Adam Oehlenschläger


Altanen paa Huset - Poem by Adam Oehlenschläger

Ha, Skiendsel og Foragt! Fortvivlelse!
Hvad? End bestandig? Usle, svage Arm!
Kan du ey røre dig? Ak! ey en Lem.
Kold staaer jeg, uden al Bevægelse.
Det var som om han havde fløitet Marven
Af alle mine Bene. Alt er huult.
Stiv er jeg, mat, som om jeg havde slumret
Paa Græsset, i den vaade Nattedug,
Og vaagned lam, og rørt, som af et Slag.
Staae der! (saa grinte han, den fule Aand)
Staae, som Loths Hustrue, som en Støtte Salt.
Saa raabte han og svandt. Ha Helvede!
Nys, varm og kraftig, i en Brudeseng,
Ved en Prindsesses trinde, hvide Barm,
Paa Nippet til at styrte mig i Vellyst -
Og nu! — Stiv, som en Stokfisk! — Ingenting
Bevæger sig; — kun Vinden i min Kaftan,
Og mine Øine vendt mod Stiernerne,
Og Tungen, Afmagts bandende Herold.
Jeg overlever ikke denne Nat.
En Anden hviler nu i hendes Arm,
Og tømmer Glædens Bæger ud til Bunden,
Som først var skienket i og fyldt for mig.
Ha Raserie! Ha grumme Nidkierhed!
Giør Ende paa mit Liv. I blege Stierner!
Nedstyrter Eder flux og knuser mig.


Comments about Altanen paa Huset by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]