Opvaagnen Poem by Jens Baggesen

O! min Kummers Nat er brat forsvunden!
Glædens Sol er pludselig oprunden,
Al Naturen aander Liv og Lyst;
Edens Duft opfylder hele Lunden:
Med dets Roser om min Tinding vunden,
Af Uskyldighedens Engel kyst,
Føler jeg, i Saligheders Svimmel,
Rundt omkring mig Kiærlighedens Himmel,
Og dens fulde Jubel i mit Bryst.

Smil, som jeg vil evig aldrig glemme!
Haandtryk, som jeg død skal end fornemme!
Kys, som druknede min Aand i Gud!
Var I meer end Udspring af det milde
Barnligfromme Hiertes Godheds Kilde?
Var I Nannas Elskovs Sendebud?

Nanna! Lad dit Øies hulde Blikke,
Lad en kiælen Lyd bestyrke mig
Hvad mig tryllede saa pludselig
Her i Lundens Paradiis med dig! —

Himmel, Nanna! men du er der ikke! —
Stille! stille! — glade Melodier!
Svar mig, Nanna! — Nanna, men du tier!
Stille! tys! —
Neppe funden,
Atter svunden!
Nanna! svar mig! svar mig! Var da nys
Ved min Side her din Hvile —
Var din Slummers hulde Smile —
Var dit Favntag — var dit Kys —
Var dit Zittren — var din Rødme —
Var din Læbes Nektars Sødme —
Var du Selv livsalig øm,
Med det sagte Tryk i Haanden,
Da til Dig jeg opgav Aanden —
Blot en Drøm?