Jens Baggesen


Min Aftensang i Frankrig - Poem by Jens Baggesen

Hvo veed, hvor nær mig er min Ende?
Hvad jeg har skrevet, alt forgaaer!
Hvor let og snart kan altsaa hænde,
Jeg selv herfra at vandre faaer!
Hvo veed, om hvad i Dag jeg skrev,
Er ei mit allersidste Brev?

Jeg ligger her paa fremmed Leie,
Fiern fra mit Hiertes Opholdssted;
I Kiøbenhavn er brændt mit Eie -
Maaskee mit Navn og Minde med.
Hvad her jeg har er Himmerig,
Men uden Nydelse for mig.

Jeg har en huld og ædel Kone,
Forstandig, dydig, from og skiøn,
Værd at tilbedes paa en Throne,
Og værd at elskes huldt i Løn;
Hver Viv og Moder ufortalt,
Et Mønster for sit Køn i alt.

Jeg har en Søn, en venlig Engel,
Rask, vittig, munter, rund, og rød,
Livsalig — paa sin spæde Stængel
Er ingen Rose meere sød,
Hver Treaars-Engel ufortalt,
Et Mønster for et Barn i alt.

Men denne hulde Kone lider -
Og denne hulde Søn er spæd -
Og naar jeg mine Hænder vrider,
Bespændt af Angest og Fortræd,
Saa trøste begge mig paa fransk;
Og — jeg er i mit Hierte dansk.

Og naar min indre Harpe bæver
Af Veemods underfulde Lyst -
Og naar til Sang sig Smerten hæver
Paa Andagts Vinger i mit Bryst;
Gaae begge tause deres Vei,
Thi Englene forstaae mig ei.

Og naar mod Skiæbnens fiendske Pile
Min lille Jocus væbner mig
Med lunefulde skielmske Smile -
Naar jeg er selv en Engel lig;
Med Studsen begge paa mig see,
Og blive bange for at lee.

Saaledes ligger jeg paa Steene,
Skiøndt fængslet her af Rosenbaand -
Saaledes er jeg evig eene,
Skiøndt med en Engel ved hver Haand -
Og i mit Himmerig paa fransk
Er jeg ulykkelig som Dansk.

Jeg føler dybt, at mig blev givet
Et lille Tryller-Amulet -
Til ikke blot at taale Livet,
Men selv til at forskiønne det -
Jeg føler, at jeg ei blev fød
Til Glemsels Lod i Stilheds Skiød.

Og dog det blev min Lod at tabe
Paa Jorden hver en Støvets Skat -
Selv Evnen til i Sang at skabe
En kunstig Dag i Livets Nat -
Dog nei! trods Tidens Vold og Gru,
Den er ei ganske tabt endnu.

Thi skiøndt jeg Øiet sielden væder,
Skiøndt sielden jeg er glad i Hu,
I Sang jeg leer, i Sang jeg græder,
Som om jeg var et Barn endnu -
Uskyldighed! det skyldes dig;
Thi huld din Aand omsvæver mig -

Din Aand, mit Fødeland! som smiler,
Trods Fienders Vold og Venners Svig,
Omlynt af Skiæbnens Tordenkiler,
En venlig Fredens Engel lig,
Og trykker med Erindrings Lyst
Hver Haabets Spire til sit Bryst! -

Den Aand, der blid som Frelsens Moder,
Med Sværdet i den hvide Barm,
Sit Dans, og Nors, og Anguls Poder
Høit hæver i Marias Arm -
Den Aand, som hendes Ynde lig,
I Danmarks Sprog udtaler sig!

Selv syg jeg føler, at den rører
Usynlig Harpen i mit Bryst;
Den aner, fatter, seer og hører
Min skiulte Qval og skiulte Lyst;
Den skiænker Trøst, og Taal, og Mod -
Og giør min Afskedstime god.

Listen to this poem:

Comments about Min Aftensang i Frankrig by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]