Jens Baggesen


Palmines Bortgang [Her svandt hun, Rosen falmer, Løvet bæver] - Poem by Jens Baggesen

Her svandt hun, Rosen falmer, Løvet bæver,
Violen visner langt fra hendes Fod;
Men meer end Rosers og Violers Duft omsvæver
End Stedet, hvor hun stod.

Hun svandt — og Solens sidste Straaler tabtes
I Mulm; den hele Himmelegn blev mørk;
Og Jordens lyse Paradis omskabtes
Til Dødens tause Ørk.

Hun svandt — og Zefir tav, og Philomele,
Selv Bækken tav, som lagt i nye Baand.
Alt sukked dybe Suk, som om den hele
Natur opgav sin Aand.

Hun svandt — og Lundens Glæder svandt med hende;
Med hendes Smil forsvandt min hele Lyst.
Erindring! ene du kan atter tænde
Dens Fakkel i mit Bryst.

O fyld min Siel med Mindet af den Rene,
Du Duft, som hun i Flugten efterlod!
Et Rosenkys oplive min Camene
I Spor af hendes Fod!

Jeg knæle vil andægtig, og beaande
Med fyrig Læbe hvert et segnet Straae,
Som — (o det segned i vellystig Vaande)!
Den Engel traadte paa.

Til mattet af mit ømme Hiertes Stræben,
Løst, i det sidste Kys, af Livets Baand,
Jeg, med min Elsktes qvalte Navn paa Læben,
Opgiver sødt min Aand.

Listen to this poem:

Comments about Palmines Bortgang [Her svandt hun, Rosen falmer, Løvet bæver] by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]