rødme Lundens lyse Blad -
Den synker meer og meer, men Skyen arver
Dens Straaleglands, dens purpurrøde Farver.

[238]
Og Lysets underfulde, stolte Død
Dione tankefuld betragter nøie;
Og let med Skyen følger hendes Øie
Der flyver gjennem Luften luerød -
Dog snart den graaned, men paa Himlens Høie
Gik klare Stjerner frem af Mørkets Skjød,
Og Nattens Herlighed sin Port oplukker -
Alt seer Dione, bævende hun sukker:

[239]
»O hvad er Livets fagre Glands? forsvunden
Som Solen hist er snart dets gyldne Pragt,
Selv Mindet klæder sig i Skyens Dragt,
Fordunkles let som den i Aftenstunden.
Dog — svandt end Straalen her ved Tidens Magt,
I næste Øieblik paany oprunden,
Den glimrer mere reen, i stille Glands,
Liig Nattens høitidsfulde Stjernekrands.«

[240]
Men Stilhed nu omsvæver Alt, og trykker
Sit tætte Segl paa alt det Skabtes Mund,
Og frem af Skoven gaae de stille Skygger,
Og lette Taager fra den kjøle Lund.
Og al Naturen sig et Leie bygger,
Og Alting synker i det tause Blund -
Dione rejser sig, thi Hvilen kalder:
Fra Tankens Arm til Søvnens Bryst hun falder.

[241]
Fra denne Dag hun Charles daglig seer,
Fra denne Dag man aldrig meer ham skuer
I Byens Cirkler, Stadens Assembléer,
I Kreds af smukke Frøkner, unge Fruer.
Kun for Dione nu hans Hjerte luer,
For ham er hele Verden Intet meer,
Kun hendes fagre Træk hans Tanker tegne,
Han seer kun hendes Billed' allevegne.

[242]
Og naar hans Ganger bar ham ud til hende,
Da har ei Lethed nok dens lette Fod,
Og naar fra Høien alt han kunde kjende
Altanens Gitter, hvor den Hulde stod
Og let sit hvide Klæde flagre lod
For ham den første Hilsen ømt at sende, -
Da jog han frem, som Lynet, paa sin Hest,
Da var det Charle's og Diones Fest!

[243]
Da fløi fra Glædens Bue Tidens Piil,
Og før de øined' den, var den forsvunden;
Da laante Savn og Sorger Stormens Iil,
Mens Længsel stille sad med Vingen bunden;
Mens begge læste i hinandens Smiil
Hvad Sjælen havde søgt men aldrig funden,
Mens hver en Taage bort fra Hjertet veeg,
Naar Haabets gyldne Aander sank og steg.

[244]
Da gjennem Lunden gik de Arm i Arm
Og lytted' til hinandens kjære Stemme,
Mens, sjeldne Perler liig, der dybt sig gjemme,
De ømme Tanker vugged' deres Barm.
Tidt hørte tause de paa Søens Larm,
Tidt drømmende de syntes Alt at glemme,
Naar Vinden kruste Søens blanke Speil,
Og Baaden bar dem frem for fulde Seil.

[245]
Og naar til Afsked om et Kys han bad,
Naar om at fjernes Aftenstjernen minder -
Det var som Nat og Dag der skilles ad:
Hun staaer tilbage med Auroras Kinder,
Han meer og meer i dunkle Lund forsvinder,
Og dækkes meer og meer af Qvist og Blad -
For sidste Gang, liig Glands af Morg'nens Stjerne,
De klare Øine mødes fra det Fjerne.

[246]
Thi øm var Afskedstimen, hvert et Møde
Var som et nyfødt Liv i begges Bryst,
Thi begges Sjæle var for Indtryk bløde,
Og Elskovs Drømmerie var begges Lyst.
Ei fandt som Mange de ved Talen Trøst
Mens let i Skjemt de muntre Toner løde,
Med Viddets Lyn var deres Fryd ei blandet -
De elsked' ene Hjertet — intet Andet.

