Adam Oehlenschläger


Nat. Den store Plads uden for Sultanens Slot - Poem by Adam Oehlenschläger

Lampens Aander
er beskieftiget med, i Hast, at opbygge det prægtige Pallads.

Den Første.
Alt ligger dybt den faste Grundsteen, Grunden med.
Jeg murer hurtigt op, naar I kun skaffe Steen!

To Andre
komme flyvende giennem Luften med store Steenmasser.
Her har du Stene nok! Fiint Marmor, melkehvidt,
Med blegblaae Aarer, som i Huden paa en Møe.
Vi hug det hurtigt af dybt under Caucasus,
Og ilte hid, og dog er Tiden alt dig lang.
En Flok Hyrdinder sad ved Biergets Blomsterfod;
I det vi svævede den Skiønneste forbi,
Saa rev vi Floret bort, og blotted hendes Barm,
Og vilde sammenlignet Marmoret med den;
Men hurtig giød om Barmen sig et Purpurskiær,
Af qvindlig Bluelse; da raabte vi med Smil:
Vort Marmor er saa hvidt, Hyrdinde! som din Barm,
Men rødme sødt, som den, det mægter ingen Steen!

Den Første.
Hvo skaffer Kalk? Ha, Kalk behøver jeg! Saa kom.

To Andre med Kalk.
Her har du Kalk fra Bretland. Dybt vi søgte den.
Hvor den er hvid! men her dog lidt bestænkt med Blod.
I Nattens Mulm lod Kongen opbragt Hov'det slaae
Fra Kroppen af en Vantroe, som bespotted Gud.
Nysgierrig' svang vi os om skumle Rettersted,
Vi hørte Øxen klang, da stænkte Blodet hid.
Desbedre binder Kalken her paa dette Sted.

Den Første.
Hvor faaer jeg mig mod Norden her en Hiørnesteen?

To Andre.
Her har du dig en Steen, en Steen, som holde kan.
Vi tog den høit i Norden fra en Bønderflok,
Som slæbte den fra Fieldet til en Konges Grav,
Der nylig kastet var. See! Stenen er lidt vaad.
Det hærder den og giør den uforgiengelig;
Thi Folket græd derpaa, mens hen de slæbte den.

Den Første.
Hvo skaffer mig Zirater under Taget, her.

To Andre.
Vi hurtig os forvandled' Begge til en Hval,
Og bruste dernæst om rundt under Havets Skum,
Indtil i Syden, hist, vi stødte mod en Øe
Af flettede Coraller og af Musling-Skiæl,
Den knuste vi itu, og paa vort Hoved tog
Den røde Irgang, med sit hele Flitterhæng.
Det kan du flette nu og fæste om din Væg.

Den Første.
Hvor faaer jeg Perler nok og Ædelstene fra?

To Andre.
Fra Demantsdalen her vi bringe dig et Læs,
Du veedst den er af steile Bierge sluttet ind,
At ingen Dødelig kan flytte did sin Fod.
Paa Bierget, rundt omkring stod der en Kiøbmandsflok,
Som vented, haabefuld, paa Ørnens Atterkomst.
Du veedst, de binde Kiød fast rundt omkring dens Kloe,
Naar nu i Dalen da den styrter vældigt ned,
At mætte sig paa Slanger og paa andet Kryb,
Saa klæber Diamanten sig til Kiødet fast.
Hver Kiøbmand har sin Rede, hvor han lurer paa,
At ind hans Lykke, tung, skal komme flagrende.
Idag bedrog vi dem. Vi tog hver Ædelsteen,
Med Rede, Ørn og Alt; og lod de Stakler staae
Og gabe hen i Veiret, uden Haab og Fangst.

Den Første.
Hvo skaffer Billedstøtter af en sielden Værd?

To Andre.
Her har du dem. Vi fløi hen ad Italien,
Der sad to Elskte i den maaneklare Nat,
Og Bruden sang saa sødt til Mandens Citherspil,
Skiult sad de, ved en siunken gyselig Ruin,
(Man kalder den i Landet Herculaneum.)
Der dukked vi os ned, som Vildgæs i en Søe,
Og bragte disse Støtter op fra Jorden hid.
De vil vist pryde deiligt i den store Sal.

Den Første.
Hvor faaer jeg Guld nok fra, til at indfatte med?

