Jens Baggesen


Midten - Poem by Jens Baggesen

Du har nu havt, Oedip! den Ro, som dig blev lovet,
For ej med Overvæld at gjøre dig konfuus;
Du har min første Deel betænkt, bedrømt, besovet,
Og, hvis du lød mit Raad, bedigtet i en Ruus.

Jeg nu min anden Deel din Raaden Priis vil give,
Hvori med større Træk og færre Farvers Spil
Min enkelte Figur især jeg skal beskrive,
Med alle Kjendetegn, saa reent og klart du vil.

I mig, som taler her, er synligt alt mit Eje,
Hver Maske, Halvpart, Deel; thi jeg er overfuld
Af mig, af Gaaden selv. (Jeg beder, grant at veje
Hvert Vink i disse Vers; thi hvert et Ord er Guld.)

Jeg taler nemlig her, som den, der klart fremrykker
Med hvert mit Navn og Ord, og Tegn og Træk, og Tal,
Ei blot med hvert, som heelt, men selv med hvert i Stykker,
Mit Alt paa kryds og tværs, min Kierne samt min Skal:

Min Gaades Gallerie, hvert reene sande Billed
Af mig, som Enkelthed, min Encyklopædie
Af Grundtegn folded ud, og Blad ved Blad henstilled
For Øiet i et fuldt udførligt Skilderie.

Det maler nemlig, sort paa hvidt, paa trende Maader
De Tvillingtræk hvoraf mit Billede bestaaer,
Hvo dets Femfoldighed, som Ord-Nødskallen, raader,
Ifald han knækker den, vist ogsaa Kiernen faaer.

Man mærke dette vel! Fuldkomne Maleriet
Af min Familie fremstiller meer end mig;
Men har man det engang, og stirrer rigtig i 'et,
Mit egentlige Selv kan aldrig skjule sig.

Dog undre man sig ei, naar i mit Keite-Følge
Jeg blot for Jøders Syn foran i Spidsen staaer,
Hvis jeg blir ved mig selv, til allersidst, at dølge,
Saa man med femte Blik mig først i Øie faaer.

Thi Billedet, som her dit Øie sig afmaler
Er vel min Old-Gestalt, men ei min Grund-Figur,
Det mit profane Navn dig rigtig nok udtaler;
Men det er ei med det, jeg ligger her paa Luur.

Substantsen, siger man, sig og i hint fremstiller;
Naar saae man denne? Jo! den er anskuelig!
Og blot i min Figur; men ei paa tvende Piller,
Som de, hvorpaa jeg her dig aabenbarer mig.

Skiøndt Kongenavnets Træk høit paa min Pande brammer,
Og skiøndt min Slægt udsprang af Evighedens Rod,
Skiøndt Helved frygter mig, naar jeg fra Himlen flammer,
Skiøndt jeg paa Jorden alt har Døden ved min Fod;

Man dog fornedret har endog i gamle Dage
Mit Zepter og mit Sværd til Gaffel og til Kniv,
Mit Lys for mange blev en simpel Lysestage,
Mit Spil i Evighed en jordisk Tidsfordriv.

Jo meer jeg faldt i Priis for Handlende paa Jorden,
Jo meer fornedres nu min Adel og mit Navn,
Jo mere blir jeg søgt, og, trods Naturens Orden,
Selv Fiender elske mig, især i Kjøbenhavn.

Den store Sag er den: mig ingen kan undvære;
Man hjemme hader mig, i Huset man mig skyer;
Men naar man kommer ud, og naar det gielder, Kiære!
Du, som mig spotted meest, dog sikkerst til mig tyer.

Tag, stolte Philosoph, dig vel i Agt! du ynker
Den Pog, der paa min Skat papiirfortrøster sig;
Men, trods din Girobank af Species, du synker,
Med al din Sølvværdie tilsidst dog ned i mig!

Linne's Bank-Specier i Tankevægten vippe
Selv efter Blumenbachs og Schellings Reduction,
Kielmeiers Organon, som Bacos, selv vil glippe,
Lig hvert Finanzsystem, der støttes ei af Tro'en.

Hvis du fortærer ei Kiernhjertet i min Gaade,
Omsomst du sluger selv Prophetens lukte Bog -
Det skyldes eene mig, og min anraabte Naade,
Hvis Biblen selv er meer end blot et Katalog.

Slet ingen Videnskab, selv i det Fattelige,
Selv ei Geometrie, den herligste jeg veed,
Vil fattes af din Aand, Student, kan ei du sige
Mig, som dig spørger her, den ringeste Beskeed!

