Holger Drachmann


Anden Afdeling - Poem by Holger Drachmann

For hver Gang en Højskole rejstes, hver Gang der blev Akademi,
Da var det med Aandernes Fribrev, de frie, de frelse, forbi;
I Doktorhabitten kan rummes
En grumme Hoben Forstand,
Men ikke den brændende Ildsjæl
Hos Gudernes haandgangne Mand.

Med Sigil og paa Pergamentsblad bekræftes den Boglærdes Rang,
Men Palla's Sønner de fødes som oftest besværlig ved Tang,
Først sent er de lallende Dage
Med Tandperioden forbi;
Kun Pallas Athene hun springer
Fuldbaaren af Zevs's Geni.

Gud ved, om den høje Gudinde har tænkt sig de „Sønner" som saa?
Formodentlig mere olympisk', formodentlig ikke saa smaa.
Men Øjner Gudinden omsider
En enkelt, som Kaldelsen fik,
Da mærker man, Pallas er Kvinde;
Hun rødmer og sænker sit Blik.

Og træffer det atter den Kaarne da ve ham: i selvsamme Stund
Udødelig Længsel er tegnet med bævende Drag om hans Mund;
Han føler Indvielsen brænde,
Som var det ved Kys, i hans Blod,
Han øjner, han sander kun hende,
Maa styrte sig for hendes Fod.

Da er det, at Jomfruen vender sig kølig og værdig og gaar;
Bedøvet han bliver tilbage, en Dødeligs er kun hans Kaar.
Det Blik er ham Feber i Blodet,
I Kamp skal hans Saar brændes ud.
Gudindernes Blikke de føles
Kun let af en overmæt Gut.

Han sværger en Ed i det Stille. Eksamen vil ikke slaa til.
Han fæster sit Øje mod Bjerget, han vejer sit kan og sit vil.
Han føler, at Viljen maa støbes
I Erts, før hans Fod finder Plads;
Ak, liber aditus købes
Saa dyrt til det høje Parnas.

Og Tycho og Galilei er mærket af denne Ild,
Og saaledes bliver en Dante og Michelangelo til,
En Shakespeare, Columbus og Byron
Og Ewald, om Du saa vil -
Men ingen Professor og Rektor
Ved nogen Højskole til.


Recitativ.

De store Idéer, som styrede Verden, -
„Skolen" har kun bearbejdet dem.
De store Kæmper, som led for Idéen, -
Skolen har stedse befejdet dem.
Fra Bethlehems Vugge til Teologien
Er Vejen forfærdelig lang,
Og kom han, Messias, tilbage en Gang
I brusende, folkelig Frihedstrang,
Ren som den nyvakte Morgen -
Da véd man, hvor Skolen tog Kranse fra,
Tornekranse og Nagler og Søm.
„Bort med den farlige Frihedsdrøm!"
Og Skolen snapped hans Scepter
Og svang det fra Latiums-Borgen.

De slog — af Bisper og høje Prælater,
Af Munke og Degne og Kanniker smaa
En formelig Hær, „Guds egne Soldater" -
En Skanse om Lærdom, en Vold af Forstand;
Højlærd var ikkun den gejstlige Mand.
De danned lige til Dagen i Dag
En Garde for Randens evige Sag,
Og hvo, som ikke i Garden var indmeldt,
Blev haanet, forfulgt, forkastet og domfældt:
Astrologus, Astronomus et Mekanikus,
Physiologus, Psykologus et Philosophus,
De store Kæmper, de ringere Mænd,
Lige til Syvende Kristjans Minister,
Skjaldenes Adams norsk-tyske Ven,
For ikke den sidste Doktor at nævne,
Som dreven til Spree-Staden hen; -
Alma mater, Du haver
Et mærkeligt Synderegister.


Blandede Soli og Kor.

Visselig staar Du ærværdig dér,
Alma mater,
Skuende over den store Hær
Af Aandens Soldater;
Visselig vifter din Fane god
Gennem de trange Tider,
Navne i Guld og Navne i Blod
Skrev Du paa Krønikens Sider,
Men i din inderste Hjerterod,
Alma mater, et Saar Du lod
Aabent for seende Øjne
I de sandhedssøgende Tider.

