Erik Bogh

(1822-1899 / Denmark)

Peer og Maren - Poem by Erik Bogh

Aa hør nu, go'e Venner, om I vil gi' en Pægl,
en Vise skal jeg synge jer om Maren og mig sælo',
om hvodden hun med List
mig daared og til sidst
forlod mig for ham Jensen, den skændige Gardist.

Det var i syvogfyrre, jeg skulde til Session,
men da skærsanten havde faa't Maal af min Person,
saa sa' den Officer,
som sad ved Bordet: 'Per,
gaa hjem og bliv lidt større, du er kun ni Kvarter.'

Og Knøsene fra Sognet, de grinte, hver og en,
for nu var de saa stolte af deres lange Ben.
Jeg taalte deres Spot
og svared dem blot:
'Man siger, at ded store, ded er itte altid godt.'

Men Sognefogdens Maren, ded var nu, kan jeg tro,
den nydeligste Pige, der kan gaa i et Par Sko;
hun var saa skær og ren
jeg kender itte en
med saadan et Par Øjne og saadan et Par Ben.

Og jeg gik hen og sagde: 'Skøn Jomfru, favr og fin,
sig, lyster dig at være Allerkæresten min?'
Hun svared: 'Lille Per,
jeg tænker dog du ser,
at jeg kan itte nøjes med en mand paa ni Kvarter.'

Men netop Aaret efter blev Tysken desperat,
og hver, som havde Højden, han blev taget til Soldat.
Se, da blev jeg nok kry,
stak Næsen højt i Sky,
for nu var jeg den eneste Ungkarl i vor By.

Og alle vores Piger, de skifted Sind og Hu,
de gik og smisked for mig, saa det rigtig var en gru.
For ded er engang saa,
at naar de ej kan faa
de store aa, saa holder de saa meget af de smaa.

Saa var'ed samme Sommer, vi gik og hverred Hø
paa Engene i Krattet ved Sengeløse Sø,
just som jeg sad og drak
og spiste i en Stak,
saa kom der en og sa'e: 'Singodt!' og jeg sa': 'Tak!'

Og ded var lille Maren, hun kom og slog sig ned
i Høet lige ved mig, og saa vidste jeg Besked.
Jeg blev saa kisteglad,
og før vi skiltes ad,
Saa var vi blevne Kærester i Stakken, hvor vi sad.

Og nu gik alting herligt, saa længe der var Krig.
Men den Gang vi fik Stilstand, saa var min Fred forbi.
Soldaterne kom hjem,
og ded er ligefrem,
at der blev gjort et Gilde for slige Folk som dem.

Min Maren og Gardisten, de dansed hver en Dans,
saa jeg til sidst blev vred og sa': 'Nej, stop min goe Hans!'
Han svared: 'Lille Per,
jeg tænker dog, du ser,
at jeg har faa't dit Nummer, husk jeg er tolv Kvarter!'

Se saadan var min Vandring paa Kærlighedens Sti!
Nu løfter jeg paa Hatten, for min Vise er forbi.
Jeg ønsker blot enhver,
som har en pige kær:
Gud fri ham for Gardister! Jeg siger itte mer.


Comments about Peer og Maren by Erik Bogh

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 27, 2012

Poem Edited: Friday, July 27, 2012


[Report Error]