Emil Aarestrup

(1800-1856)

Konningen og hans Brud - Poem by Emil Aarestrup

-->

Den Pigelil stander ved Borgeled
I paltuge Klæder og fryser;
Konningen sidder ved Bordet bred
Mens Ilden Hallen oplyser.

Støtter han Haand alt under Kind:
Gud give jeg Brud monne fæste!
Smilte da alle de Møer under Skind,
Enhver da tyktes den bedste.

Meldte hans Moder, Fru Sigrid, paa Stand:
En Møe du dig vel monne fæste
Af høviske Møer udi al Land
Du kan dig jo vælge den bedste.

Alle de Piger da dandse for mig
Med spæde Fødder paa Tillie;
Bruden skal jeg da vælge mig,
Alt efter min gode Villie.

Da Spillemænd samles i Konningens Gaard,
De Møer ere alle saa prude;
Alt ved det Borgeled paltug da staaer
Den Pige og grædder derude.

De Spillemænd Tromme og Strengeleeg slaae,
De Hofmænd stande i Rade;
Lystelig monne Dandsen da gaae,
Og alle vare saa glade.

Konningen seer af Vinduet ud,
Og seer han sig ud saa vide:
Hvad for Pigelil stander drud
Og grædder de Taarer stride?

Hør mig, du min liden Smaadreng,
Den Pigelil hid du mig føre!
Hurtig iilte den liden Smaadreng,
Paltuge Møe at fremføre.

Alle da saae paa den usselig Møe
Som skidden Kofte mon bære;
Øinene skinned som Sol udi Søe
Og Kinderne røde mon være.

Under den Hætte saa sort og saa fæl
De guldgule Lokker sig skjule;
Naar hun da dandsed saa let paa det Fjæl,
De andre af Avind mon skule.

Men Konning saae paa hende saa glad,
Hans Bryst derved sig mon hæve;
Som liflig i Vinden det Rosenblad,
Hun yndelig monne omsvæve.

O hør, I, min Moder saa faur og saa kjær!
Til Pigen hist staaer min Begjere;
Paltug er Kjortlen, men dannis hun er,
Jeg hende vil fæste med Ære.

Ikke du fæste en ynkelig Træl,
Saalidet det Konningen sømmer.
Kjær Moder! o see dog, hun dandser saa vel,
Og Hætten Guldlokkerne gjæmmer.

O, see dog den Kind, hvor rund og hvor rød,
O see, hvor hun smilker, den Venne!
Og Haanden den spæde, er hvid og er blød,
Blandt alle jeg fæster kun hende.

Jeg lader de Silkeliin sømme og sye
Og Skarlagenskind vel tilskjære,
Den Pigelil er baade høvisk og blye,
Hun Drotningeklæder skal bære.

Den Pigelil kaares til Brud paa Stand,
Da monne hun ei mere græde;
Hun skulde have den Konning til Mand,
Da mon hun i Hjertet sig glæde.

Listelig kneeb hende Kongen i Kind:
Du sidde hos mig paa Hynde!
Aldrigen var jeg saa glad udi Sind,
Som naar jeg skued din Ynde.

Meldte den unge Brud paa Stand,
For Kongen og al det Følge:
Jeg er en Kongedaatter for sand
Og vil dig det ikke fordølge.

Ret aldrigen var jeg en ynkelig Træl,
Min Fader har Lande og Slotte;
Men Konningen skulde elske mig selv,
Og ei hvad Fader min aatte.

Da Kongen sig blev udi Sind saa glad,
Og Brylluppet lod han flux stande.
Festen feiredes ni Dage i Rad,
Vidt om i Konningens Lande.


Comments about Konningen og hans Brud by Emil Aarestrup

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, June 28, 2012

Poem Edited: Thursday, June 28, 2012


[Report Error]