Den Cxxxviii. Poem by Anders Arrebo

Mod alle Folk til Liv og Sjæl
gød Gud, vor Herre daglig vel;
thi skulde vi hans Navn med Flid
berømme og prise, Dag og Tid.

I mit ganske Hjerte vil jeg dig ære,
du min Gud, min Frelser og mægtig Herre,
og for alle Engle dig Takken sjunge
med lystig Tunge.

Til din hellig Tempel vil jeg optræde
og dig der i din Menighed tilbede,
takkendes dit Navn for din Naade store
og Sandheds Orde.

Thi du haver over alting, min Herre,
herlig gjort dit Navn og opfyldt med Ære,
ved dit Ord og din hellig Sandheds Tale,
Trøst og Husvale.

Hvilken Dag jeg dig hjertelig paakalder,
mig bønhør og hjælp, at jeg ikke falder,
styrk min Sjæl med Kraft og din hellig Aande
i Troen sande.

Herre, alle Kongerne her paa Jorde
skull' dig takke, som høre din Munds Orde,
paa din Vej de skull' sjunge. Thi din Ære
stor er, o Herre.

Herren er vel høj, ser dog til den ringe,
og er højt opfløjen med hellig Vinge;
kender derfor grant, hvis i alle Lande
langt er fra Haande.

Naar jeg vandrer i Angest, Nød og Knive,
da skalt du, min Gud, holde mig i Live,
at jeg ej forgaar under Modgangs Kvide,
hvad jeg skal lide.

Om min Fjende vil mig myrd' og brække,
mellem ham og mig du din Haand udrække,
og befrelse mig ved din højre Haande
af al Vaande.

Herren skal derpaa gør' en naadig Ende,
og mig alle Ting til det bedste vende,
og for min Skyld, sit hellig Navn til Ære,
Redning beskære.

Efterdi, o Gud, din Miskundhed og Naade
varer eviglig og ej kan aflade,
da forlad os ej udi Nød fortabte,
som du selv skabte.