Selv du, Professor! skjøndt man længe maatte lede,
Før man, som Doctor, nu maaskee din Mage fandt,
Du dog for mig kun staaer som Doctor i det Tredde,
Hvis jeg som Aandens Tegn dig ei i Tanker randt.

Du aldrig da har tænkt, selv ei maaskee forblummet
Den sidste Tanke lyst, som tænker under Gud:
Den reeneste, hvis Form selv udelukker Rummet,
Og slukker Tidens Lys med sine Straaler ud.

Man bruger mig til Alt, og næsten allevegne,
Som Varsko om de Ting der undgaae Støvets Blik,
Ej blot, til hver en Deel af Verden at betegne,
Men Døden, Djævlen selv, og Delen i en Prik.

Man derfor overalt i Skabningen mig finder,
Og hvor jeg mangler selv, man finder mine Træk:
Paa Jordens hvide Særk, paa Himlens sorte Kinder,
I Guld, Sølv, Steen, Chrystal, Ild, Blyant, Blod og Blæk.

Jeg glimrer gjerne meest, naar slukkes andre Brande,
Snart i en Molbæks Flud, snart paa en Melkevei,
Snart paa en Statsmands Bryst, snart paa en Stiemands Pande,
Hvor oftest intet er, saasnart jeg er der ej.

Jeg er ej Bremsen blot, som stikker Jordens Daarer,
Og selv det dumme Dyr, som Bremsen stikker i;
Men hver en Draabe Blod i Himmelløvens Aarer,
Og alle Viises Steen i hver Philosophie.

Dog i min største Pragt jeg sees, som Dukkers Dukke,
Med Kjønnets fulde Pryd og hele Herlighed,
Som Venus Nektarbarm press't i en Syltekrukke,
Samt alle Gratiers og Musers Druer med.

De Græker satte mig for Huller, og for Steder,
Hvor eet paa Hovdet stod, et andet sad paa Hu -
Nu sætter man mig meest for sjeldne Herligheder,
For Uting sommetid, og fremfor alt for U -

Skjøndt jeg endog var til, da Jehovah var eene,
Dengang der ellers dog var intet andet til,
Og skjøndt, før Chaos blev, jeg, som de Viise meene,
Var Evighedens Nok, som Brød og Skuespil,

Blev jeg dog noget først for dig og dine Lige,
Dengang sin første Søvn i Eden Adam sov -
Jeg er det første Bud i hvert despotisk Rige:
Summa Summarum selv af Moses hele Lov.

Hvis her i Kjøbenhavn hver Christen og hver Jøde,
Med Fingren i mit Saar og Næven paa min Byld,
Paa mit Mysterium maa gjætte sig tildøde
Det er vor Herres ei, saa lidt, som Moses Skyld.

Min Fordeel fører an i Fred og Krig tillige,
Ej Pave, Primas, blot, og Prinds, og Principal
I hver en gejstlig Stat og hvert et verdsligt Rige;
Men selv, som evig Chef, og første General.

Som saadan stander den (thi det er den just eget,
At Sidden egentlig er hvad den ej formaaer)
Men i sig selv det er aldeles ligemeget,
Hvordan dens Stilling er, naar kun, som sagt, den staaer.

Den er den eneste Prælat, der intet taber
I Anstand, Værdighed, og Agtelse, som saa,
Naar Been i Vejret den en Gjøgler efteraber;
Som Prima Donna selv den kan paa Hovdet staae.

Det Fortrin har den, med saa mange tusind andre:
At dens Fortrinlighed bestaaer med fra, som til,
At ingen Mindskelse dens Storhed kan forandre,
Og at trods hvert et Tab den dog har vundet Spil.

Det er beundringsværdt, hvad den med talrigt Følge,
Ja selv med ingen Ting i Følget, ret beseet,
Formaaer! Dens Stilling er (for intet Træk at dølge)
Det sande Billede paa Souverænetet.

Saa vidt min Fordeels Pragt, hvortil jeg blot vil føje:
Man intet nødigt har paa Jorden uden den;
Og at, hvo stedse den allene har for Øje,
Med rolig Sikkerhed kan salig sove hen.

Min Bagdeel, siger man, gemeenlig præsiderer,
Ej blot i deres Kreds, der tælle blot, som Tal,
Men selv i hver Session, som Tællerne regjerer:
Den sande Kjerne fast i hver Regjerings Skal.

