Adam Oehlenschläger


Fridleif og Helga - Poem by Adam Oehlenschläger

Alt Skoven saa prud udi Blomster staaer,
vanked der liden Helga vel svöbt udi Maar.

Vandet rinder over hiin liden smaae Steen,
der satte hun sig Helga, den Möe saa reen.

Satte hun sig der Helga, den Möe saa bold.
Fremtreen han Fridleif, med Sværd og Skiold.

Det siger jeg Eder skiön Jomfru for sand:
ret aldrig saae jeg hvidere Lillievand.

I er den faureste Blomme som staaer
udi Eders Faders Abildgaard.

Hveden kommer I unge Herr Fridleif her
saa seent i Qvel under disse Træer?

Ikke havde jeg Roe, ikke havde jeg Rist,
her qviddred Smaafuglen paa Bögeqvist.

I give mig Eders Love og Troe,
liden Helga saa fanger jeg Rist og Roe.

Det var liden Helga, hun sank i hans Arm saa röd,
som Solen sænkes udi Havets Skiöd.

Aarle hun hastede brat afsted;
han fulgte hende til Borgeled.

Og hör I nu unge Herr Fridleif fiin!
tag denne Guldring af Armen min.

I tage denne Ring udaf Guld hin röd,
I svige mig ikke indtil Eders Död.

Herr Fridleif var sig saa sær i Sind
hannem randt salten Taare paa Kind.

Nu lader jeg til Eders kier Fader staae,
paa min Ros, hin snare Abildgraae.

Herr Fridleif rider under grönne Lide;
hannem lyster til Höieloft at ride.

Hans Hielm var blinkend, hans Spore var klinkend
hans Ros var springend, selv var han saa svingend.

Ung Fridleif rider som han kan bedst,
ved Borgestuering han binder sin Hest.

Op axler han sit Skarlagenskind,
saa triner han fast for Herr Erik ind.

Hel sidde I Herr Erik höviske Mand!
jeg fæster Eders Dotter den Lillievand.

Hure kommer I af Landet fraa,
siden I alt Helga min Dotter saae?

Vel haver jeg draget saa vide om.
De Hellede vog jeg hvor jeg kom.

Han Erland var mig en Hals saa haard,
dog gieste jeg ham med Ulivssaar.

Herr Erik skifte sin Mine brat,
han ganger ud i den svarte Nat.

Kryste saa fælen Ædder grön
udi det Miödhorn, alt udi Lön.

I sætte Eder ned paa min Hynde blöd,
I smage dertil min gamle Miöd.

Ung Fridleif lagde sin Hielm og drak.
Den kolder Sved af hans Pande sprak.

Det sværger jeg ved den överste Gud!
ret aldrig stak jeg bedskere Bæger ud!

Aldrig smagte jeg bittrere Miöd
og aldrig vented jeg mindre min Död.

Det da meldte Herr Erik med Læber blaa:
Saamænd, Herr Fridleif! nu döer I paa Straa.

Ædderen svam udi hin brune Miöd.
Nu haver jeg hevnet min Frendes Död!

Hæl bliver Eder en bedre Brud,
sortblaae, dertil blegelig seer hun ud.

Herr Erik I haver en stor Forstand,
I bliver Helved en kostelig Mand.

I bringe liden Helga sin Ring saa röd,
I skiule hende ikke ung Fridleifs Död.

Men för skal I vride Vand af Staal,
förre I skal qviste jert Niddingsmaal.

Saa svang han sit Glavind höit omkring,
Herr Fridleif, den unge Ædeling.

Han mærkede sig med sit skarpe Sværd,
saa red han til Odin i Heltefærd.

Herr Erik heder ad Dotteren sin:
Du komme ind til Brudgommen din.

Det da blegnede brat den vene Maard:
Min kiere Herre Fader hvi var I saa haard?

Liden Helgas Hierte slog saa fast,
jeg siger for sanden hendes Öie brast.

Ved Midienat stander Herr Erik i Blod,
med tvende Liig ved sin kolder Fod.

Han stod saa længe, han stod saa stiv,
tilsidst saa stod han foruden Liv.

De lagde liden Helga og Fridleif paa Baal.
De kunde ei flytte Herr Erik fra Maal.

I trende Dage hans Legem stod
og stirred ned i det levret Blod.

Den tredie Nat — da skede et Raab!
Herr Erik faldt ned i en Askehob.


Comments about Fridleif og Helga by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]