Sophus Niels Christen Claussen


Livets Kermesse - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Jeg saa min Fælle mange Gange gabe
paa Turen hen. Vi naaede ved Skumring
Gæstgivergaarden „Den forgyldte Abe".

Den gamle By bag sine Fæstningsrester
holdt Markedsdag med Gøgl og Larm og Lirer,
Hotellet stank af Stald og flød med Gæster.

En Hund, som laa paa Tærsklen, træt af Marked
og Mennesker, blev af min Rejsefælle
højt hylende fra Trappestenen sparket.

En fremmed Stimmel, hvor vi trængte ind -
Alt var forkért i „Den forgyldte Abe",
mangfoldigt, mørkt og efter vore Sind.


Alt var forkért i „Den forgyldte Abe",
paa Skiltet saas et fornemt Dyr at gabe
og saas en glemsom Dame noget tabe.

Det var et Hus med hundred stejle Trapper;
vi fandt Hotellet efter vore Sind:
i tre Etager og med syv Karnapper.

I lange Ganges sælsomt slebne Spejle
saas Abehaler sejle som Penduler,
høfligforvredne, stolte, middagsgejle.

En fremmed Stimmel! Hvor vi trængte ind,
der fraadsed Folk med lange Hestemuler,
mens gennem aabne Døre Vejr og Vind

beblanded' Køknets lækre Kogekunster
med Gødningsduft, som stærkt fra Stalden dunster,
til allehaande sære Middagsbrunster.


Jeg lod i Højden bringe min Bagage.
En fattig Fugl kan ikke bo ved Køknet
og Stalden, i den dyreste Etage.

Ja, Table d'hôten dufter sødt satanisk.
Men tredje Sal har ogsaa flink Betjening,
da alt i denne Bygning er mekanisk.

Ring paa en Klokke! Hvis du har begæret
en Tjener — een Gang! Karlen: to! men tredje,
da gaar en Pige hundred Fod i Vejret

og standser hovedkuls og fritter kælen,
om Herrens Seng er mangelfuld? („Wenn jemand
'ne Reise thut, dann kann er was erzählen!")

Hun bringer Vand, og Dynerne hun klapper
— hun hopper atter ned ad alle Trapper.
Og Aftnen blaaner om de graa Karnapper.

I Himmelrummet taageslørt og pæn
den gamle Fæstningsrede synes ophængt
blaamalet, som et sachsisk Porcellæn.


Ved Siden af mig boede Miss Wanda,
en Slangetæmmerske, der saas at sværme
hele den halve Nat paa sin Veranda,
Miss Wanda!

Om Dagen stod hun stolt omsno't af Slanger
med nøgne Fødder midt i Markedsstøvet.
Men mine Nætters skønne Søvn hun røved,
Miss Wanda, Miss Wanda!

Vi mødtes højt fra vore to Balkoner,
vi favnedes, mens Fæstningen derude
flød med kulørte Lamper og Balloner.
Miss Wanda!

Jeg drev Hotellet rundt paa tyve Leder.
Min Vært blev ved at skrabe ud og bukke.
Jeg saa en legemsstor mekanisk Dukke ...

En hektisk Dame gjort af Tøj og Maling,
en Dukke falsk og fersk som Markedsgøglet
(den havde været fremvist for Betaling.)

Den var med sorte Øjne til at lukke
og dybt udringet Barm, som kunde sukke
— saa gennemført i alle Enkeltheder.

Og med en Dukke-Trodsighed utøjlet
forraadte Fløjelsskørtets korte Bredder
det fernisérte Træværk under Fløjlet ...

De Handelsrejsende paa dette Værtshus
nærmed sig kun med sære Grynt og Sukke
til denne mærkelige store Dukke.

Den havde, naar man trykked paa dens Fjedre,
Bevægelser, som kunde sjælsfornedre
selv Mænd, der syntes født til noget bedre.

Der var ej noget smukt, som vakte Anstød — — -
Men med sin Holdning ufrivillig ranglet
røbed den altid netop det, den mangled!

