Ambrosius Stub


Aria [Bedrøvet Verdens Glæde!] - Poem by Ambrosius Stub

Bedrøvet Verdens Glæde!
Saa pak dig flux paa Dør;
Mig lyster nu at græde,
For Lysten stak mig før.
Min Jesu blodig Møye,
Hans Angest, Nød og Død
Staar malet for mit Øye,
Og legger det i Blød

Jeg løb jo selv til Helved
Fra Paradiis, men see,
Min Jesu laae og skiælved
I sit Gethsemane.
Jeg tændte selv Guds Vrede,
Mens Pinens evig Glød
Kom Jesum til at sveede
I Striden med min Død.

O see, hvor taus han kunde,
I min den tabte Sag,
Fordøye falske Munde
Og uforskyldte Slag!
Hans Ansigts Glands og Ære
Leed Spyt og Spot og Spee,
I det han vilde tære
Og taale ald min Vee.

O see, han blev jo bunden
Saa haart med stærke Baand!
Endskiønt der ey blev funden
Misgierning i hans Haand.
Jeg seer min egen Strikke,
Hvori han førtes om,
Fordi jeg skulle ikke
Staae bunden for Guds Dom.

O see, han lod hudflette
Sin heele hellig Krop,
At Blodet kunde tvette
Mig reen fra Taae til Top!
Jeg stormet til Guds Throne,
Min Straf stod Jesus ud;
Han bar min Hovmods Krone,
Min Haanheds Purpur Klud.

O see, hvor slog hans Hierte
Paa Korset i hans Bryst!
O! see hans Død og Smerte
For ald min Synd og Lyst
Bedrøvet Verdens Glæde!
Saa pak dig flux paa Dør;
Her lyster mig at græde,
For Lysten stak mig før.

Listen to this poem:

Comments about Aria [Bedrøvet Verdens Glæde!] by Ambrosius Stub

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]