Jens Baggesen


Alleenekampen eller Apologie for Litteraturbladene - Poem by Jens Baggesen

I Trende, hvor som helst, hvem her med reene Haand
Kamenen, som man Foden kun bestænker,
Sit sidste Bæger venligen iskiænker:
Du første, som en lys og fri bevinget Aand
Høit hæver over det gemeene Baand,
Der ofte selv den ugemeene Tænker
I Virkekredsen, han ved Fødslen alt bekom,
Trods Hiertets Adel og Forstandens Herredom,
Til det Forgiængelige lænker
Lidt meer, end han i Larmen drømmer om -
Du anden, hvor du er, som tabe kan hver Glimmer,
Der blænder Pøblen, indtil sidste Skimmer,
O straale lige herlig i den Glands,
De Faa beundre, som i Rygtets Tempel
Ophængte selv en vunden Krands
Med Uforgiængeligheds Stempel -
Og du, end skiulte tredie, hvis Sang
I min Indbildning mangen Gang
Ei Digterhiertet blot, saa let at røre,
Men selv det yderst kiælne Sanger-Øre
Med apollonisk Susen foreklang:
Hvis end af mig kun drømte Lyras Strænge
Maaskee alt meer end eengang lød',
I den eensomme Lunds for Mængden skiulte Skiød,
For sildigen, naar Helligdommen længe
Har luttret dem i Giemmets reene Luft,
Med pludseligen løste Toners Duft
Det tætte Løvhegn lydt at giennemtrænge –
I, hvorsomhelst i Ly for Nutidsaandens Elv,
Der truer, hvad der ikke med vil flyde,
Selv mindste Blomst, der Hovdet op tør skyde,
Med et barbarisk 'Bøi dig, eller skiælv!'
I, Danmarks Ypperste, hvori det danske lever,
Hvis Bifalds ædle, skiønne, milde Glands
Mit indre Blik i Tanken foresvever,
Naar Modersprogets Gratier i Dands
Om Mnemosynes yngste Datter
Mig vinke med en Tryllekrands -
I Faa, hvis ædle, skiønne, fine Sands
Den aandelige Graad i Livet fatter,
Naar Skiæbnens vilde Spil er saare grumt,
Men, naar det tamme bliver alt for dumt,
Begriber og den aandelige Latter -
Kun Eder vil fortroe min danske Pen,
Hvordan den i vor gamle Tryllehave
Blandt Plantninger af nye Humlestave
Med ædel Harme gaaer igien -
Kun Eder vover jeg, foruden disse Blade
Hvis barnligmuntre lette Lunespil
En lille Kreds maaskee vil smile til,
At anbefale dem, de store Kredse hade,
Og som den lille selv (hvis og den troer, den bør)
Ei veed saa ret, om den forsvare tør:
De Blade nemlig, som jeg ei kan dølge,
Med noget rigtig nok, der ligner Mod,
I Alvor og i Skiemt forfølge
Døgnlegionen ved Parnassets Fod.

De ere Børn af samme muntre Fader,
De samme lattermilde Moder har,
Som de, man overalt i Byens store Gader
Engang forkiælende paa Hænder bar:
De alle, naar I dem lidt grant betragte ville,
Har Træk — om Mundene især -
Af Søsteren: 'Da jeg var lille',
Som hele Siælland havde dog saa kiær.
Vel er det Drengebørn, desværre;
Men, hvor det gaaer, i Livets Spil
(Skiøndt Duen er min Lyst, det veed vor Herre!)
Lidt Høg der maa dog ogsaa til.
Sandt nok! Jeg ønskte heller at forøge
Det Kuld af aandelige Smaa,
Der fromt og venligen i Blomsterbede spøge
Med Fløiels Faldehatte paa
Og, naar de Pærer kun og Blommer faae,
Med Kys og Klap og Favntag aldrig helme -
Jeg heller, siger jeg, formeerte slig en Trop
End den, som her nu træder op
I vilde martialske Hop
Med Fyrresabler, Guldpaphielme,
Og Hyldebøsser – halv til Hest,
Og halv til Fods – og uden Naade fælder
Ei Skræpper blot og Tidseler og Nælder,
Men Paddehatte selv, som den kan best,
Skarntyder og Kaalhov'der, naar det gielder.
Stod det til mig (trods Tidsel og trods Tiørn
I Enden af Parnassets Have,
Mod hvilke Drengene er reent af Lave)
Jeg gierne Musen saae til Barsel lave
Med lutter fredelige Pigebørn;
Men jeg kan ikke foreskrive,
Hvad det skal blive;
Naturen raader her – og denne vil engang
Ei Hunner blot, men Hanner undertiden
I min og Musens Ægtesang
Aldeles uden min og Musens Viden.
Jeg er bestandig lige kiærlig stemt,
Og Musen, troer jeg med, i hver en Hyrdetime;
Hvis og mig kort tilforn er hendet noget slemt,
Naar jeg mig finder oplagt til at rime,
Er det, saa sandt jeg lever, ganske glemt.
Hvorledes det gaaer til, at Versets kiælne Spire
Udvikler sig usynlig til Satire,
Hvordan der bliver fiendtlig Kamp af Leeg
I Tidens Fylde tidt, veed Himlen, ikke jeg.
Eet veed jeg kun; og det er, at i Rusen
Mig Kunsten synes himmelskiøn,
Og at i sammes Favn ved Saligheders Susen,
I Melodiens Flugt og Harmoniens Brusen
Jeg gierne favne gad det hele Kiøn
Saa inderligt, som jeg omfavner Musen;
Et andet troer jeg, og det er,
Hvad her med et Par Ord, jeg vil erindre Jer:

