Adam Oehlenschläger


Eventyret i den fremmede Stad [Og som jeg nu hen ad Gaden gik] - Poem by Adam Oehlenschläger

Og som jeg nu hen ad Gaden gik
I den fremmede Stad,
Da faldt paa en Møe mit speidende Blik;
Hun i Vinduet sad.

Jeg stod, og glemte at vandre hiem,
Saa elskovsvarm.
Over smekkre Midie svulmede frem
Den unge Barm.

Hendes Øine var store, hendes Hænder var smaae,
Hun var saa rank,
Bort skulde jeg gaae, men jeg kunde ey gaae.
Hendes Øye sank.

Min Cithar under Vinduet klang,
Var Natten smuk.
Hun lønned altid min Elskovssang,
Med et sagte Suk.

Een Midnat smelted den Huldes Aand,
Da Cithren lød.
Hun rakte mig kierligt sin Lilliehaand,
Den var saa blød.

En Rose jeg trykte i sneehvide Hud,
Med brændende Mund.
Hun smilte og saae saa venligt ud,
Saa bortsvandt hun.

Tungsindig tit forbi speilklare Søe
Jeg tog min Vey,
Ukiendt med Hver, selv den elskede Møe
Jeg kiendte ey.

Jeg gik i Nætter og Dage tree,
I den fremmede Stad,
Men ey længer jeg fik den Elskte at see;
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Dag derhen jeg gik,
Med tunge Skridt,
Da standsed i Vindvet mit matte Blik
Paa noget Hvidt.

O da hæved sig atter saa glad, saa glad,
Mit Hierte trangt;
Men ak! det var ikke min Møe, der sad,
Men et Klæde langt.

Jeg gik i Nætter og Dage tree,
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Nat derfra jeg gik,
Og vilde bort;
Da standsed i Porten mit matte Blik
Paa noget Sort.

Jeg svøbte mig ind i min lange Talar,
Med forvirret Sands.
En Liigkiste ud af Palladset man bar,
Med en Jomfruekrands.

Jeg sneg mig bag efter i Fakkelskin,
Med den lange Rad.
I en Kirke de satte Kisten ind,
Og skiltes ad.

Taus skiulte jeg mig i et Pulpitur,
Saa kold og bleg,
Giennem Blyevindvet saae jeg, i sorte Natur,
Blodmaanen steeg.

Da vilde jeg rave til Kisten hen,
Som for Altret stod;
Men jeg hørte Noget at rasle igien.
Iis blev mit Blod.

Og grant jeg en Yngling ved Kisten saae,
Bleg som en Aand.
Den duftende Krands han stirrede paa,
Med en Dolk i Haand.

„Dig har jeg nu givet til Døden hen,
Troeløse Møe!
I Morgen din ukiendte, fremmede Ven
Skal ogsaa døe!"

Da sneg jeg mig bag ham, med harmfuld Aand,
Med Hævnens Lyst;
Og vristed ham Dolken af skielvende Haand.
Den fandt hans Bryst!

Rødt strømmed hans Blod som en skummende Elv
Over Kisten lang.
Da tonede Orglet af sig selv
En Sørgeklang.

Jeg raved til Døren med selsomt Mod,
Slukt var mit Had.
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.


Comments about Eventyret i den fremmede Stad [Og som jeg nu hen ad Gaden gik] by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]