Hvem vilde ikke se Susanne bade
i lønlig Pragt? Men tænk en livløs Dukke,
der frister med lidt Flor og Guldbrokade

og hviler de defekte Yndigheder
i Hovmod paa en falmet Kanapé!
En Dukke — men højst levende at se!


En fremmed Stimmel, hvor vi trængte ind!
Alt var forkért i „Den forgyldte Abe",
forældet, mørkt og efter vore Sind.

Med Vid i Blikket, Daarskab i Gebærden
Miss Wanda favned mig: — „Jeg er en Slange,
den Vellystslange, som omslynger Verden."
Miss Wanda!

Jeg smilte, som hos Bajadéren Guden:
„Saa vil jeg ikke være dig foruden ...
Hvis ej du gemmer Slanger under Puden!"

Hun var saa stærk, som Stadens Mur var gammel.
Ubændig ung hun spotted dette Murværk
med Taarne, Vindebro'r og Rust og Skrammel -
Miss Wanda!

Den usle Dukke syntes hun at hade.
Hun hvisked mørkt: „Jeg gør dig ingen Skade"',
men bad mig tage mig i Agt for Dukken.

— Ubændigt, hvad hun hvisked mig om Dukken!


Miss Wandas Pande syntes mørkt fortrukken:
„Gud véd ... det Træprodukt med Tøj-Façade ...
hvor mange unge Mænd hun har gjort Skade,

retskafne Folk, hvis Liv hun har skamferet
med sine Stilke-Bén og Knæ og Haser
og med sin Skamløshed — — naar først hun raser!

Thi denne Dukke med sit blanke Blik"
(hviskede hun) — — „og sine tomme Gestus,
sin hele gennemførte Mekanik ...

hun er et Lokkespil, som Værten listig
benytter for at fange sine Kunder
— de færreste kan modstaa sligt et Under.

En livløs Kvinde er en djævelsk Frister,
derfor vil Værten lade dig alene
med dette Blændværk — i en stille Scene.

Og siden vil han skrige paa Skandale,
du slipper aldrig mer fra Table d'hôten,
saa længe du kan spise og betale."


I lange Ganges sælsomt slebne Spejle
saas Abehaler sejle som Penduler
høfligforvredne, stolte, middagsgejle.

„Der kom tre unge Mænd til dette Værtshus",
vedblev den stolte Slangetæmmerpige,
„forhaabningsfulde Mænd og kundskabsrige.

Den første ligned mest en ung Minister,
en tidlig præget Alvorsmand i Staten.
Den anden var en net og bly Magister.

Den tredjes Digterøjne var saa smukke
og skælmske, at han turde alting sige ...
De tre forgreb sig paa den usle Dukke.

Jeg dadler ingen, som har Kød og Blod.
Jeg véd, at Mænd i deres unge Alder,
naar de er ene med en Dukke, falder.

Hun løfted, naar de trykked paa en Fjeder -
et Ben, en Arm — hun lod en Taare rulle.
Til at begynde var de spøgefulde.

Ministren blev af Guldbrokaden daaret,
Poeten af et Blik, hvis Kulde saared,
Magistren rørtes af Madonna-Haaret.

Nu faar de Børn den ene efter anden
med Dukken ... Børn, der ligner deres Moder,
af Træ og Tøj med Træforstand i Panden.

Ja, det er grusomt: Dukken var af Træ,
og de fik Tryner efter den Historie
som Svin og Galte — et Slags dyrisk Glorie."


Det var et Hus med hundred stejle Trapper.
Vi fandt Hotellet efter vore Sind:
i tre Etager og med syv Karnapper.

Ved Siden af mig boede Miss Wanda.
Hun spotted fyrigt Ægteskabets Lykke,
men sværmed mangen Nat paa min Veranda.
Miss Wanda! Miss Wanda!

Jeg saa en Gang de Mænd, hvorom hun talte,
— Ministeren — Magisteren — Poeten.
De havde Tryner ... men var vel betalte.

Jeg kyssed hende længe uden Anger ...
men maatte flygte over Hals og Hoved
— for ej at blive bidt af hendes Slanger.

Listen to this poem:

Comments about Livets Kermesse by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]