Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Naturforskeren - Poem by Johannes Carsten Hauch

Med Andagt knæler jeg,
Hellige Natur! for Dit Altar.

Jeg sørger med Dig,
Naar Du snoer om
Sortklædte Hofter
Det syvfoldfarvede Belte,
Naar Dit blinkende Øie fyldes med Taarer.

Jeg glædes med Dig,
Naar Du vanker i Sommervinden,
Naar Du sødtaandende staaer
Over musbedækkede Tag,
Og ei foragter
At smykke det rundt med Vaarens Blomster.

Trofast maa Du være, Natur!
Thi ofte jeg lytted' i Skoven,
Naar med susende Vinger
Du slog dens mægtige Harpe.
Ofte ved Kilden,
Naar i de flydende Strænge
Med sagte Finger Du famled.

Da hørte jeg Din Stemme,
Hørte Dig stedse gientage
Din gamle Sang med uendelig Veemod.

Uendelig Dybde laae i de simple Toner,
Uendelig trofast maa være det Hjerte,
Der hænger saa fast ved det Gamle.

Trofast maa Du være, Natur!
Og derfor jeg lægger min Haand paa Dit Altar
Og sværger det høit:
Aldrig at lukke min Sjæl for Din Storhed,
Aldrig at hylde en fremmed Guddom,
Og glad at offre mit Liv
For et Blik af Dit dunkeltbeskuende Øie.

Ingen Ring vexled' Du med mig,
Ingen gylden Slange
Snoer sig om Fing'ren til Pant paa Din Troskab.
Kun en ringe Steen*)
Gav Du i min Haand,
Uanselig og graa,
Men jeg føler i den
Et dunkelt Slag af Dit mægtige Hjerte.

Listen to this poem:

Comments about Naturforskeren by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012

Poem Edited: Thursday, July 19, 2012


[Report Error]