Mens hin allene staaer, kan den allene sidde;
(Selv ligge kan den knap i egentlig Forstand)
Til Fylden af hver Plads den har behørig Vidde;
Men heller intet meer, saa got som lutter Rand.

Naar i sit Sæde den sig lægger mellemstunder,
(Hvad Herschel udentvivl i Himlen ene seer)
God Nat, Philosophie! saa viser sig et Under,
Der al Geometrie, Logik, og Sands beleer.

Mod det Guld af Papiir, og Sønnen af en Pige,
Seer ud som sand Chymies og Elskovs Resultat;
Ja Cirklens Fiirkant maa for dette Særsyn vige,
Som fiirfold mindre stort, og mindre desperat.

Thi, hvad der ganske gaaer Fornuften over Skrævet,
Og hvad den, selv forrykt, ej rigtig fatte kan:
Modsætningen i Alt blir bagfra selv ophævet,
En Han blier ikke Hun; men Hunnen bliver Han!

Det Lige blir ej krumt; men just det Krumme lige;
Hvad aldrig før gik ud i Retningen, gaaer ind!!!
En Prop kan blive Tud i Mulighedens Rige;
Men her blir Tuden Prop, og Hullet bliver Pind.

Et Kosteskaft til Nød et Tøndebaand kan blive;
En maver Cherubin til Fallstaff stoppes ud;
Men Madam Spindler selv kan aldrig i det Stive
Trods alle Lilier, som Lilievand staae Brud.

Og dette skeer dog her, ej blot for Herschels Øje,
Naar han paa Himlen, lagt, min Bagdeels Billed seer,
Men for hver Fantasie, der maler sig lidt nøje,
Hvordan min Sinking-Fond som Liggendfæ sig teer.

Hvad før et Intet var, blir pludseligen Noget,
Mens Fedt paa samme Tid blir mavert i Gestalt,
Og, for at rykke reent i Gaaden ud med Sproget -
Man skjælner ikke meer Forskjællen i dens Alt.

Det er utroeligt, hvad min Mands Mandinde hænder
Ved denne Læggen ned af hendes satte Bag!
Det op og ned paa Alt i al Naturen vender -
Og taler græsseligt Indifferenzens Sag.

Thi, naar et Tøndebaand et Kosteskaft kan dække,
(Man mærke vel, især, naar man har begge lagt)
Saa kan sig Rummet og maaskee saaledes strække,
At ene Tidens Maal deri kan staae ved Magt.

Er eengang Ingenting og Noget ligemeget;
Er Manden funden strax, saasnart man har et Fag;
Er uden Tankestreg alt Tankehullet streget;
Er Helved Himmerig, og mørke Natten Dag;

Er hele Vejen, selv for Fuglen, rundt om Jorden,
(Den skjønne Tuur, hvorpaa man har bestandig Sol)
Ej længer, end den Vej fra Syden indtil Norden,
Magneten, omvendt, gaaer i Mulm fra Pol til Pol -

Saa kan, jeg veed ej hvad, i denne Verden gjelde,
Trods alt hvad sund Fornuft indvender derimod;
Saa kan en halv Student en heel Professor fælde,
Hvis han og nok saa fast, og hin paa Hovdet stod.

Saa kan man skrive for, før man har lært at stave;
Saa kan man gjøre Vers før man kan læse dem;
Saa kan i hvert et Fag en Pog sin Lærer ave;
Hovdrolle spiller da hvert Kroppens mindste Lem.

Saa blot og bart Genie til Buxer ikke trænger!
Saa er hver Fuskers Meed hver Mesters Maal forbi,
Og Sandheds Evighed aldeles ikke længer,
End Tiden, Moden har at lyve Skjønhed i.

Thi, naar som sagt, min Bag min Fordeel lig kan blive,
Saa kan den mindste Pjalt og vorde Sølv og Guld,
Den fattigste Poet kan begge Fanden give,
Og trodsig drikke sig af tomme Flaske fuld.

Men hvis paa den Maneer, som nylig er beskreven,
Min Bue skjælnes ej fra min og dens Segment,
Og halve Buen selv, skjøndt heel og holden bleven,
Er saa, naturligviis, æqval med min Tangent.

Den stærkeste Kontrast dog i det Tænkelige
Udtrykker for og bag min doppelte Figur,
Som jeg, naar jeg er to, kan ingen sig modsige:
Mit Modsagns Ening er Umuligheds Natur.

Vel paastaaer mangen Viis (at sige paa Gebærden)
At selv min Differents er blot Identitet;
Man har paa tydsk: at Alt, og Intet, Gud og Verden,
Hvidt, Sort, og Ja, og Nej, for sand Fornuft er eet.