[247]
Men hver en Blomst som sprang af denne Rod
Sin Herlighed og Glands for dem oplukker,
Og hver en yndig Frugt dem Længsel plukker
Og Veien blomsterstrøer for deres Fod.
Liig Dalens stille, perleklare Flod,
Som Morg'nens Rødme, Aft'nens Stjerne vugger,
Bar Tidens Bølge deres Lyst forbi -
I jordisk Form en himmelsk Phantasie.

[248]
Og hine Baand, som Sjæl med Sjæl forbinder:
De samme Haab for Tid og Evighed,
Den samme Glæde af de samme Minder,
Den samme Attraa, samme Kjærlighed -
Kort, Sympathie i Tanker og i Meed
Sig fast og fastere om begge vinder.
Dem fængsled' Alt, hvad Livets Baand vi kalde,
Kun Brødens ei, det stærkeste af alle.

[249]
De kjendte ei hvad Hjertets Tragten var,
De ahned' ingen Hensigt i det Hele,
De nøde Glædens ubevidste Dele,
Som Amors fulde Hænder til dem bar;
Og deres høie Guddom var Semele,
Der gav paa Hjertets Spørgen milde Svar,
Der skjenkte Glædens Væld af Nattens Skaaler
Naar let hun fløi forbi med gyldne Straaler.

[250]
Saa flygted' Dagene paa Tidens Strøm;
Af Tal kun faa, en Evighed de gjemte.
Den samme Harmonie, saa reen og øm,
Endnu til begges Lyst sin Harpe stemte,
Endnu den hele Verden begge glemte,
Endnu hang over begge Sjælens Drøm;
Men Alting vexler — Adam er Beviset.
Hvorlænge var han vel i Paradiset?

[251]
Ja, Stammefader, for den faldne Stamme,
Som faldt, som falder og som falde vil,
Du gaaer igjen i Alles Bryst den samme,
Dit Spil forynger sig i Livets Spil.
Vel blev i Æbleprøven Du til Skamme,
Men Frugtens Frugt os Alle hører til -
Den gav vor Lever Galde, Saar vor Lunge,
Den gav vort Hjerte Sorg, og Piil vor Tunge.

[252]
Den bragte ind i Verden Livets Fjender:
Død, Pest og Avind, Sjælekamp og Tvivl,
Af Guld og Vellyst den et Riis os binder,
Og saarer os med Haabets vendte Piil.
Den daarer os med Løn, som Ingen vinder,
Hvorefter Alle gaae med samme Iil,
Med samme Lyst, som Pigen efter Flitter,
Som efter Skinke døbte Isra'litter.

[253]
Den bringer til hvert Hoved Martyrglorien,
Til hver en Pande Tornekronens Ziir,
Med løiet Hæder den vort Bryst indvier
I Undergangens Time til Victorien.
Kast blot opmærksom Øiet paa Historien,
Og see hvor Alt tilsidst kun Navne bli'er,
Hvor Storhed, Ære, Kraft og Haab forsvinder -
Hvor Mindet selv fortrænges kan af Minder!

[254]
Dog — midt i Sjælens Kamp og Livets Tæring,
Den rakte dog vort Hoved Taalmods Krands,
Den kaldte frem af Natten Lysets Glands,
Et luttret Bryst af Lidenskabers Gjæring.
Den gav til Aanden Tankers rene Næring,
Til Hjertet Skjønheds, Kjærlighedens Sands -
Til Gjengjeld os for Paradisets Have,
Udødeligheds Glimt ved Venners Grave!

[255]
Men til mit Par igjen, som jeg forlod,
Da paa min Vei jeg Stammefa'eren mødte,
Da mine Saar ved Syn af Adams blødte,
Mens jeg ved Kundskabstræet stille stod.
Til Dandserinden nu paa staa'nde Fod!
Som Tanken let, skal Scenen hurtig flytte;
Indhente snart jeg skal, hvad tabt er vorden.
Uorden har jeg ei, skjøndt ingen Orden.

