Jens Baggesen


Den danske Naso i det tydske Tomi - Poem by Jens Baggesen

Sex Uger – naar jeg seer tilbage
Paa hvad jeg i den Tid har giort,
Sex grønlandskkorte Vinterdage,
Og, naar jeg mig erindrer Smaat og Stort
Af Kieler-Tidsfordriv, sex lange – Evigheder –
(Saa lange, at, i gabende Kopie
Af samme, Carstens strænge Theorie
Om Euphonie
Et Gab imellem E-erne tilsteder)
Sex, syv og fyrretive Døgn og fleer
Jeg i min danske Skriv-Kalender seer,
Som sande Livs og Levnets-Buxehuller,
Antegnede med store Blyants-Nuller –
(Jeg siger: Buxehuller, ligefrem,
Fordi man pleier meest at skamme sig ved dem –
Og blyant-tegnede, fordi paa Trækket
Jeg ei gad spilde Pennen eller Blækket)
Een Dag i Kiøbenhavn var meere værd –
Hvad siger jeg? i mangen Kant af Staden,
Især i skiønne Kronprindsesse-Gaden,
Een Time blot, end alle disses Færd.
Den eene gik saa længe paa den anden,
I Sorg og Sygdom og Fortred,
At jeg omsider, reent af Keede keed,
Gik ikke meer, som fordum, fra Forstanden –
(Gud give, jeg end kunde det, min Ven!
Hvor lykkelig er den, som gaaer fra den!)
Jeg gik ei selv, som ellers før, igien;
Nei! men jeg gik, som gaaer i Graven hver en anden,
I Skuddermudder, og tilsidst i Staae;
Ei blot min Tankes og mit Hiertes Klokke,
Men Skrogets selv holdt op at slaae;
Jeg lytted til mig selv, om hist og her jeg ikke
Dog skulde mærke noget pikke,
Hvis ei som Liv, saa dog som Tegn derpaa –
Omsonst! jeg hørte knap paa Hosesokke
Et lille Gienfærd af et Ønske gaae.

Saa døde jeg i Kiel – hvor alting snorker
Alt hvad det evner, og formaaer, og aarker,
Paa tydsk, saa høit, at Søvnens Skraal og Skrig
Hver anden Død vist havde vakt end mig,
Der ikke blot er død, men døv, og stum, og doven,
Og som jeg har beskrevet mig for oven.

Trods denne dovne, dumme, døve Død
I Hersomsgravens kolde Skiød,
En Tanke paa min Olufsen tilbage
Og paa hans elskelige hulde Mage,
Paa hvad jeg ei fra dem at skille veed:
Punsch, holbergsk Vittighed, og Julekage,
Samt alskens huuslige Lyksalighed,
Igiennemfoer i Morges her min Dvale
Saa levende, saa lig et Hiertesting,
At jeg af Leiet opfoer i et Spring,
Greb Pennen – dypped den – og, Sving i Sving,
Mig øved i, Bogstaver først at male –
Saa Stavelser – saa Sammenskrivt – saa meer –
For endelig at faae mit Kielske Mudder
Bragt paa Papiret i en skrivtlig Sludder,
Saa jydsk, om ikke siællandsk, som du seer.
Thi hvad jeg meest har glemt, af hvad i Live
Jeg havde lært, er noget nær – at skrive;
Min yngste Søn, som fylder otte Aar,
Skiøndt han det ei har lært, mig overgaaer –
Jeg ønskte hiertelig i Purkens Sted at være,
For lettere den Ting igien at lære;
Men jeg har fyrretive fleer end han,
Og frygter, det gaaer ikke længer an,
At bringe det til Stil, som kunde være taalet
I Modersmaalet.

Du seer og føler, hvor jeg piner mig,
Sørgmodig-lattermild og vranten-overgiven,
For, i vidtsøgte Riim, at more dig
Med tvungen Lethed – med en lystig Hiven –
Og med en kort og vever Flugt paa nye
Ved Hielp af lange Vinger støbt af Blye.

Saa hist Metamorphosernes Forfatter,
Hvis Synd i Rom for megen Lethed var,
Man saae (ham selv til Graad, og Romerne til Latter)
Elegisk tungt at giøre sig til Nar,
Og tvinge sig til muntre Klagebreve,
Der flæbe meer end lee, og skrante meer end leve.
Saa pryglede sig selv en Ducis i Paris
Til høi Kothurnegang paa Shak'spearsk Viis.
Saa pidsker sig en Tydsk af alle Kræfter,
Og vrænger Mund, og seer ei sielden ud
Som een, der sig vil skiære Struben ud ,
For i det Komiske, ved Hielp af Hovedbrud,
Og Brændeviin, og Øl, og Svinerie, næst Gud,
At giøre det vor Holberg efter.
Saa skar et gallisk Æsel Haar og Hud
Sig af engang, samt Næse, Mund og Øre,
For sig, af Lyst til Friehed, om at giøre,
Trods Trælnaturen, til en engelsk Stud.
Saa plager Fanden Verden i det Store
Som i det Smaa paa denne Jord: Man vil,
Hvad egentlig man ingen Lyst har til,
Og Hullet vil bestandig Pinden bore –
Død vil man være, salig! – Dersom sligt
Er ikke morsomt (nemlig til at more),
Saa er det i det mindste latterligt –
Og virker artigt nok i Fiællehytter
Paa revolutionnerede Gemytter.