Men denne Viisdom har i Daarekisten hjemme,
Trods Schellings Tænkekraft, og trods Spinozas Navn;
Jeg haaber, man vil snart, som meget andet, glemme
Hvad man kun halv har hørt derom i Kjøbenhavn.

Den ene Deel af mig staaer tidt foran den anden:
Mit Directorium staaer saa paa sikker Fod;
Men i modsatte Fald det faaer et Hul i Panden,
Som ingen Direction kan ligne sit imod.

(Da jeg tilfældig her en Direction omtaler,
Jeg udentvivl gjør vel for gammelt Broerskabs Skyld,
At sige hvilken jeg, som Maaler og som Maler,
Med dette skjæve Træk vil trykke paa sin Byld.

Slet ingen, reent ud sagt, min Broer! selv ej min egen —
(For mine Synders Skyld jeg var jo selv engang
Bagfjerding af en slig, og temmelig forlegen
Med Stoffet den mig gav til ret pudseerlig Sang —)

Jeg mener nemlig her (da Regnskab man desværre
For hvert et Synonym, man bruger, gjøre maa)
Ved Direction, hvad hver Kaptejn, det veed vor Herre,
Hver Understyrmand selv, ved Direction forstaae:

Henretning nemlig — ej Bestyren og Henretten
Af Smag og hvad man vil — men Retning etstedshen;
Ej mindste Direction, der holder sig paa Pletten;
Men den som i hvert Nu netop forandrer den.)

I den er Schellings Gud og Ugud blot min Lige,
Da deels jeg har den for, og deels imod mig selv;
Snart Strømmen i mit Alts uendelige Rige,
Snart, med et omvendt Løb, som alt mit Intets Elv.

Den, siger jeg, naar Sidst blir Først, og ingen anden
(Som man med mere vil i min Opløsning see)
Faaer pludselig et Hul i Næsen eller Panden,
Imod hvis Drejen af hver fuld Matros kan lee.

Thi gaaer og overstav i sin beruuste Styren
Den salige, det dog vil aldrig sige stort:
Bumps! han staaer op igjen! Og ligger ogsaa Fyren,
Er han i værste Fald dog ej tilintetgjort.

Naar derimod med mig det gaaer tilagters, kjære!
Gaaer alt, hvad før gik frem, aldeles agter ud;
Saasnart jeg bagvendt blir, jeg holder op at være,
Lig den moralske Lov, naar Forbud blive Bud.

Jeg reent forskriver mig, naar jeg mig bagvendt skriver,
Til evig Undergang med samme Træk og Sving;
Thi af en Creditor en Debitor jeg bliver,
Og det er værre tidt endog end ingen Ting.

Nu troer man udentvivl, jeg er et Tal, og grunder
Som Mathematiker paa Tallenes Natur?
Men — før man fem har talt — hør først et Unders Under,
Hvori som Sphinx især jeg ligger skjult paa Luur!

Skjøndt intet Tal mit Værd og Uværd kan undvære,
Skjøndt jeg er Solen selv i deres Liv-System,
Og skjøndt i deres Kreds min Bag alt har den Ære
At vise baade frem Ulys og Polyphem;

Skjøndt med et Øje meer jeg deres Argus bliver,
Og tar man dette bort, hvad Argus gloede paa;
Skjøndt jeg med mine Træk hvert muligt Tal beskriver,
Og skjøndt ieg mellem dem kan som Augustus staae.

Skjøndt jeg er Chifferet paa Rummets store Skive,
Mens jeg er Længdens selv og Breddens Grundfraktur;
Skjøndt man som Summers Sum mig eene kan angive,
Og skjøndt jeg dog kan sees paa Skiven af hvert Uhr;

Skjøndt jeg er Tællerens, som Fleres Maal og Ende,
Skjøndt jeg er udelukt af hver Geometrie,
Skjøndt hvor man seer mig, og hvordan man mig mon vende,
Det her hos os er Tal især, jeg stikker i;

Skjøndt jeg i hver Gestalt, og i hver Maske tæller,
Heel eller deelt, som hver en Tællings første Grund;
Skjøndt jeg, som Isis selv, personlig, ikke heller
Kan bare mig derfor med lukt og aaben Mund;

Skjøndt i hver Regning man nødvendigen mig bruger,
Skjøndt Tallet er min Rod, og Summen er min Skal,
Og skjøndt min Kjerne selv det største Tal opsluger,
Er jeg dog egentlig aldeles intet Tal.

