Sophus Niels Christen Claussen


Kvindens Bekendelse - Poem by Sophus Niels Christen Claussen

Hvis du spørger, kan jeg roligt svare:
Det er Kærligheden, som jeg vil.
Jeg er ingen Nar og ingen Hare,
men det tager Tid at vænnes til.

Vi vil æres og vil dog begæres,
Skridt for Skrift erobre Livets Port.
Det er det! og det kan ikke læres.
Derfor glæder mig, hvad du har gjort -

At du tog dig Rettigheder — ofte,
som i Mildhed, dæmpende min Lyst,
rørte, med dit Haandled, fint min Hofte,
trøstede med flygtig Haand mit Bryst.

Nogle griber til med vilde Hænder,
naar de ser en Kvinde øm og blind.
Du min Elsker sagde blot: „du brænder",
strøg mig varsomt paa min hede Kind.

Listen to this poem:

Comments about Kvindens Bekendelse by Sophus Niels Christen Claussen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 11, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 11, 2012


[Report Error]