Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Moder og Søn - Poem by Johan Ludvig Heiberg

Fredrik
For silde jeg seer det, jeg kom tilkort,
Jeg føler, hun mig foragter;
Hun vender med Afsky Hovedet bort,
Hvergang jeg hende betragter.

Alt er stille, det er atter Nat,
I Huset slumre nu Alle,
Jeg vaager atter, eensom, forladt,
Og lader Modet falde.

Dog nei! I Mismods dunkle Sky
Jeg vil mig inat ei svøbe.
Nu brænd, min Lampe! nu smelt, mit Bly!
Kuglerne vil jeg støbe.

Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud!
Hvor synes den ussel og ringe!
Og dog, hvor findes Mage til Bud,
Naar det gjælder Budskab at bringe?

Og lige villig og med samme Lyst
Den lader sig lydig sende
Til ham, som hviler ved et deiligt Bryst,
Og til mig, som spottes af hende.

Til mig? ... O ja! det var besørget snart,
Og maaskee det just var paa Tide,
Maaskee der blev for os Alle spart
Megen kommende Qvide.

Men tys! ... det pusler jo ved min Dør;
Jeg skimter et Lys, der flammer ...
Min Moder? ... Hvordan? Du sagde jo før
Godnat, og gik til dit Kammer.


Gertrud
Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt,
Det var som om Luften brændte,
Og jeg følte mig saa ængstelig stemt,
Som om en Ulykke hændte.

Med stærke Skridt jeg hørte dig gaae
Her i Natten, den stille,
Og ei Ro jeg havde, før jeg saae,
Hvad du monne bestille.


Fredrik
Kjær Moder min, vær uden Frygt!
Imorgen skal jeg jage,
Et Par Kugler at støbe har jeg forsøgt,
Da jeg fleer ei havde tilbage.


Gertrud
Lad imorgen fare den vilde Færd,
Den bliver os ei til Baade.
Saa længe de fremmede Folk er her,
Lad mildere Glæder raade.


Fredrik
Men lovet har jeg den fremmede Mand
At jage med ham i Skove.


Gertrud
Saa siig, at uvant med Jagten er han,
Og du tør det ikke vove.


Fredrik
Men hvad er det, Moder? hvad er det, du troer?
Troer du, jeg vil ham skyde?


Gertrud
O ti dog! Hvilket afskyligt Ord!
Nei, det vil Gud forbyde.


Fredrik
Nu vel, til hvad Frygt har du da Grund,
Naar for hans Liv jeg vil svare?


Gertrud
O jeg veed ikke selv! men denne Stund
Ligesom truer med Fare.

O Fredrik! lad ei min Bøn være spildt!
Du er saa selsomt forvirret,
Aldrig dit Øie har seet saa vildt,
Aldrig det saa har stirret.


Fredrik
Indbildning, Moder!


Gertrud
Nei, altfor klar
Er Aarsagen til min Smerte:
Et Tidsrum af trende Dage har
Forvandlet dit Sind og dit Hjerte.

Du tier, du fælder Taarer i Løn,
Jeg seer dem paa Kinden trille.
Min stakkels Fredrik, min gode Søn,
Lad kun Graad din Smerte formilde!

Kom, sæt dig hos mig ved dette Bord,
Hvor den natlige Lampe brænder,
Lad os tale sammen et fortroligt Ord,
Som gamle, prøvede Venner.

O Gud! jeg trænger jo selv til Trøst,
Og inat er mit Sind ei modigt;
Til mit Øre sig nærmed en rædsom Røst,
Til mit Blik et Syn, som var blodigt.

Saa tidt, naar jeg lægger mit Hoved ned,
Mens de natlige Timer ile,
Forstyrrer den rædsomme Røst min Fred,
Det blodige Syn min Hvile.

Og inat, tiltrods for min Aftenbøn,
Plaged de mit Blik og mit Øre.
Jeg har aldrig fortalt dig det før, min Søn,
Men nu, nu skal du det høre.

Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro,
Naar til dig om min Skjæbne jeg taler;
Maaskee det lettes, naar vi er To
Om at bære de hemmelige Qvaler.

Den Søn, som mit Ægteskab gav mig, -
O, du veed ei, hvordan han døde! ...
Bødlen hugged hans Hoved af,
Paa Skafottet maatte han bløde.

Forskudt af en ung og deilig Mø,
Som var døv for hans Beilen og Tragten,
Lod han en lykkelig Elsker døe
For en Morderkugle paa Jagten.

Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom, -
Endnu var det neppe daget, -
Traadte Slutteren ind, og sagde: »Kom!
»Klokken er nu paa Slaget.«

Da sank han for sidste Gang til mit Bryst,
Og udbrød! »Et Ord du mig give,
»Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst
»Paa min sidste Gang ilive!«

Og jeg sagde ...
Men Fredrik! du skræmmer mig! Siig ...
Du reiser dig ... hvad har du isinde?
Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ...


Fredrik
O Moder! Moder! hold inde!

Du sagde: »Naar du for din Frelser staaer,
»Da siig: Min Gud og min Broder!
»Tilgiv mig for dine Martyrsaar,
»For min Anger og for min Moder!«


Gertrud
Ha! hvoraf veed du det?


Fredrik
Mig det var!
Først nu mig selv jeg fatter:
Det er din virkelige Søn, du har,
Og nu lever han Livet atter.


Gertrud
O Fredrik! har Vanvid grebet dit Sind?


Fredrik
Nei, Moder, vær ikke bange!
Men hidtil gik jeg som en Blind
Igjennem Aarene lange.

Min Bevidsthed vaktes i denne Stund,
Nu mig selv jeg gjennemskuer,
Nu seer jeg mit Liv i dets første Grund,
Og paa eengang haaber og gruer.

Ha! jeg føler igjen min dybe Skræk,
Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde,
Men af min Tanke dog ei gik væk
Det Trøstens Ord, du sagde.

Ved Øxens Fald min Bevidsthed forgik,
Men jeg vaagned paa fremmede Steder,
Og paa min Vandring Øie jeg fik
Paa en Mand i hvide Klæder.

Jeg veed ei ... maaskee det min Frelser var,
Men ak! jeg kjendte ham ikke,
Og min Bøn for ham ei frem jeg bar,
Skjøndt Mildhed var i hans Blikke.

Han langsomt mig imøde kom,
Og nu saae jeg hans Haar at skinne;
Han strakte sin Haand, og sagde: »Vend om!
»Din Plads er ikke herinde.

»Paa Jorden Forbryderens Død du led,
»Her ingen Straf er tilbage,
»Saa gak da til Jorden atter ned,
»Lev om igjen dine Dage.«

Da vendte jeg om paa frygtsom Fod,
Da vandrede jeg saa længe;
Min Kraft var mattet, tabt mit Mod,
Til Hvile monne jeg trænge.

Da sov jeg en Søvn saa dyb, saa haard,
Og Intet veed jeg, som hændte,
Men da jeg vaagned i Barndoms Aar,
Jeg som en Anden mig kjendte. -

O Moder! skjænk mig et Øiekast!
Din Trøst kan jeg nu behøve;
Ei anden Gang, det lover jeg fast,
Skal din Søn dit Hjerte bedrøve.

Hun svarer mig ei! Hendes Stemme lød
Dog tilforn, for Sønnen at raade ...
Hun drager saa tungt et Suk ... Hun er død!
Nu see Gud til mig i Naade!

Listen to this poem:

Comments about Moder og Søn by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]