[256]
Det var en yndig Aften — Himlen spreder
For Øiet ud sin funklende Azur,
Mens for den lette Zephyr Stilhed reder
Et Leie hos den slumrende Natur.
Og dybt fra Skovens dunkelgrønne Buur,
Hvis stille Hvælving Fuglechoret freder,
Lød Gjøgens Kuk og Nattergalens Sang:
Snart Tonen døde — snart den atter klang.

[257]
I Land fra Baaden stiger just Dione,
Ved Charle's Arm hun stille vandrer frem.
Og Luftens Lethed, Fuglens Fløitetone
I Aft'nens Tryllerie, fortrylle dem.
De tage Veien mod det nære Hjem,
Hvis Tag sig hæver over Træets Krone,
Nu standse de — og atter nu de gaae -
Og nu som drømmende de stille staae.

[258]
Og som een Tanke ledte nu dem begge,
De slynge Armen om hinanden fast.
Hans Skulder bærer som en yndig Last
De dunkle Lokker, der liig Slanger lægge
Sig om Diones Pande, og bedække
Som finest Slør de varme Øiekast -
Saa drømmende — mod Brystet Brystet tynget,
De staae liig Marmorsøiler ømt omslynget.

[259]
Men Livets Flammer, ikke Stenens Kulde,
Med Purpur farver begges fine Kind;
En Taare lister sig i Øiet ind,
Som alt de ahned' at de skilles skulde.
Og kun i sig bevidst, for Verden blind,
Med Tanker, af den samme Længsel fulde,
De vugged' salig Glæde, yndig Smerte,
I Form af sagte Suk, i deres Hjerte. -

[260]
O, at et sligt Minut ei Evighed
Til Moder fik, skjøndt det fik al dens Lyst;
O, at kun Drømmen liig er denne Fred,
Kun Øieblikkets let fortrængte Røst.
O, at med Tiden Templet styrter ned,
Som Haab og Elskov bygged' i vort Bryst -
O, at kun Lynets Glimt er Livets Kjærlighed,
Dens Frugt kun Savn, Erindring al dens Herlighed! -

[261]
Men ved den løvbekrandste friske Kilde
Vi træffe atter paa det unge Par;
I Græsset hun, ved hendes Fod, den lille,
Beskeden Charles sig et Sæde ta'er.
Og sødt i Skumringen de hviske stille,
Paa Hjertets Spørgen giver Læben Svar,
Og Kinden brænder høit af Amors Luer,
Mens Øiet funklende i Øiet skuer.

[262]
Dione let sig over Charles hælder,
Og begge lytte, som til Aanders Chor,
Til Kildens Vand, der frem af Høien vælder,
Melodisk pladskende paa vaade Jord.
Om Nymphen, som i denne Kilde boer,
Et gammelt Eventyr hun nu fortæller,
Der endes med den skjønne Ridders Død,
Hvis Klagesang fra Dybet ofte lød.

[263]
Og Charles vender Hovedet tilbage,
Og smægtende han seer i hendes Blik.
Som Gjenklang af den døde Ridders Klage,
De sagte Sukke fra hans Læbe gik;
Ved deres Magt blev hendes Tanker svage,
Og dobbelt Styrke hendes Længsel fik,
Men hvad den attraaer, ikke selv hun veed -
Da bøier Charles sig i Græsset ned.

[264]
Og paa den lille Fod hans Læbe trykt er,
Før hun det mærker, bævende og ømt;
Sin Haand opløfter bønlig han paa Skrømt,
Som om han for Diones Vrede frygter.
Dog blev af yndig Rødme kun han dømt,
Af Blik, hvori for Ømhed Strenghed flygter,
Af Taushed fra en Røst ham nys saa huld,
Af Hjertets Svulmen mere høi og fuld.

[265]
Og nær og nærmere han rykker hende,
Og mere smeltende blev nu hans Røst:
Et Kys! o eet kun paa dit fagre Bryst,
At al dets Kjærlighed jeg maa erkjende;
Den Blomst, som hviler der, hvor al min Trøst
Nu yndig slumrer, som et Tegn Du sende -
O giv mit Haab et Svar i denne Nellike!
Hun sukker: o jeg vil — dog nei! — jeg vil ikke.

