Bernhard Severin Ingemann (1789-1862 / Denmark)

Med Fryd jeg atter Luthen stemmer;
Thi sød er Hjertets stærke Trang:
Hvad det saa varmt, saa inderligt fornemmer,
Det lydt udaande maa i Sang.
Alt bæver Haanden mindre, naar den glider
Henover Strængens Guld;
Thi hvor den unge Sanger let fremskrider,
En ædel Kreds staaer lyttende og huld.
Du, hvem min Luths de første Melodier
Ei svævede uhørt forbi,
Du, som har fulgt de spæde Phantasier
Paa deres tit ujevne Stie!
Dig helliger jeg med et takfuldt Hjerte
Min nye Strængeleeg,
Hver Tone, som mig Sanggudinden lærte,
Ved Stjerners Blink, naar mine Længsler steeg.
O! hvis de Toner rene Gjenlyd vare
Af rene Sjæles skjulte Citherklang,
Da skulde de harmonisk aabenbare
Hvad Mange følede, men Ingen sang.
Ja greb min Haand de dybe Grundaccorder,
Som i Naturens Harpe skjuler sig,
Da var min Qvad, — ak! hvad den her ei vorder -
O! Evighed, en Røst fra dig.
Dog kan kun dunkelt Skjalden stamme
Hvad dunkelt kun han ahne, drømme kan,
Og brænder Evighedens lyse Flamme
Som blege Nordlys kun i Tidens Taageland;
Saa hører dog de svage Toner,
Som hvidske tyst om Kjærlighed!
Og øin hvert Glimt fra fjerne, høye Zoner,
Som gjennem Taagen glimter ned!
Held mig! hvis Hippogriffen svinger
De Elskende til Phantasiens Borg;
Held mig! hvis Melpomene bringer
Et Glimt af høy're Glæde i sin Sorg!!