To Andre.
Giv Tid! Her har du nok. Meer bruges sikkert ey.
Vi svang os giennem Afrika til heden Ørk.
Det var en kiølig Midnat; i det gule Sand
Nedskinte Maanen guul, og gule Løver gik
I Ørken rundt omkring, og grove Guldet op
Med stærken Senekloe, af løse, skiøre Sand,
Og legte Bold dermed, i klaren Maaneskin.
Ti Øxne hented vi fra Barbariet, hist,
Og mens de aad dem op, saa tog vi Guldet bort.
Saa store Klumper har du sikkert aldrig seet!

Den Første.
Hvor faaer jeg Silke nok, til disse Vægge her?

To Andre.
Fra China svæve vi, just fra en Morbærskov.
Mens Bækken risled hen i Maanens Sølverskin,
Spandt Silkeormene saa flittigt deres Væv.
Jeg troer vist ikke, Ven! at du behøver meer.

Den Første.
Hvor faaer jeg Stolper fra, til denne høie Port?

To Andre.
Vi stege høit paa Taurus, for at see os om,
Da saae vi Elephanter dybt i Dalen gaae,
Som skyndte sig at træde ned en Bondes Mark.
Did ilte vi, at straffe dem for dette Spil,
I det vi, som et Lyn, brød deres Tænder ud.
See, hvilke Støtter! Har du endnu Mage seet?

Den Første.
Jeg krummer lige dem, ved Midnatsmaanens Ild.
Hvor faaer jeg Kobber fra at tække Huset med?

To Andre.
Ved Rhinen stod to store Leire fyldt med Mænd,
Med Harnisk, Hielm og Daggert, Spyd og Sværd og Skiold;
Hvert Skiold var drevet Kobber, langt og blodigt rødt.
De tyktes gode os at tække Huset med.
Thi tog vi sagte bort fra hver en Mand sit Skiold,
Skiønt under Hov'det, som en Pude, tæt det laae.
Imorgen naar de vaagne har de intet Skiold,
Desmeer de stole maae paa deres skarpe Sværd.

Den Første.
Hvor finder jeg et Spir med Diamant besat,
Der værdigt er at kneise, her, paa dette Taarn?

To Andre.
En flødeskiegget Konge hist paa Thronen sad,
Og sov, med Sceptret bagvendt i sin venstre Haand,
Og rørte det i Søvne, som til Tidsfordriv,
Imellem sine Slaver, at den sidste Rest
Af Kraft og Orden svandt, og Alt blev Ruskomsnusk.
Forbittret vred' vi Spiret af den matte Haand.
Her vil det passe bedre, høit mod Himlen rakt.

Den Første.
O skiønne Spir! Kom med det! Snart er Alt fuldbragt.
See hvor i Natten, i den slumrende Natur,
Sølvmaanen spiller paa den hvide Marmor-Muur,
Og titter med sin Straale giennem Vindvet her;
Mens Stiernen spiller høit i Spirets Demant-Skiær.
Men stille! Morgnen pibler frem bag Bølgen, kold,
Og skimter alt paa Tagets røde Kobberskiold.
Hvor vil ey Dagen undres, naar den skue faaer
Den pludselige Borg, som stolt paa Jorden staaer.
See Kupplen! hvor den høi og herlig hvælver sig!
Kom! Bring mig Farve blaa, som Himlen blidelig.
Og duk i Havet, skynd dig, du! ved Sidons Strand,
Og bring en Purpur-Musling fra det dybe Vand,
Saa skal jeg Roser male, som skal staae i Blod,
Naar Blade hvirvler sig om Have-Rosens Fod.
Her maler jeg Gulnare. Hvilken Svanebarm!
O den skal giøre Søn, og Sønnesønner varm.
Den matte Oldings Blik skal paa det malte Taft
Gienstraale med et Glimt af svundne Ungdoms Kraft.
See hvor hun smiler! Hurtig nu! Fuldender Alt!
Hist er det lidt for bredt, her er det lidt for smalt.
Saa! stille! Intet meer! Ha, skiønne Harmonie!
Hanen galer.

Alle Aanderne.
Rødkammet Vægter goel. Nu er vor Tid forbi.

Listen to this poem:

Comments about Nat. Den store Plads uden for Sultanens Slot by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]