Sophus Niels Christen Claussen


Altanen - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Min højest Elskede, mine unge Minders Moder,
du alle mine Glæder, du mit Hjærtes bedste Pligt!
Kan du huske vore Kærtegn som rimede Oder
og Arnens søde Ild og vore Aftner som et Digt!
Min højst Elskede, mine unge Minders Moder.

Vore Aftner, som belystes af en Kulilds klare Glød,
vore Aftner paa Altanen, som af Rosentaager bræmmes.
Hvor dit Hjærte var mig godt, hvor din Barm var mig sød!
Vi har sagt hinanden Ting af en Glans, der sent vil glemmes,
paa Aftner, som belystes af en Kulilds klare Glød.

Paa disse lune Aftner hvilke smukke Solnedgange!
Hvor Rummet dog er dybt, hvor er Hjærtet stort af Mod!
Naar jeg hælded mig imod dig, min Dronning! længselsbange
jeg troede mig at aande en Duft af dit Blod.
Paa disse lune Aftner hvilke smukke Solnedgange!

Og Natten kom derude som en Mur saa tung og tæt,
kun dunkelt mine Øjne dit Bryn i Mørket kender,
jeg suged Gift og Sødme af dine Aandedræt.
Dine Fødder slumred ind i mine broderlige Hænder,
naar Natten stod derude som en Mur saa tung og tæt.

Jeg kan den Kunst at genmane rige Timers Minde,
jeg lever om min Fortid paa Hug ved dine Knæ.
Hvor vil jeg vel din smægtende Skønhed bedre finde
end i dit kære Legem, dit Hjærtes milde Læ?
Jeg kan den Kunst at genmane rige Timers Minde.

De Eder, de Dufte, de Kys, som ej har Tal,
vil de da atter fødes af vort Væsens sære Krypter,
som nye Sole stiger i Himlens Kuppelhal
forfrisket efter Badet i Oceaners Dybder?
De Eder, de Dufte, de Kys, som ej har Tal,

Listen to this poem:

Comments about Altanen by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Monday, July 9, 2012



[Report Error]