[266]
Du vil ei? — er saa mildt dit klare Øie,
Og dog saa haardt dit Hjerte? — Grumme! Du,
Som lukker Øret til for Længsels Hu,
Hvis stolte Bryst vil ingen Bønner føie. -
O Charles! Hvad din Læbe fordrer nu,
Er Træets Krone, som Du vel kan bøie,
Men Duft og Farve skal det da forlade -
Hver Glæde visne som de visne Blade!

[267]
Dog — hvor er Svaghed, som ei overmandes?
Han trykker til sin Mund det kjære Pant.
Diones Øie som af Taarer vandes,
Ved Charle's Hjerte kun en Trøster fandt.
Lyst, Smerte, Smiil og varme Kys nu blandes,
Og Amors gyldne Vaaben Seiren vandt;
De glemte hver Beslutning, Jord og Himmel,
De sank beruste hen i Amors Svimmel.

[268]
Men rundt om dem de lette Skyggers Rige
Nu hersker med sin underfulde Magt;
Med Dunkelhedens Næt er Alt belagt,
Og Lysets Straaler nu tilbage vige.
Det Timen er, hvor Drøm og Sandhed krige,
Hvor Taushed over Jorden holder Vagt,
Hvor Billedet som Aand gaaer ud af Rammen,
Hvor Aand og Form i Søvnen smelter sammen.

[269]
Ja rundt om dem nu Livet sig forkynder
I Dødens Skikkelse — mens overalt
Et andet, et bevidstløst Liv begynder.
Nu Dækket mellem Jord og Himmel faldt,
Og fordums Synder, frem af Graven kaldt,
Liig Skyggen til det gamle Hjem sig skynder.
Nu Søvnens Engel over Jorden vandrer -
Al Livets Sandhed han til Drøm forandrer.

[270]
Men over dem den høitidsfulde Nat
Med gyldne Stjerner hang — fra Søens Bølge,
Som dunkle Taagers lette Slør fordølge,
Gik sagte Susen gjennem Busk og Krat.
Som havde Sorgens Aand vor Jord forladt,
Som gik med hvert et Vindpust Fred i Følge -
Saa hviilte stille Luft og Søe og Eng
I Taushed ved Diones Brudeseng.

Submitted: Wednesday, July 25, 2012
Edited: Wednesday, July 25, 2012

Do you like this poem?
0 person liked.
0 person did not like.

Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?

Comments about this poem (Dandserinden — 2. Sang by Frederik Paludan Müller )

Enter the verification code :

There is no comment submitted by members..

Top Poems

  1. Phenomenal Woman
    Maya Angelou
  2. The Road Not Taken
    Robert Frost
  3. If You Forget Me
    Pablo Neruda
  4. Still I Rise
    Maya Angelou
  5. Dreams
    Langston Hughes
  6. Annabel Lee
    Edgar Allan Poe
  7. If
    Rudyard Kipling
  8. I Know Why The Caged Bird Sings
    Maya Angelou
  9. Stopping by Woods on a Snowy Evening
    Robert Frost
  10. Invictus
    William Ernest Henley

PoemHunter.com Updates

New Poems

  1. Life Is, Jon M. Nelson
  2. Short Ode to Screwball Women, Rachel Todd Wetzsteon
  3. Lemons, Jon M. Nelson
  4. Paradise Found, Damian Murphy
  5. Seventh Sunday, Rachel Todd Wetzsteon
  6. Fires in the Sky, Ronald Chapman
  7. Driving Me Crazy! !, Damian Murphy
  8. For The Maids Of Chibok, Simpa omoluabi
  9. Sakura Park, Rachel Todd Wetzsteon
  10. Share This Space, Jon M. Nelson

Poem of the Day

poet Edgar Allan Poe

Kind solace in a dying hour!
Such, father, is not (now) my theme-
I will not madly deem that power
Of Earth may shrive me of the sin
...... Read complete »

 

Modern Poem

poet Jacques Prevert

 

Member Poem

[Hata Bildir]