Jens Baggesen


Noureddin til Aladdin - Poem by Jens Baggesen

Du har da fundet den, min Adam! den, jeg søgte
Med Alvors dybe Grublen, med
Utrættelig Arbeidsomhed,
Fra Sol gik op, til Sol gik ned,
Blandt Torne og Tidsler, i blodige Fied,
Med glødende Pande, med strømmende Sveed,
Mens Hindring og Fare min Stræben forøgte!
Du har da fundet den, jeg søgte,
Fra Sol gik ned, til Sol gik op,
I Afgrundens Skiød, og paa Klippernes Top,
Med frysende Hierne,
Ved Glimt af vor Nordpols bestandig urokkede Stierne,
Med iisnende Bryst,
Ved Smiil kun af Maanens veemodigen vexlende Lyst,
Allene, blandt Skygger, ufavnet, ukyst,
Hvor alt i Naturen var tyst -
Ja! Du har fundet den, jeg klarlig skued
I hver en Slum, i hver en vaagen Drøm,
Naar varm af Andagt, skiønheddrukken, øm
Af kiælen Elskov, henrykt, Siælen lued
I sin Begeistrings underfulde Strøm,
Skiøndt Død i hvert et Bølgeslag den trued -
Ja! Du har fundet den, jeg stirred paa
Bestandig, mellem alle Livets Dampe:
Den gamle, hellige, forunderlige Lampe,
Som i Naturen dybt nedgravet laae,
Og som jeg arme Trold, med bundne Hænder,
Ei kunde naae.

Med Fryd, min Adam! jeg Dit Fund erkiender.
Og skiøndt Du fandt, hvad Du har aldrig søgt,
Som Lykken eene findes kan, i Blinde;
Skiøndt Du, naar jeg har gravet, kun har spøgt;
Og skiøndt Du, som et Barn, end staaer derinde
Blandt Underjordens diamantne Træer,
Din Undergang endnu, som forhen nær,
Endnu fortryllet meer af Hulens falske Glimmer,
Med Himmellampen i din Haand,
End af dens ægte, fast umærkelige Skimmer,
End ei, som jeg, erkiendende dens Aand;
Skiøndt, hildet end af Barnets Ledebaand,
Blandt Middelaldrens Hvelvinger og Buer,
Du famler efter Liv i Sølvets Mund,
Ambrosia i æbledannet Guld,
Og Nektar i saphirne Druer;
Skiøndt Du er end det Brogede for huld;
Skiøndt Du har fyldet alle Dine Lommer
Med Schlegelpærer og med Tieckske Blommer,
Og propper Buxefikken alt for fuld
Af Göthes underjordiske Granater,
Imens Din skiønne runde Hattepuld
Fiirkantes af et Calderonsk Theater —
Skiøndt Lampen Du med Haan har puttet i
Belæsselsen af alt det andet Skramlerie -
Skiøndt, havde Du betænkt Dig meget længe,
Du maaskee ganske havde ladt den hænge -
Saa dog — Du har den eengang — og dens Aand
Er Din, min Adam! og Din Ven, som ledte
Forgiæves efter den, og, mens Du spøgte, svedte,
Med Vellyst rækker Dig sin Haand.

Aladdin Adam Øhlenschläger!
Noureddin Baggesen, ukiendt med Svig,
Uegennyttig, umisundelig,
Froe, hos sin Ven at see den Skat, han ønskte sig,
Opkalder Dig:
Aladdin Adam Øhlenschläger!
Ved Lampen! ved Naturens Tryllebaand!
Ved Lampen! ved den aldrig seete Haand!
Ved Lampen! ved den Piil, som saarer og som læger!
Ved Lampen! og ved Lampens Aanders Aand!
Stig op af Hulen under Jorden!
Hør Luftens rene Storm og Himlens høie Torden!
Slæng bort de gamle Ledebaand;
Kast bort de tydske Snurrepiberier!
Behold kun Lampen i den ene Haand,
Og ræk Din Ven den anden! — Stormen tier,
Og Tordenen forstummer — Soles Sang
Opkalder Dig, i alle Stierners Klang,
Til Lampens Aanders høie Harmonier!
Stig op! stig op!
Høit! høiere! til Bierget! til dets Top!
Der sæt Dig, Lykkelige! ved min Side!
Og jeg, som ikke Lampen har, men veed
Om Lampens Brug, og Lampens Aand, Beskeed,
Vil lære Dig, dens Kobberrust at gnide!" -

