Jens Baggesen


Agnete fra Holmegaard - Poem by Jens Baggesen

-->

Agnete var uskyldig,
Var elsket, var troe;
Men stedse var hun eensom
Hun aldrig havde Roe -
Aldrig Roe -
Hun frydede vel andre;
Men aldrig var hun froe.

Agnete hun stirred
I Bølgen den blaa -
Og see! da kom en Havmand
Fra Bunden at staae -
Op at staae -
Men stedse dog Agnete
Paa Bølgerne kun saae.

Hans Haar var som spundet
At pureste Guld,
Hans Øje det var kiærligt,
Hans Mine den var huld -
O! saa huld!
Hans skiældækte Barm var
Af Kierlighed fuld.

Han sang for Agnete
Sin Elskov, sin Nød.
Hans Qvad det var saa kiælent,
Hans Stemme var saa sød
O! saa sød!
Hans Hierte ham fra Læberne
Saa lifligen flød.

Og hør, min Agnete!
Hvad jeg vil sige dig:
Mit Hierte, det fortæres
Af Længsel efter dig!
Efter dig!
O! vil du det husvale,
O! vil du elske mig?

To sølvspændte Skoe flux
Paa Klintebredden stod -
Der fandtes aldrig skiønnere
Paa nogen Dronnings Fod.
„For din Fod!
Min Elskede (saa qvad han)
Du tage dem imod!"

Saa tog han af Barmen
Det perlestukne Baand -
Der aldrig saaes et skiønnere
Om nogen Dronnings Haand:
„Dette Baand -
Min Elskede! (saa qvad han)
Du bind det om din Haand!"

Saa tog han en Guldring
Af Fingeren sin -
Der fandtes ingen skiønnere
I nogen Dronnings Skrin:
„Her, fra min,
Min Elskede! (saa qvad han)
Du sætte den paa din!"

Agnete ned paa Himlen
I Havdybet saae -
Den Bølge var saa sølvklar
Og Bunden var saa blaa!
O! saa blaa!
Da smilede den Havmand
Og sang, og sagde saa:

Og hør, min Agnete,
Hvad jeg dig sige vil:
For dig mit Hierte brænder
Af Kiærligheds Ild -
O vær mild! -
Siig! vil du mig husvale?
Vil du mig høre til?

Og hør du, skiøn Havmand!
Jeg vil tilhøre dig!
Hvis ned i Havets Afgrund
Du med vil tage mig!
Tag du mig!
Og før mig til din Havbund,
Der vil jeg elske dig!

Han stopped hendes Øre,
Han stopped hendes Mund;
Saa foer han med den Skiønne
Dybt ned i Havets Bund.
Mund paa Mund -
Du favnedes og kyste sig
Saa trygt paa Havets Bund.

Agnete, hun var der
I Aaringer to -
De elskede hinanden
Saa kiærlige og troe -
Elskovsfroe.
To Sønner der hun fødte
I Havmandens Boe.

Agnete sad rolig
Ved Vuggen der, og sang -
Da hørte hun en Jordlyd,
Som ovenover klang
Ding, ding, dang;
Og det var Kirkens Klokker
I Holmegaard, som klang.

Agnete lod Vuggen
Saa pludseligen staae,
Og ilte til sin Havmand:
Skiøn Havmand tør jeg gaae?
Tør jeg gaae?
O tør jeg end før Midnat
Til Holmekirke gaae?

Du gierne maa før Midnat
Til Holmekirke gaae -
Naar kun før Dag du vender
Til Børnene de smaae -
Gaae! gaae! gaae!
Men vend før Dag tilbage
Til Børnene de smaae!

Han stopped hendes Øre,
Han stopped hendes Mund,
Saa foer han op med hende
Til Holmegaardens Grund -
Mund fra Mund
De skiltes, og han dukked'
Igien til Havets Bund

Agnete sig skyndte
Til Kirkegaarden hen -
Der mødte hun sin Moder,
Og vendte sig igien -
„O! hvorhen?"
Men hendes Moder vendte
Den flygtende igien:

„Og hør du, Agnete,
Hvad jeg vil sige dig:
Hvor har du havt dit Ophold
Saalænge langt fra mig -
Langt fra mig?
Siig, hvor du har opholdt dig
Saalænge, hemmelig?"

O Moder jeg har dvælet
I Havmandens Boe:
Med ham jeg alt dernede
Har avlet Sønner to.
Und mig Roe!
Jeg nu gaaer hen at bede,
Og vender til min Boe!

„Og hør du, Agnete,
Hvad jeg vil sige dig:
Her dine to smaae Døttre
Tildøde græmmer sig -
Skrig i Skrig
De græde, de smaa Piger,
De længes efter dig!"

Lad længes, lad græde
De to smaa Døttre her!
Mit Øre, det er lukket,
Jeg hører dem ei der -
Dem ei der!
Og der de to smaa Sønner
Forsmægted, blev jeg her.

O! red dig de Arme!
O! lad dem ei forgaae!
O! tænk dog paa den mindste,
Som end i Vuggen laae!
Hiem du gaae!
Og glem de to smaae Trolde
For dine ægte Smaa!

Lad blomstre, lad falme,
De to, som Himlen vil!
Mit Hierte det er lukket
Det hører dem ei til -
Dem ei til.
Jeg ene for min Havmands
Smaa Sønner leve vil!

Og kan du dem glemme,
Som ved dit Bryst dig loe,
Saa tænk paa deres Faders
Din Ægtemands Troe -
Kiend hans Troe!
Saasnart du var forsvundet,
Han mistede sin Roe.

Han sørged en Sommer,
Han sørgede for dig -
Og ned fra Holme Fieldklint
Han styrtede sig -
Styrted sig.
Der funde de paa Stranden
I Skumringen hans Lig.

Nu nys man det lagde
I Kisten ned med Sang -
Og hørte du, min Datter,
Ei Klokkerne, som klang
Ding, ding, dang?
Nu vendte hendes Moder sig
Og Midnatsklokken klang.

Agnete, hun traadde
Ad Kirkedøren ind -
Og alle de smaa Billeder
De vendte sig omkring -
Rundt omkring
I Kirken de smaa Billeder
De vendte sig omkring.

Agnete, hun stirred
Mod Altertavlen hen -
Og Altertavlen vendte sig, og
Alteret med den -
Alt med den
Sig vendte, hvor hun Øiet
I Kirken vendte hen.

Agnete hun stirred
Paa Stenen for sin Fod,
Og saae sin Moders Navn, som
Paa Ligstenen stod,
Hvor hun stod -
Da brast den Armes Hierte,
Da iisned hendes Blod.

Agnete, hun raved,
Hun segnede, hun faldt -
Nu alle hendes smaa Børn
De længes overalt -
Overalt.
Nu Sønner, som Døttre
De længes overalt.

Lad græde, lad længes,
Lad sørge her og der!
Lukt er nu hendes Øie,
Det aabnes aldrig meer -
Aldrig meer!
Og knust er hendes Hierte
Det slaaer nu ikke meer.


Comments about Agnete fra Holmegaard by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 4, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 4, 2012


[Report Error]