Er det med Hymner og Jubel og Fakler,
Panegyrik for de store Mirakler,
Som for de Blinde og Døve
Din Lærdom stedse lod øve -
Er det med sligt Du vil tjenes?
Alma mater, benægt det!
Alma mater, i Fald Du er stor,
Bøj da dit Hoved og søg imod Jord,
Ensidig traadte din Fod sit Spor,
Ensidig har Du forfægtet
Dit Maal; ja kom og benægt det.

Under det trælsomme, daglige Slid,
Under din granskende Grublen i Natten,
Glemte Du Tiden, den „rullende Tid",
Panden skygget af Doktorhatten.
Digterne slog deres Lyrer af Guld,
Folket steg op som et Gravfund af Muld,
Folket og Digterne var Du ej huld,
De var for unge, for gammel var Du!
Sommerfuglstøv dem om Vingerne hang,
Syngende gik de, Du lider ej Sang;
Alma mater, Du komme i Hu:
Først dengang Psyken forlod dem,
Bukked Du for og forstod dem.

Kløgtig Du er, Du leder ej vild,
Alvor med Lavirerne køler Dig Panden;
Ikke Du er som den flammende Ild,
Der driver i Kampen Manden;
Driver Du nogen til noget, nuvel,
Saa har det Sigte paa Borgerheld;
Højskolemyten fra Fortidens Nat
Vogter Du som en fortryllet Skat,
Vejer hver præget Dukat paa din Finger,
Hører, hvor dumpt den i Kisten klinger,
Mens Du om Natten den tæller.
Alma mater, der gælder
En nyere Kurs over Landet;
Ude, hvor Kampen har bævet,
Er Skatten længst bleven hævet.

Ej er Du længer det samlende Skød,
Arne for Aanden, den store Kaserne;
Gaarden er Øde, Skildvagten død,
Spøgelseagtig hans Spøgelseskridt
Tabe sig langt i det Fjerne.
Aanderne hente ej Ild fra din Esse,
Hver i sin Smedie Vaabnene hvæsse.
Ud over hele det virkende Land
Graver hver Gartner, smeder hver Mand;
Digteren skænker sin egen Vin,
Tapper den ej af Horats's Latin.
Alma mater er Enke;
Det skulde vor Moder betænke.


Solo.

Sprængt er forlængst de pedantiske Baand,
Stedet til Jorden den sorte Skole,
Tørst efter Viden er Samholdets Aand,
Den rummes ej mer i den Caudiske Kjole.
„Peblinger" synge ej mer i Vor-Frue,
Lys over Land staar Frihedens Lue,
Lys er Studenternes Kittel,
Og Doktor hyppigst en Titel.


Jubelhymne.

Det gaar frem og ej tilbage,
Kan vi end ej stedse se det.
Nægt det, ras imod, belé det:
Tiden trodser hver en Klage;
Lad dig ej af Larm bedrage,
Ej af Anatemers Torden;
Fri af Jorden,
Rig og stor,
Vi dens Børn og den vor Mo'r.

Her er Plads for hver, som tror
Paa sin Ret i Skabningskæden,
Ej Slaraffenlandets Eden
Under yppigt Palmeflor,
Heller ikke Helvedsheden,
Hvor de gule Tidsler gror,
Men et Liv i Arbejd, Beden;
Og vor Bøn skal være den:

Moder, styrk os; lad os Mænd
Føre Ploven gennem Furen
I den Lov, som Alnaturen
Lærer i sit simple Sprog.
Lad vor Kvinde, mild og klog,
Hælvten i vor Gerning virke;
Lad saa hver sin egen Kirke
Bygge, hvor han ønsker den.

Det gaar frem, og ej tilbage.
Vejens Maal blev ikke afsat,
Sidste Mand er end ej gravsat,
Slægtens Lov er frem at drage,
Aldrig, bitter, se tilbage,
Aldrig frygte Skyens Torden.
Vor er Jorden,
Her vi bor;
Fred med Huset, Fred paa Jord!

Listen to this poem:

Comments about Anden Afdeling by Holger Drachmann

There is no comment submitted by members..

Maya Angelou

Phenomenal Woman



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 12, 2012

Poem Edited: Thursday, July 12, 2012


[Report Error]