Saa raabte Dig min hele Siæl,
Saa tonte Dig mit fulde Hierte,
Sophias Broder! da jeg (skiøndt en fæl
Og skummel Tvivl endnu mit Bryst fortærte)
Din dybe Gang, med tydske Rangler paa,
I Morgenlands Vidunder-Huuler saae,
Og skimted Dig i Eddas Mørke spøge
Blandt Norges Graner, og blandt Herthas Bøge;
Og, følgende med stadigt Blik Dit Fied,
Dig øined nær det underfulde Sted,
Hvor Lampen, jeg har søgt, laae gravet ned.
Hvor fulgte jeg Dig paa de vilde Gange,
(Fra første Gang, jeg saa Dig, var jeg Din;
Og hver Triumf, Du nød, som Digter, min!)
Nu fuld af Haab, nu tvivlende, nu bange!
Hvor zittred jeg, mens Dine mange lange
I Alskens Toner stemte vilde Sange
Mig døvede, ved næsten hvert Dit Skridt -
Til endelig jeg saae Dig, midt i Dampen,
Imellem Gøglelys Dig nærme Lampen!
„O!" raabte jeg — og græd — og slængte hen
Min, ak! af ingen Aand adlydte Pen -
„Nu griber han — nu har — nu har han den -
Nu har han Lampen! Allah være lovet!
Vel har jeg trællet, medens han har sovet;
Men ligemeget! hans Letsindighed
Er mere værd i Lampens Konges Øie,
End al min Tanke, Sindighed, og Møie:
Jeg vil mig over hans Triumf fornøie!
Mig venter andensteds en anden Salighed." -

Du hørte dybt i Hulen ei mit Raab -
Du gik belæsset med de tunge Steene
Din Gang i tusind og een Nat allene;
Dog steg nu alt med hvert Dit Trin mit Haab,
Alt som Du hæved Dig, og — Under over Under! -
Ei meer en rød og hvid, glathaget Dreng,
Der efter alle Frugter greb i Fleng;
Men alt en Mand med Skiæg, jeg saae Dig, i Vaulunder,
Ved Hielp af gamle Mimers egen Stav
At velte Steenen fra Din mørke Grav
Med vældig Kraft. Ei fandt jeg længer nødig,
At hielpe Dig; min Arm var overflødig:
Knap var Du med den hele Krop
Af Hulens Aabning kommet op,
Saa skued jeg Dig, henrykt, selv at gnide
Din underfulde Lampes rette Side,
Og høi og herlig stod Du, med et Hop,
Som Hakon Jarl paa Fieldets Top.

Vær hilset her, hvis ei mit Øie svigter,
Hvis Du bevarer Dig for Fald,
Vær hilset af den ældre Broder-Skiald,
Med høie Bifaldshymners Jubelskrald,
Som Danmarks Melpomenes største Digter!

