poet Viggo Stuckenberg

Viggo Stuckenberg

Assistents Kirkegaard

Naar det suser i de nøgne Grene,
og det drypper langs Kapellets Mur,
og hver Smaafugl flakker om alene,
gaar jeg — ene — her min Aftentur.

Jeg har kendt fra Barnsben denne Have,
kendt hvert Gitter og hver Hængeask,
kendt hvert Navn paa disse gamle Grave,
— Eduard Storm, Poul Møller, Rasmus Rask.

Tidt jeg med min Fa'r har maattet vandre
rundt herinde, maattet stille staa
ved en død — men længst blandt alle andre
ved den mørke Hæk, hvor Bødtcher laa.

Før jeg vidste, hvad det var at male,
var som Navn paa Grav Jens Juul mig nær,
og ved Oluf Brøndsted hørte tale
første Gang jeg om, hvad Græsk var værd.

Jeg har levet her i disse Gange
Fædres Liv, før mit var halvt begyndt,
lyttet andagtsfuld til fjærne Sange,
Skønhed for en svunden Tid forkyndt.

Aar er rundne — andre bragt til Graven,
Mænd, jeg selv har kendt, blev gemt i Jord,
Julius Lange fik sin Plads i Haven,
mange, jeg stod nær, — min egen Mo'r.

Jeg har staaet her ved Vintertide,
set saa mangen Kiste bæres ud,
set dens Blomsterdække skælve, stride,
vejre Dødens Gru i Vintrens Slud.

Aldrig voksed dog fra disse Hække
denne Gru ind i min egen Sjæl,
jeg har lært fra Barnsben her at lægge
Vingekrans omkring den tunge Hæl.

Og jeg møder, hver Gang her jeg træder,
— hvordan saa mit eget Liv forløb,
ved hver Grav min Barndoms skære Glæder,
... og saa smukt, som sprang de just af Svøb.

Poem Submitted: Monday, June 25, 2012
Poem Edited: Monday, June 25, 2012

Add this poem to MyPoemList

Rating Card

2,7 out of 5
20 total ratings
rate this poem

Comments about Assistents Kirkegaard by Viggo Stuckenberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?