Dog ak! hvad nytter mig, at more reent forkert
En Ven, der ei engang østnet i'en
(Saa hedder jo paa dansk orienteert),
Den nye tydske Morskabspoesien,
End sige, rigtig revolutionneert?

Hvi blev jeg ei Sprogmester i det Danske
Hver andensteds end netop her,
Hvor jeg fra Jensehiemmet længer er
End fra Trudvanger Thor i Jættens Handske!
Hvad gav jeg ikke, for at kunne flye
Til Æbeltoft, til Grenaae, selv til Thy,
Fra denne kaudervelske Kræmmer-Kule,
Hvor der er intet af det gamle Thule,
Og intet af det nye Kiøbenhavn
Undtagen mit utrøstelige Savn!
Hvor lykkelig var Naso mellem Geter
Mod mig blandt disse stive Mod-Poeter,
Bank-Troubadourer og Omslags-Propheter,
Hvis Aand er evig Damp af Røgtobak,
Hvis Liv er Spil, hvis Lyst er Pengesnak,
Hvis Dyd er til det Skiønne hollandsk Leede,
Og hvis Lyksaligehd er holsteensk Keede!
O! gierne bytted jeg med hans mit Savn!
Thi hvad var Tomis Bugt i Gru mod Kieler-Fiorden?
Og – naar man, nemlig, dog er født i Norden,
Og vant til skandinavisk Ynde vorden –
Hvad var i Skiønhed Rom mod Kiøbenhavn?

'Men – er det da saa slemt i Kiel?' udbryder
Din Studsen – 'gives der da lutter Lyder?
'Er denne Lillehimmel af en Bye
'Bag høie Düsternbrookerklinten,
'Hvoraf du giorde selv, i Labyrinten,
'Ifald jeg husker ret, saa meget Rye,
'Da bleven virkelig til Punkt og Prikke
'Saa skrækkeligt et Hul, at den i alt,
'Hvad du om Kuld og Keede har fortalt,
'Endog vort kiære Kiøbenhavn kan stikke?
'Har man i Kiel da fleere brodne Kar
'(Jeg meener forholdsviis), end her vi har?'
— Nei! langt fra! kiære Ven, aldeles ikke!
Jeg torde næsten sige: tvertimod!
I Kiel er alting got, og hver for sig er god!
Hvis jeg en lille Bye, som Ideal af Byer,
Mig, i en Omkreds af tre fire tusind Miil„
Vil forestille værd, at løftes op til Skyer
Af en fornuftig Mand (Triester eller Thyer),
Jeg tænker mig en Bye som Kiel:
Med et Dorfgarten, Eden opad Dage,
Og med en Søndermark mod Norden uden Mage;
Med et Erindringsslot, og et Academie
(Som, med Respekt, jeg selv er Doctor i),
Hvor Aand og Hierte sig forædler og beriger
I Omgang med en Nestor af en Kriger,
Med Neutoniden Pfaff, og med en Sokrates
Som Reinhold, der i Viisdom ingen viger –
Og endelig (for reent at læsse af mit Læs
Af skyldig Roes til dette Trylle-Næs)
Hvor der er, troer jeg, færre fede Giæs
End smukke Koner, Frøkener og Piger.
Kiel er i Grunden en elskværdig Stad,
Og i sig selv saa god som nogen anden,
Hvor jeg til evig Tid og gierne leve gad,
Hvis hun var ogsaa han, og Konen og var Manden;
Hvis alting var deri for Resten, som det er,
I eet og alt, til Punkt og Prikke –
Og bare jeg kun var der ikke.
At jeg nu eengang er der dog, desværr'!
Er ikke Byens Skyld – uagtet Skylden
Er heller ikke min, naar jeg skal sige sandt –
Jeg mig i Byen vel, og den i mig sig fandt,
Hvis jeg kun var der; det er ikke Bylden!
Gik jeg der kun paa mine egne Been,
Jeg neppe stødte mig paa nogen af dens Steen;
Og stødte jeg mig og, det vilde lidt mig smerte.
Men ak! jeg gaaer paa sex til otte Fødder her,
Og med et i det mindste doppelt Hierte:
Hvad ikke her mig bløder, bløder der.
Hvis derfor denne tydske Plet af Jorden,
Een af de skiønneste herneden i vort Norden,
Beskrives som et Helved af min Pen,
Skyd Skylden ei paa Pletten, men paa den
Og paa den alt for bittre tykke Sværte,
Hvis fulde Blækhorn er mit eget Hierte! –
De sande Kilder til vor Daddels Elv
Er overalt, min Ven, om ei just egne Brøder,
Dog egne Bræk – hvert Spøgelse, der møder
Os paa vor Bane med et rædsomt 'Skielv!' –
Vort Gienfærd – og enhver, som andre støder,
Har, naar man ret seer til, hvor Saaret bløder,
Et Horn i Siden paa sig selv –
Det veed jeg alt for vel. Især med mine Læber
Man ikke let i Næstens Feil slaaer Tand,
Hvis og jeg giennem dem at bide stræber,
Det bliver til et Kys, hvorved jeg arme Mand
(Tak skee de kiælne, svulmende, for fyldige)
Faaer Biddet selv, som om jeg var den skyldige.