Forlad, min Adam! at et Øieblik
Jeg tvivled om Din Seier, trods den Styrke,
Du, fremfor tusind andre fik,
Til Aandernes Natur i Shäkespear's Spor at dyrke;
Fordi jeg længe fandt Dig ei
Paa den af Grækenland og Evigheden
Erkiendte Kunstens rette Vei!
Jeg Dig tilgiver, stolt beskeden,
Engang at have ærgret Dig
Derover, at Du nogensinde mig
Har kunnet holde for endog en lille Digter.
Jeg kunde svare Dig: saa langt vi troe,
At kunne øine begge to,
Os begge to maaskee vort Øie svigter;
Men dette svarer jeg Dig ei -
Ved hvad jeg grunded paa, ved alt, hvorpaa Du grunder!
Ved Emma! ved Aladdin og Vaulunder!
Ved Hakon! og ved Parthenäis! nei!
Vi to, hvis og erkiendt af ingen anden,
Erkiende, skatte, føle dybt hinanden:
Dit Øie straaler Castors Ild i mit;
Mit Blik henlyner Pollux Glands i Dit.
Er Dit og mere vildt, mit mere blidt at skue,
Saa tindre begge dog af Himlens rene Lue!
Naar hver sin Yndlingslæser drømmer sig,
Den eene, som opveier Millioner,
Og Guden i vor Bryst, som over Mængden throner,
Med Sangens Jødepublikum forsoner,
Jeg tænker Dig, og Du erindrer mig;
Og Rosen i den Krands, os Danmarks Døttre binde,
Os begge rækkes af den samme Læserinde.

Modtag, med dette Broderkys, min Haand!
Og glem de blinde Puf vi gav hinanden,
Miskiendende hinandens Aand,
Et Øieblik forledt af Fanden,
Der, dum og nedrig, gierne sætter Splid,
Saasnart han seer sit Ram, imellem Vid og Vid,
Og fører selv Guds egen Søn paa Randen
Af Stoltheds og Forfængeligheds Dyb,
Selv Himlens Herre hviskende sit: „Kryb."

Trods ham, og alle hans, vi elske vil hinanden,
Som Castor, og som Pollux elskte sig,
Jeg, vexelviis, i Himmelen med Dig,
Du vexelviis i Helvede med mig,
Jeg glad med Ynglingen, Du froe med Manden;
Og Lygtemændene, som under vore Fied
Opklavre, sparkende hinanden ned,
See, høit paa Toppen, studsende derved,
Aladdins og Noureddins Fred,
Og gaae ved dette Særsyn fra Forstanden!

Hvor dybt, min Adam! føler jeg Dit Savn
Her i mit Haabs og min Erindrings Havn!
Snart iler jeg til Dig, og til en elsket Mage
Fra Hiemmet, og dets beste Blomst, tilbage,
Til Aanders Helvede, til hint Paris,
Som Hun og Du, trods al dets tomme Huulhed,
Og al dets ydre Skals forgyldte Fuulhed,
Mig ville danne til et Paradiis.
Der skal Du af min glade Læbe høre,
Hvad i et Brev jeg ei kan heelt udføre -
Der skal jeg, i Din Favn, fortælle Dig,
Hvad Salighed, jeg troer der venter mig,
Naar jeg har kæmpet alle mine Kampe!
Dig vinker i Din Lampes Aanders Dands
Paa Fieldets Tinding Evighedens Krands;
Jeg vandrer end, skiøndt ei blandt Dalens Dampe,
Forsigtig, varsomdristig, uden Lampe;
Min Gang mod Banens store Maal er seen;
Men stadig, lige, tryg, paa begge Been.
Dog hvad jeg finder, efter mange Kampe,
(Ifald jeg ellers finder een)
Det bliver neppe den forunderlige Lampe,
Men ventelig Vaulunders Steen.

Listen to this poem:

Comments about Noureddin til Aladdin by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



Famous Poems

  1. Phenomenal Woman
    Maya Angelou
  2. Still I Rise
    Maya Angelou
  3. The Road Not Taken
    Robert Frost
  4. If You Forget Me
    Pablo Neruda
  5. Dreams
    Langston Hughes
  6. Annabel Lee
    Edgar Allan Poe
  7. Caged Bird
    Maya Angelou
  8. If
    Rudyard Kipling
  9. Stopping By Woods On A Snowy Evening
    Robert Frost
  10. Do Not Stand At My Grave And Weep
    Mary Elizabeth Frye
[Report Error]