Man søger mig omsonst, hvor tælles kan paa Jorden,
Selv der hvor tælles kan lidt længer end til fem,
Imellem alle Tal, der er antagne vorden
Som egentlige Tal, jeg er ej mellem dem.

Jeg tilstaaer gjerne, skjøndt jeg veed mig tryg og rolig
Og fri for Digter-Pral med usandsynlig Pragt,
Jeg vilde finde selv den Egenskab utrolig,
Hvis netop Lichtenberg ej selv det havde sagt.

Og dog er det kun lidt i Grunden mod det Under,
At jeg, som Sphinx, mig selv har saa aldeles slugt,
At eene den, som ret de Viises Steen udgrunder,
Kan med min blotte Stjert, end sige meer faa Bugt.

Omsomst jeg viiser frem min Halvpart og mit Heele,
Omsonst jeg blotter mig aldeles for og bag,
Omsonst jeg stykkeviis, selv i de mindste Dele,
Forraader Gjætteren min hemmelige Sag.

Omsonst jeg siger ham (hvad ej maaskee jeg burde)
Mit eene Maskenavn er altid eet i tre,
Det andet ligesaa — hvem veed om ej jeg turde
Ham sige ligefrem, hvad dog en Blind kan see?

Min Middagssol maaskee ham vilde ganske blende?
Dens Nedgang siger: Nej! dens Opgang siger: Jo!
Til hvem af begge bør hans Tillid nu sig vende?
Jeg alt har sagt ham det, hvis han mit Ord vil troe.

Af Bas og af Diskant bestaaer min Tvillingtone,
Den reeneste Musik til Ægteskabets Lov;
Men skjøndt den førstes Kjøn er Mand, den andens Kone,
Er Bassen stedse fiin, Diskanten altid grov.

Den nye Tonkunsts Stil deri just forekommer:
Det Høje klinger lavt, det Lave lyder højt;
Mand-Bassen piber, mens Diskantmandinden trommer,
Og en Spontinsk Dublon er derimod en Døjt.

Naar Bas og naar Diskant i Tonen særskilt høres,
Er Sangen sydlig, græsk, latinsk, og velsk og spansk,
Men naar dens Grovt og Fiint til Eenklang sammenrøres,
Er Lyden nordlig, og behagelig paa dansk.

I Dale, hvor en Kreds af Torden-Horn omringer
Med Ekkomuures Malm et Hyrdekabinet,
Mit sande Qvieqvad bukolisk kraftigt klinger
Som Dommedagen i, o Cherub! din Duet.

Det er en Under-Storm af to Forundrings-Røster,
Audumblas norske Brøl i en bacchantisk Ruus,
Hvor Kraftklangfurien, Kraftpoesiens Søster,
Selv truer Glædens Borg med Fjendens Vold og Knuus.

Romantisk overalt og runisk uden Mage
Min jublende Triumf med Rette sig kan troe:
Dens første Lyd er A, dens anden O saa fage,
Hver Jyde veed, hvad nu betyder A for O.

Hvor stolt jeg heel og halv mig selv for alle nævner,
Fornemmes tidt i Rom, i Aars og Kjøbenhavn,
Og naar selv i Madrid en Calderone revner
Af højpersonlig Vind, udtaler han mit Navn.

Jeg og tilfælleds har med spanske Majestæter,
At jeg personligen tør foran Kongen gaae;
Og at til Udtryk af Johnbull-Autoriteter,
Trods engelsk Overmod mit Halve kan forslaae.

Mens nemlig Spanskens Tyr mig i Plurali bruger,
Tar med min mindste Deel (et ganske morsomt Træk!)
Til Takke Bullen der al Verdens Oxer sluger,
Maaskee som Handelsstud, blot for at spare Blæk.

Vi Danske, der paa Blæk og paa Papiir ej spare,
Lidt ruttende med alt, især med Sort paa Hvidt,
(Paa vore Jyder nær) os aldrig kunne bare,
Mit stødende Kukkuk i Skrift at øge lidt.

I Rom, som i Madrid, min Selvpluralis gjelder;
Min Singularis blot er engelsk; intet Folk,
Har, naar det Inselpral og Egoisme gjelder,
Saa vidt min Kundskab naaer, en saa beskeden Tolk.

Den ydmygste, næst dets, er udentvivl den franske;
Thi hvad han føjer til, for Synets Skyld, er taust;
Da derimod vi faa, fast for beskedne, Danske,
Tilføje, hvad der meest mig ofte har forbaust.