Dog jeg vil her i disse Vers,
Hvormed mit Lune bryder overtvers,
For et Par Øieblik min Kummer lidt at dysse,
Satirisk hverken bide eller kysse –
Langt mindre (som en gammel Formand i
Den brevelige Poesie)
Pathetisk klage mig, og flæbe.
Naar man i Sammenskrivt, etcetera,
Som jeg, igien begynde maa forfra,
Er Elegien ei, hvad man bør efterstræbe;
Jeg meer end nok desuden klaget har
Til Tid og Sted, da jeg lyksalig var.

Viid altsaa, kiære Ven! for lidt at bøde
Paa hvad der kunde synes sørgeligt
I den Omstændighed, at her, som sagt, jeg døde:
At denne Død og blev mit Endeligt –
At Skiæbnen, som tilforn mig pleied at fixere,
Sig her i Kiel har viist som ærlig Ven,
Og at jeg aldrigen behøver meere,
Som ellers fordum, at døe om igien –
Viid, at jeg virkelig ei længer lever,
Endskiøndt jeg under Jorden giør et Hop,
Imens et Gienfærd af min Længsel svæver
I denne tvungne Spøg af Muldet op,
For dig og dine smukt at lade vide,
Jeg tænker paa Jer, selv i Gravens Skiød,
Og elsker jer, i Tide som Utide,
Ei blot i Live, men endogsaa død.

At jeg er død, bør ikke jer fortryde,
Skiøndt Sancho holdt det for den største Lyde,
Og fandt det den utvætteligste Skam,
Hvis nogensinde sligt blev sagt om ham;
Men Sancho var, hans Klygt og Vid for Resten
I al Respekt, hans Dømmekraft til Trods,
Hvori han slog Spar To til Doctoren og Præsten,
I Grunden dog et høist uphilosophiskt Klods,
Der vidste neppe meer, hvad Liv og Død betyder,
End andre spanske eller danske Jyder.

Jeg haaber, at min Død vil ikke blive seet
Med Haand for Øine blot paa hans Autoritet,
Som om det var det værste Stød i Livet,
Mig havde kunnet bleven givet.
Hvem der i Lykkens Spil, som jeg, er bleven Beet,
Ham kommer Liv og Død saa got som ud paa eet.
Ret levende jeg har desuden aldrig været:
Naar rigtig jeg mig tænker om,
Mit Liv var allerede halv fortæret,
Da jeg den første Gang til Verden kom.
Det næsten alt var ude med mig Stakkel,
Før det begyndte – jeg blev døbt til Nød –
Fik siden meget Vand og lidet Brød –
Og endelig, som ved et Slags Mirakkel,
Et Navn, hvorved jeg tidt blir bleg og rød,
Fordi jeg gode Venner seer forlegne
Med det og mig paa Poesiens Vegne.
Jeg meget lidt af Livets Goder nød,
Endskiøndt min Nøisomhed var disse værdig;
Formodentlig – da Skiæbnen er retfærdig –
Jeg levet har for høit, før jeg blev fød.