Den elsker ei det Sande, Skiønne, Rette,
Som hader ei det Falske, Stygge, Slette –
Hver ædel Eros er den viise Plato's lig:
En Tvillinggud, som aabenbarer sig
Ei blot i Fred, men og i Krig:
Had til det Ondes Magt er Kiærlighed, som vender
Sig paa sit Fodpunkt, uforandret, om –
Den samme Guddomsild, som lige heftig brænder
Til Himmelløn og Helveddom.
Hver ædel Digterkraft i Yttring efteraber
Elektrisk – mod, som med – det Heles Skaber:
En Skiærsild flammer fra den samme Pen
For den ureene digtfortabte Læser,
Hvorfra for den udvalgte Sangens Ven
Et Eden fuldt af Salighed flød hen,
Alt efter Polen, hvorfra Vinden blæser;
Kun er det Digtren ei, som puster den –
Han er kun Ild, som Kunstens Ven og Lærer,
I Endelighed sluttet evig Ild:
Om, løst af Fængslet, fiendtlig eller mild,
Dens Himmelfrihed frugtbar nærer
Med Flammen, eller brændende fortærer?
Bestemmes af Jordbundens Spirers Skud,
Om det er Ukrud eller Krud. -
Hvis stundom selv det sidste Lysets Straaler
I fulde Heftighed ei taaler,
Hvis det ved disses Nærmelse gaaer ud,
Er Skylden, om just ei hos Kruddet, dog til visse
Hos noget uklart mellem det og disse,
Der volder Lyset Bræk og Varmen Brud.
Det veed du, mindste Hob! — men det veed ei den store,
Som vil, at Sangen den skal kysse, klappe, more -
Som om den store Hob var elskelig!
Som om den ei var netop det herneden,
Mod hvilket Kunst, og Smag, og Himmel-Kiærligheden
Maa uophørlig føre Krig,
For, Lyset lig, i Mulm at sprede sig!
Som om det tilkom Mørket at bedømme,
Hvorvidt endog det mindste Lys har Ret:
I hver en Vraa, paa hver en Plet,
Hvor hint vil nødig Pladsen rømme,
Med Piil paa Piil at giennembore det!
Som om, især i Poesiens Rige,
Var mueligt noget Slags Forlig
Imellem Krybet, som formeerer sig
I Raaddet af det Kiødelige,
Og Væsnet — hvad man det nu kalde vil -
Der blot som Jordens sieldne Salt er til!

Nei, selv i det, hvormed hun vilde sødt fornøie,
Min Muse havde kun en lille Kreds,
Saa stolt som ydmyg, aandelig for Øie,
Med lidt, men ædelt Bifald veltilfreds;
Nu, hun har villet gavne, ved at viise,
Hvor reent forkeert sig Moden bærer ad,
Hun undres ei, hvis i en Hovedstad,
Hvor næsten al den aandelige Spise
Lidt efter lidt er bleven Andemad,
Litteraturens hele Myriade,
Fra Mestern til Disciplen i hver Gade,
Fordømmer min Kritiks Allegorie -
Der ei gaaer ud paa visse mindste Deele,
Men paa det store broderlige Hele,
Det hele store Selskab roder i.
De Spyd af Blade, jeg mod Samtlige har stilet,
Jeg i det mindste har for ingen af dem fiilet –
Her, i en Omkreds af halvanden Miil,
Har sikkert Ingen Sands for Kunstens sidste Fiil –
Og – har den hist og her en enkelt Kiøbenhavner,
Ham Byen sikkert i vor korte Sommer savner –
Hvis ikke, har han ei bemeldte Blade seet
(Hvad egentlig mig kommer ud paa eet),
Saa tyk er Dagformørkelsen i Skyen,
Der ruger over hele Byen.

