Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Det vaagnende Foraar - Poem by Johannes Carsten Hauch

Taagen splittes, Isen brister, Solen høit paa Himlen staaer,
Vintren paa sin hvide Ganger flygter for den unge Vaar,
Sneen i dens Lokker smælter, falder ned som Regn paa Vang,
Stormen suser i det Fjerne, det er Vintrens Afskedssang.

Krybet, der i Jorden slumred, hæver sig mod Lysets Hjem,
Og den gule Crocus blomstrer, og Violen pipper frem
Frygtsom end og skjult i Græsset for at see, om det er sandt,
At den milde Vaar har seiret, og at Vinterisen svandt.

Frøen dukker op af Kjæret, Pilen speiler sig i Vand,
Rosenbusken staaer i Knopper, Viben skriger under Strand,
Lærken stiger, Stæren fløiter, Droslen slaaer sit vante Slag,
Gjøgen synger, som den pleier, Storken gjæster Bondens Tag.

Og det jubler høit i Skoven, høit det klinger under Sky
Om det hellige Vidunder, som er skeet i Aar paany,
Om den Green, der skjalv i Vintren, som et dødt og vissent Siv,
Og nu skyder friske Blade, blomstrer i fornyet Liv.

Bølgen vugger sig ved Kysten, driver end sin gamle Leg
Med de lette Lysets Alfer, der fra Solens Ring nedsteg.
See, da kommer letbevinget Svalen over salten Hav,
En Magnet den har i Brystet, som Naturens Aand den gav.

Som den fast og sikkert leder, saa den sig forvilder ei
Gjennem Nat og Blæst og Taager paa de lette Skyers Vei
Til de blomsterklædte Dale, hvor i Nord dens Rede staaer,
Hvor den favnes af den milde, den aurikelkrandste Vaar.


Comments about Det vaagnende Foraar by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012

Poem Edited: Thursday, July 19, 2012


[Report Error]