Hvis det er Faldet, takker jeg vor Herre,
At jeg har ganske glemt mit Forlivs Herlighed:
Slemt gaaer det; men det gik dog endnu værre,
Hvis jeg erindred mine Himmelfied.
Skiøndt Klopstocks arme Diævel opad Dage
Jeg ligner i Melankolie,
Han meere dog, end jeg, var at beklage;
Thi Mindet af hans Englemaskepie
Forsviinte ham i det uendelige
Hans Gergesenersvinerie –
Det kan jeg arme Diævel ikke sige.
Vel slog jeg nyssens paa et Sted
Og paa en Tid, da jeg var, saa at sige,
Lyksalig mellem andre mine Lige;
Men, Gud skee Tak! der var dog Maade med.
Vel kom jeg her og der i Maskepie med Engle,
Saa got som hin og andre Helvedbengle;
Men – altid maatte jeg paa Nippet bort,
Og Maskepiet varede kun kort –
Saa kort, at, hvis fra Tid til Tid en Strimmel
Af Salighed fortryllede mit Syn,
Jeg den ei meer erindrer som en Himmel,
Men som et Lyn –
Den Forskiæl er paa mig og nysbemeldte Fanden,
Hvis ellers der er ingen anden.

Men apropos om Fanden og om mig!
Det Træk, hvori jeg meest er arme Diævlen lig
(Et Træk, som faaer mig selv i Graven til at skiælve):
Mig synes det, som her jeg viser dig:
Jeg snakker, nemlig, alt for meget om mig selve –
Det meener noget nær, og siger vel iblandt
Enhver, der skuer ei blot egne Dyder,
Men andres Lyder
Lidt grant;
Og det er udentvivl og sandt!
Jeg har i hvad jeg tænker, taler, skriver,
Og selv i, hvad man hidtil trykt har seet
Af min poetiske Meddelings-Iver
For megen Subjectivitet.
Det musiske, det føbosapollonlige,
Det ideale, som i hvert et Himmel-Træk
Bør ligne Rummets Bierg og Tidens Bæk,
Hos mig seer ud som bare Pen og Blæk
Paa Skriverbordet af det blot personlige –
Isteden for at tabe mig i Alt
Ved at omslaae mig Kappen af det Hele,
Jeg trækker det til mig, som dog er kun en Pialt,
En Traad, et Fnug, blandt Verdens andre Deele.
Isteden for at groe paa Kiæmpelivets Rod,
Udbredende min Top blandt Underlivets Eege,
Jeg dandser paa min egen lille Fod,
I overgivne Børnelege –
Hvorved naturligviis min Snak og Sang,
Naar jeg vil gode Venner gotte,
Blir mindre lig Allivets Orgelklang
End Snurrelyden af en Rumlepotte;
Jeg er (især i Brev-Riim), det er vist,
Vel meget Jens, om ei just Egoist –
(Thi Jeg og Jens er dog, som Speil og Ramme,
Vel sammenhængende, men – ei det samme)
Som sagt, jeg ligner Satanas heri,
Og er for Selvhed ikke ganske frie,
Desværre!
Dog – da min subjective Snaksomhed
Ei nogen anden Diævel giør Fortred,
Men kun mig selv ret lystig river ned
(Jeg aldrig giør mig tyk, det veed vor Herre!),
Saa haaber jeg, at baade han og du
Tilgiver mig et Apropos endnu –
Saameget meer, da det, ved Bladet om at vende,
Paa dette lange Brev giør Ende.
Det lyder nemlig saa: Min Aands luslidte Frak
(Jeg meener den nærværende trekløvrige:
Min Krop, min Siæl, og alt det øvrige)
Er her i Kiel ei værd en Priis Tobak.
Hvis jeg min Skiæbne kunde paa Gebærden
Aldeles troe, naar den mig sagde: 'Ven!
Giv mig den hele Herlighed igien!',
Jeg svarte med et Smiil; 'Høibaarneste! der er den!'
Jeg agter den saa lidt som hele Verden;
Man veed, hvor lidt jeg agter den.

Min Olufsen! Mon dette Riimforsøg,
Alvorligen at pine mig til Spøg,
Som man saa tidt i gamle Dage
Mig saae ret løierlig til Sorg mig plage,
Ei vil – naar her du seer min spildte Sveed,
Og Blodet selv, som mig i Panden flyder –
I det jeg, af en evig Snue keed,
Med convulsivisk Voldsomhed
Mit komiske Talents den lange Næse snyder –
Opvække din Medlidenhed?
Og røre dig, til Pen i Haand at tage,
For i en lille venlig Passiar
Til den for-kîelede Knud Siællandsfar
At seile deels og deels at age?
Lad see! det kommer an derpaa!
Jeg Brevet, som det eengang er, lâr gaae.

E. S.
Hils vor Fru Lotte med et Kys paa Munden
Fra Baggehunden!
Hils med et Haandtryk, hvis du møder ham,
Vor gamle Pram!
Hils med et Kys paa Haanden hver en Frue,
Vi begge hue!
Men hils især med meer end alle Kys
Din egen – Tys!


Comments about Den danske Naso i det tydske Tomi by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 4, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 4, 2012


[Report Error]