poet Viggo Stuckenberg

Viggo Stuckenberg

Bajazet

(Henimod Morgen. Torvet. Midt paa Torvet Bajazet i sit Bur.
Tæt om Buret en Stimmel Folk. Fra Byen svag Larm fra en Fest,
som er ved at slutte.)

Bajazet:
Gaa lidt til Side, gode Folk,
— gaa lidt til Side -
Jeg kan jo næppe se saa meget som en Brosten!

(rasende):
Du Bondehøvl! tag væk dit Fjæs!
Jeg spytter dig midt i dit dumme Grin!
Og du, Sulejma, eller hvad du hedder,

(mildt):
...Gaa, stakkels Barn — du er endnu for fin.

Hvad vil I, Venner?
Her er jo ingenting at se paa,
et Bræddegulv og disse kolde Træmmer!
... I har jo hjemme Eders bløde Leje
og Arme, som har ventet paa Jer,
og Øjne, som har spejdet hele Natten,
om ej I kom,
— I, som kan gaa og køle Eders Pande
med Duggen, som er faldet paa et Kaalblad ...

Aa — jeg har hørt Jer hele Natten synge,
og Natten var saa lang som hele Livet -
og jeg har drømt om Livets Herligheder,
ja, jeg har drømt -

(opfarende):
Hvad rager det vel Eder!

En Brosten maa jeg se -
... I kan vel unde mig den Stump Natur!

(atter mild):
Kom hen til Gitret, kom min lille Dreng!
Ræk mig din lille Haand,
gør det kun trøstigt,
jeg bider ikke i den,
jeg kan jo ikke gøre dig det mindste ondt -


Skrigehals, du løber til din Mor!

Ja, saadan skreg de -

Stille!

I kan dog ikke naa mig!

Jeg siger, at de skreg, da jeg dem dræbte!

Ja, blegn af Raseri bag Eders Slør!
Hug Eders Negle mod mig! Kom, I Mødre!
I, som det hele Døgn faar Livets Lykke
af Barnehænders Kærtegn
blødt skrevet ind paa Eders Moderkinder!

Mig jubled aldrig noget Barn i Møde,
mig skreg de for -

Min Fjende hilste de med deres lyse Pludren,
han gav dem Smilet fra sit tomme Fjæs -
jeg længtes mod dem som en Tyv mod Guldet
— men jeg var smilløs og min Stemme hæs.

Ja hyl, I Slyngler!
Dengang jeg dem dræbte,
da hævned jeg mig paa mit eget Sind,
og der var ikke en iblandt de dræbte,
hvis lille Haand,
hvis lille, bløde Barnehaand
jeg ikke havde givet Livet for
at føle mod min Kind.

... Du lille Knægt, du lille dumme Skrighals,
jeg skræmmer dig — — Men dine bitte Fingre
var faldet i min Haand som Dun,
der havde smeltet Bjærges Is.

Gaa bort — gaa bort, — I staar for tæt om Buret!
— saa tæt staar Pøblen ikke om en Kongsgaard.

Der staar du, Achmed, fuld af Haan og Had,
du var imod mig, og jeg slog dig ned,
spyt nu kun paa mig, du er fri og frels,
— jeg har til Svar kun Fangens Ydmyghed.

Men har jeg ikke Vaaben i min Haand,
og kan jeg ikke hugge ned din skidne Pralen,
jeg kvæler dig med min forpinte Aand,
og du skal dø som goldest Straa i Dalen.

Thi jeg — — Nej, jeg vil ikke tale mer,
— nu skal I gaa, — kun du, Sulejma, blive, -
stryg bort dit Slør, — du var den eneste,
der var saa fattig, at du turde give.

Sulejma,
— der sidder Maanen oppe,
og Torvet ligger lyst,
og jeg kan se de fjerne
lydløse Taagetoppe
af Pinjerne derude
paa Fjordens mørke Kyst.

Naar man har ejet Riger
og troet paa egen Magt
og finder sig en Maanenat
alene med sit Hjærte,
— paa Trods af alskens Vilje -
med Maanen kun i Pagt:

Da blegner al Ens Tale
og al Ens Vilje slukkes,
— der er kun et, kun et:
at lade sine Drømme
som Markens Blomster plukkes
... og prange som en Valmu,
der gløded kort og hedt.

Sulejma!
Min Haand var Herskerens, dit Haar var dit,
min Elskov svulmende af Magt og Hede,
min ene Haand med Sværd, den anden veg,
og du, du dejlige, for begge rede.

Sulejma, bøj dit Hoved mod mit Bur,
smyg ind dit Haar bag Burets kolde Tremmer,
at jeg kan føle dig med mine Fingre
blot denne Gang endnu — før du mig glemmer.

... Nu gaar I alle — ogsaa du, Sulejma,
— Aa, hvorfor gaar I, hvorfor gaar I, Venner!
... Du lille Dreng, klap blødt din Moders Kinder, -

Jeg sidder her, til mine Dage ender.

Poem Submitted: Monday, June 25, 2012
Poem Edited: Monday, June 25, 2012

Add this poem to MyPoemList

Rating Card

2,7 out of 5
20 total ratings
rate this poem

Comments about Bajazet by Viggo Stuckenberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?