Skjøndt Svensken er i det, som overalt i Brammen,
Fra Gustaf Adolfs Tid lidt pommersk bjelkebred,
Forraader Blødhed dog i Selvheds Egestammen,
At den er ej saa haard, som norsk Steenegenhed.

I det jeg her mit Navn i flere Sprog udmaler:
Jeg hvisker mig maaskee for seent i Øret: „Skjælv!
Har du da reent forglemt de hundred Rigsbankdaler?
Du reent forraader jo dit inderligste Selv!"

Sandt nok! men heller vil jeg miste mine Penge,
(Skjøndt knap Papiir jeg har) end dølge mindste Fjed
Af Labyrintens Sphinx, der spores ej saa længe
Man om det sidste Spor ej rigtig veed Beskeed.

I dette spilles just den store Selvheds Rolle,
Der, naar man seer sig til, er Factor i hver Sum,
Ej Punseskeen blot i Universets Bolle
Men Punschens Spire selv i Evighedens Rum.

Det eneste, hvori sig alle Væsner ligne,
Det eneste, hvori Planeten selv er fix;
Det Tegn, med hvilket selv sig Mørkets Aander signe,
Abryx! abrax! abrex! abrux! abrax! abrix!

Det inderste i Alt: det Sind, der ej kan sandses;
Den Tanke, der tilsidst umuelig tænkes kan;
Det allerhelligste, hvis Tempel blot kan krandses,
Men aldrig bygges i Fornuftens egen Plan.

Den store Korsvej midt i det Uendelige,
Hvorpaa hver Tankens Helt i Evighed staaer fast
Imellem Lysets Land og Mørkets skumle Rige,
Lig Mythens Herkules imellem Dyd og Last. -

Ifald jeg skylder meer Oplysning af min Gaade,
Jeg som en ærlig Spfinx, min Gjeld betale vil,
I Navnværdie forstaae, paa den antagne Maade,
Kun een Omstændighed jeg føje maae dertil:

Skjøndt i mit Jordegods jeg hænger Vinter, Sommer,
Og Sommer, Vinter, i min Jord begravet er,
Som andre Herremænd og Prakkere jeg kommer
Dog i Terminerne til Kjøbenhavn især.

Jeg efter Varsel først min Vexel honorerer
Paa Dansk i Junius til yderste Termin;
Men, vil man bie til December, saa klarerer
Jeg for mig inden Sigt og Varsel paa Latin.

Og nu til Afsked, Ven! nu, du har hævet Dækket,
Og fast dig bilder ind, min Isis at forstaae,
Hvis du min haarde Nød til Kjernen alt troer knækket,
Endnu et lille Korn af Skal at bide paa!

Jeg slog dig op min Bog: men lægger du den sammen,
Saa har du den Planet, hvorefter mange gaae,
Hver Krybers kyste Mund, den halve Verdens Gammen,
Den tydske Tunges Maal, og, hvad du sidder paa.

Fy! siger du maaskee? Hvis du forstaaer det Græske,
Saa sig det til dig selv; thi vel er, hvad du seer,
Mit Søndagsbogstav selv, min Hemmeligheds Æske,
Min Gaades Eet og Alt; men det er ogsaa meer:

Det er et omflydt Land paa Jorden og i Himlen,
Hvad over Jupiter de Gamle selv har sat,
Selv hidtil, af sit Slags, i hele Stjernevrimlen
Det eneste; mod det er alting lavt og plat.

Det gaaer i Østens Glands foran for Dagens Fader,
Og er det første selv i Digtergudens Navn,
Skjøndt det i Førstningen kun som det andet lader,
Og er det tredde blot, tilsidst, i Kjøbenhavn.

Det er, tilsammenlagt, det nære med det fjerne,
Hvad for og bag angaaer, fordeelt, som Odins Mjød,
Med Halvten i dens Rod og Halvten i dens Kjerne,
Det sande Middelpunkt i Gaadens ydre Nød.

Det er, naar du det ret vil fatte med dit Øre,
Den Lyd, som klang Ulys saa fælt paa Circes Øe,
Som end om vort Parnas sig dagligen lar høre,
Hvor i Staldbroderskab man kan lidt meer end giøe.

Det er — naar du kun vil betragte det lidt nøje -
Ej Skæven blot i mit, jeg her dig skjulet har,
Men Bjelken, kjære Ven, selv i dit eget Øje.
Du vundet har min Priis, hvis den du bliver vaer!

Listen to this poem:

Comments about Midten by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]