Sophus Niels Christen Claussen


Pan - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Pan sad og lo,
som han altid lér,
naar ikke han fløjter,
hvad ogsaa sker.

Pan sad og lo,
han holdt Øje med to,
som trodsig var vandrede
hver sin Vej,
da han vilde kysse
og hun vilde ej.

Pan sad og lo,
han mored sig godt,
og Ekko, som hørte ham,
gentog hans Spot.

Saa dansede Latteren
ind gennem Skoven
kaad og forvoven,
sukkede hult,
hviskede rundt om
for neden og oven,
som var der Fauner
bag Træerne skjult.

Det stønnede bagved!
det raslede dér!
Hvad var mon det sorte
ved disse Trær,
hvor Mørket laa tæt?

Og mens hun flygted,
hun vidste ej ret,
om dette var Stien,
som hjemad førte.
Og hvad var det nu
for Fodtrin hun hørte?

Én fulgte efter,
hun mærked det klart.
Hun skyndte sig fremad
med stærkere Fart.

Hvad ogsaa hun vilde
i Skoven saa silde?

Saa nu fôr hun vild!

Et bundløst Føre
af Mose og Slam,
hvor hun vendte sig hen!

Hvad skulde hun gøre?
Hun kaldte paa den,
hun ej før vilde høre.

En frygtelig Skam!

Hun lytted. Forgæves!
han vilde ej svare.
Kun Skridtene lød.
Der var virkelig Fare!

Men saa var det ham.

Og hun kasted sig til ham
og følte sig tryg
og pludred og skændte
og kaldte ham styg.
Og hun kyssed ham selv
baade én Gang og to.

Pan sad og lo.
Der kan ingen gaa fri
for hans Drilleri.

Han lo, og han fanged og kyssed
en Nymfe, som just kom forbi.

Listen to this poem:

Comments about Pan by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]