Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Adelaide Grevinde af Bombelles - Poem by Johan Ludvig Heiberg

De samle sig, lig underfulde Drømme,
De rige Minder fra en svunden Vaar,
Lig gyldne Skyer, som paa Himlen svømme,
Skjøndt Solen under Horizonten staaer.
Mon Phantasus sit Fyldehorn vil tømme
I Tryllekredsen, som hans Scepter slaaer?
De samle sig i stærke, tætte Klynger,
Og Dødens Budskab deres Liv forynger.

Hvor skal en vildsom Tanke helst sig fæste?
I dine Skove, dunkle Frederiksdal,
Hvor Skarer mødtes, for det Huus at gjæste,
Der vinkede fra Søen klar og sval.
Naar Rosentiden gav sin Skat tilbedste,
De flokkedes, for i den gjæstfri Sal
At mødes, skilles, sig uhindret sprede
Ved Søens Rand og mellem Havens Bede.

Da mødte dem et Syn paa disse Steder,
Og Alles Blikke fængsledes med Magt:
En ung og ædel Skikkelse dem træder
Imøde, hyllet i den hvide Dragt;
En blegrød Rose, som end Duggen væder,
Er tidt i Haarets gyldne Fletning lagt;
Et mildt Velkommen byder hun de Mange,
Der søge hendes Fjed i Havens Gange.

Og hvo var ei blandt Dem, hun kunde samle
Omkring sig og fortrylle deres Sands?
Her saae man Mænd og Qvinder, Unge, Gamle,
Saae Kongehusets straalerige Glands,
Udpræget Aand med dem, som endnu famle,
Og Høiheds og Fortjenesternes Krands,
Og unge Laurbær, fjerne fra at grønnes,
Der modnedes i Skyggen af den Skjønnes.

Thi Hun var smykket alt med Daphnes Kroner,
De bragtes af Europas første Mænd,
Hvem hendes Minespil og Ord og Toner
Til undrende Begeistring reve hen.
Og hendes Priis blev hørt fra Digterthroner,
Og mange Tungemaal forkyndte den;
Berømtheds Krands, Tribut fra fjerne Lande,
Var slynget om en attenaarig Pande.

Og Danmarks Digtere, de to, de store,
Som i usalig Tvedragt skiltes ad,
I deres Sange kan dog Verden spore,
At her forsvandt Uenighed og Had.
Til Hendes Fane de dog Begge svore,
For hendes Fod de lagde Hver sit Blad,
Og Hende nær, ret som ved Orpheus Strænge,
Det Stridende foreente sig saalænge.

Ak! Hun, som kunde Digterne besjæle,
Berømtheds, Ungdoms, Skjønheds Straalevæld,
Det hele gjemmes nu bag trange Fjæle,
Det Hele hviler i et Gravcapel.
Og Digterne, der sang om hende, dvæle
Nu selv bag Underverdnens haarde Fjeld;
Den Ringeste kun bleven er tilbage,
For hendes Støv at hilse med sin Klage.

Dog ei til Støvet jeg min Sang vil binde,
Ei til en Ligfærd bringe den som Krands.
Langt hellere, min Ungdoms tro Veninde!
Jeg tænker Dig i uforandret Glands,
Hvor Intet, som er ædelt, kan forsvinde,
Og Intet, som stod præget for Din Sands,
Hvor Natten, som for evigt nu Dig fjerner,
Er Himlens Dyb med Evighedens Stjerner.

Listen to this poem:

Comments about Adelaide Grevinde af Bombelles by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]