Dig altsaa, spredte Hob, i Siælland, Jylland, Fyen,
Min Digterprovstheds Consistorium
(Tres faciunt Collegium!),
Tilegner jeg alleene hine Blade,
Som, paa en Tid, da selv det mindste Moos
Paa Døgnparnassets gustne Flade
Bestaaer kun i – kun af – og kun formedelst Roes,
Sig aabenbare Krig mod denne Roes tillade,
Bekiæmpende frimodigen paa Prent
Det femte, vore smaa og store Staters,
Saavelsom vores doppelte Theaters,
Jeg frygter, netop Yndlings-Element.
For dig, du fierne, lyse, frie, og reene
Kulturens, Kunstens, Smagens Overret,
Nedlægger jeg mod Døgnets Pseudathene
Mit Lille Søndagsaftens Klagebræt,
Tre Søndagsnummere – deels med, deels uden Mage –
Ni nullbetegnede tilhørende Skuddage,
Tilligemed et heelt Dannora-Sæt.
Læs dem! og døm mig i behørig Vidde
Fra Kampens Plads, hvor, alt for nær
Den kiække Svøbes Sving imod den hele Hær,
Kampdommerne her hiemme sidde!
Kun faa blandt disse reise sig paa Tæer,
For, hvad der handles om, at see lidt klarlig,
Og Striden at bedømme noget varlig –
De selv, hvis og de høine sig og see,
Trods Vrimlen, og trods Støvet, og trods Dampen,
Hvor høit man foruretter mig i Kampen,
Dog, klogt betænkende: de ere kun to, tre,
Forsigtig holde deres Dom tilbage,
Mens mig, der er kun een, de hiertelig beklage
Som uklog, og som gal maaskee. –
Ja! Mængdens Overskuer, dig tør sige
Den ædle Muse, rød som Blod:
At hun imod et Angreb uden Lige
Paa Dannished i Danmark eene stod –
Og, at hun ikke rødmer ved at segne
Tilsidst maaskee for et elendigt Skud,
Som det, der blæste Baldur Lyset ud,
Paa mine – men paa mine Fienders Vegne –
Der, skiøndt i Antal langt mig overlegne,
Og skiøndt jeg, hvor det gaaer, dog er kun een,
Imod min eene Pen forlegne,
Nedbryde samtlige Parnassets sidste Hegne,
For ikke blot hver indbildt Mistelteen,
Men Fuulheds marveløse Dødningbeen
Og Løgnens ned fra Maanen faldne Steen
Paa min Personlighed at lade regne.

Du, som, da sidst mit Navn for Pøblen blev en Boldt,
Mens selv var borte den forfulgte Sanger,
Huldt over dennes spøgende Gienganger
Din Kunstdommyndigheds Ægide holdt –
Du vil ei finde meer, end børlig, jomfrustolt,
Naar taus den rødmende Kamene,
Sig selv bevidst i hendes kydske Daad,
Foragter Skamløshedens Klafferbraad –
Og hyller sig i sin Uskyldighed alleene.
Den Sag, for hvilken jeg begyndte Krig
Mod Nuets, Timernes, og Dagens,
Var Sprogets, Kunstens, Sædernes, og Smagens –
Og den forsvarer jeg urokkelig.
Men da jeg (trods min Borgeræres Morden,
Trods Nuforfølgelsen af dem,
Jeg, eengang agtet i mit Hiem,
Hialp broderligen selv paa Banen frem)
Troer og urokkelig paa Dannished i Norden,
Fornærmte jeg ei blot, min ædle Trias, dig,
Og hver en Enkelt, dig i Adel lig,
Men Danmarks Aand og hin den store Dommer,
Der, ubestikkelig, med Eftertiden kommer,
Hvis jeg mod Dagens, Timens, Nuets Skrig
Med andet, end med hvad jeg har bedrevet –
Med andet, end hvad jeg mod dem har skrevet –
Forsvarte mig. –
Nei, Selv nu skiulte Trende! Solen lig,
For Øieblikke, Timer, Dage,
Vel Dannishedens Aand kan skiule sig;
Men straalende den vende vil tilbage!
Min reene Stemme, Sandheds kiække Tolk,
Vil eengang – naar de Storme, som nu bruse,
Vildt overdøvende den kiælne Muse,
Har lagt sig – skiælnes af mit Folk!
Det vil engang, naar hines Skrig er glemte,
Der, Skraal i Skraal, dets Øre lidt forstemte,
Gienkende Danas egen Melodie:
De Hiemmets Toner, ingen Tydsk mig lærte,
Som Dannersprogets Kilde risler i –
Som smelte hver en Tidens Lyst og Smerte
Til Henflud i en evig Harmonie –
Og som med Reenheds eget Tryllerie
Gienklinge vil i Folkets reene Hierte,
Naar Sangforfølgelsen bag Graven er forbi.


Comments about Alleenekampen eller Apologie for Litteraturbladene by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 4, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 4, 2012


[Report Error]