Schack von Staffeldt


Trende Nætter - Poem by Schack von Staffeldt

Den förste Nat var det Stierneblaae
Foruden Skye,
Sölvmaanen igiennem Grenene saae
Ned i Elskovs Lye.

Der sad under luftnende Mandeltræ'r
Det yndigste Par,
Hvis ei der var andre paa Jorden her,
Et Eden den var.

Der sad de fortroelige, Arm i Arm,
De elskende To,
Hun var saa undseelig, han var saa varm,
Og begge saa froe.

Hun snoede hans Lokkes faldende Ring
Undseelig, öm,
Om bævende, melkehvid Finger omkring
Og syntes i Dröm.

Södtsværmende, han et Elskovsbrev
Med varmere Aand
Og dristig veltalende Finger skrev
I Jomfruens Haand.

Dog aldrig den spædere Attraae sig sled
Fra Blufærd lös,
Og aldrig svulmed' fra Læbernes Bred
Det dristige Kys.

Og som de i Uskyld dvælede der
Med barnlig Fryd,
Neddryssed' de venlige Mandeltræ'r
Den vaarlige Pryd.

Imorgen, imorgen ved Stierneskiær
Og Faderens Blund,
Kom, Söde, igien til de Mandeltræ'r!
Saa nynnede hun.

Imorgen foreenes vi atter igien
Af den lönlige Nat, -
Saa hvidskede han og raslede hen
Giennem Greene og Krat.

Men da han igiennem Hækkerne bröd,
Det bag hans Hast
Som Trudsel og klapprende Tænder löd,
Qvalt Latter udbrast.

Den anden Nat hang Skyerne ned
Som et Sörgeflor,
Lig Döden, trykked' bedövende Fred
Den qvalme Jord.

Og höit i Palladsets Mezzanin,
Hos den jamrende Brud,
Det Lys, som styrede Ynglingens Trin,
Gik tidlig ud.

End svang han sig over det höie Hegn
Med Fuglesving,
Det sukkede i den bange Egn
Saa vidt omkring.

De Mandeltræ'r rystede Duggen af,
Det var deres Graad;
De livkiede Blomster fandt gierne en Grav
Hvor Ynglingen traad.

Men raskt han iler til aftalte Maal,
Han alt det seer,
Da sank i hans Bryst det isnende Staal,
Han er ei meer!

O taber, I Træer, det visnende Löv
Paa Ynglingens Lig!
O Blomster, de Kroner i blodige Stöv
Nedböie sig!

Og da den tredie Nat nedsteeg,
En Jordefærd
Igiennem de eensomme Gader sig sneeg
Ved Fakkelskiær.

For Jomfruens Vindve den stille stod
Et Öieblik,
De alle opskued' med Sorrigmod
Og videre gik.

Da oven fra Mezzaninen det löd
I den ængstlige Nat:
O töv dog, du Yngling, uskyldig og söd!
De standsede brat.

O töv dog, du Yngling, saa fauer og from,
Paa Gravens Vei,
Og lad mig först kaste mit Jomfruslör om,
Saa kommer jeg.

Og lad mig först sætte min Liljekrands paa
Og da for Gud,
Min mildere Fader, i Himmelen staae,
Din evige Brud!

Og i det samme hun styrtede sig
Fra oven ned.
I den aabne Kiste laae tvende Lig,
Nu har de Fred.

Listen to this poem:

Comments about Trende Nætter by Schack von Staffeldt

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]