Jens Baggesen


Parnas-Revolutionen - Poem by Jens Baggesen

For nogen Tid det Rygte gik,
At Amor, denne Gud, der var saa rask, som liden,
Og syntes skabt til ret at trodse Tiden,
Sit Banesaar af egne Pile fik.
Fornemmelig af Nag, fordi han saae
Meer end sin Moder i vort Daniens Lovise,
Og derved nødtes til, den Skiæbne sig at spaae,
At Alle Nordens Cypris vilde prise,
Og at han længer selv ei vilde kaldes skiøn,
Naar Jorden engang saae Lovises Søn.
Med Vished veed man, at hans glimrende Frue Moder
Fordunklet, ikke meer opholdt sig her;
Men flygtede til andre Kloder,
Hvor ingen Rivalinder er.
At Jupiter alt for saa længe siden
Er sovet hen,
At han er færdig at staae op igien,
Det strækker sig endog til Bürgers Viden,
(Som dog skal være meget liden!)
Saturn er, som man seer, indsluttet i en Ring,
Og giør ei heller mange store Spring -
At Mars det ei vil giøre længe,
Det lærer Galliens Revolution,
Og Mangelen paa Subordination,
Og Keiser Leopolds Resignation,
Og Overgangen fra den Spanske Vagt-Cordon.
Merkur i nogen Tid paa Nippet er at hænge;
Som Rapse-Gud (det var han noget nær)
Han er ei heller meget bedre værd.
Om Juno siger man, at, siden salig Manden
Er død, og Ludvig gjorde det Spilop,
At sige til sin Krones Tilbud: Top!
Hun reent skal være gaaet fra Forstanden.
Minerva hos Herr Pram, min gode Ven,
I Dannemark gaaer stærkt igien. -
Diane — Hecate — Proserpina, med flere,
Skal siden Kants Kritik og Reinholds Theorie,
Af Angst for denne nye Philosophie,
Reent være færdig at krepere. -
Saa gik — og gaaer det efterhaanden flere.
Cybelemoder, Enkedronningen,
Gaaer og derhen -
Og kort: med hele Gudfamilien
Det er, som med saa meget mere,
Kun Knald og Fald,
Og snart, som med et Lys, det ude være skal.
Med Gratierne (som jeg saa sandt at sige,
Blandt alle disse fandt de mest guddommelige!)
Jeg ikke veed, hvor det staar til saa lige -
At nu omstunder de er fleer end tre,
Det her imidlertid en Blind kan see;
Men om det netop de selvsamme ere,
Som dandsed om Gudinden i Cythere,
Der kunde tvistes meget om -
Jeg troer, at med vor nye Venus flere,
Og endnu skiønnere til Norden kom,
End nogentid blev seet i Grækenland og Rom.

Men nok af Tidender om Dødsfald og deslige
I Gudernes det gamle Rige!
Vi alle skulle gaae den samme Vei;
Imidlertid dog — alle gik den ei.
Tre Gange tre pieriske Gudinder,
(Tre Gange tre giør ni)
Man endnu her og der i Poesie,
Og som jeg seer med nifold Tryllerie,
I Gravensteens Olympus finder.

O Held mig! at engang mit Øie saae,
Hvad i begeistret Andagts Øieblikke,
Jeg ubønhørt saa ofte kaldte paa -
Og — samlet i det mindste — skued ikke!
O Drøm! o Lyst! — men er Du blot en Drøm,
Saa lad mig evig, evig, evig drømme!
Og lad min Aand i sin Beundrings Strøm,
Fra Sol til Sol i denne Himmel svømme!

Al Verden veed ei blot, at Muserne er ni:
Men at og deres Stats Gynokratie,
Formedelst Kong Apoll (en ellers artig Herre;
Men noget herskesyg, som Konger flest, desværre!)
Udarted tidlig alt til Despotie -
Der var, for Resten, intet ondt deri;
Thi denne Fyrste var, som Alle sige,
Sin Stierne lig, der Fattige, som Rige
Bestraaler alle lige;
Og naar Monarken ligner Solen — man
Kan leve meget godt i et despotisk Land.
Men Skade! det er netop ikke ganske
Tilfældet overalt! Naar man seer til lidt grant,
Er alle Souverainer ikke danske;
Der gives en Hob franske deriblandt. -

Men atter til Gudinderne tilbage!
Hans lyse Majestet, saa dødfri, som han lod,
Dog maatte drikke med af Lethes Flod -
Med ham forsvandt Parnassets gyldne Dage;
Hans Eftermand var ikke nær saa god.

Jeg veed ret godt, at mange ny Poeter
Forsikre vidt og bredt, at han er til endnu -
Ja gid det var saa vel! saa stod jeg ikke nu
Imellem Muserne som en fortabt Trompeter,
Nei! skiøndt i Evalds, Prams og Thaarups Vers,
Fornemmelig i alle Musers Breve,
I Fader Wielands attiskfine Skierts,
Og Schillers Alvor end han synes leve;
Død er han — det er vist! saa vel som Jupiter,
Og al den anden Gudehær,
Og fiorten Eftermænd, som efter ham de hulde
Gudinder efterhaanden Zeptret gav,
En efter anden lød Naturens Krav,
Og ligge roelig under Mulde.
Hvad Misforstand heri har voldet overalt,
Er, at de alle blev Apollo kaldt,
Endskiøndt iblandt dem alle femten vare,
(Saa lidt som i den lange Ludvigskare)
Knap tre, som Navnet med lidt Føie bare.

Guddommelige Muser! mig i Dag,
Jeg veed ei selv hvordan, blev undt den Ære,
Iblandt Apollerne den sextende at være -
En Hæder, som jeg føler mig for svag
I læng're Tid, end Halvten af en Dag,
At bære.
Dog, for mig den ei reent uværdig at betee,
Nedlægger jeg, i følgende Idee,
For Eders Fødder, yndige Gudinder!
Den Krone, jeg, som fleer, i Drømme fik;
Mit Hierte meer, end al dens Tryllen, finder
I Eders Øines milde Himmelblik!

Ifølge Vælden, mig blev skienkt i denne Gave,
Erklærer jeg, at fra den Dag i Dag
Regieringen skal være deres Sag,
Som Kald og Evne til Regiering have;
At ingen Phoebus meer skal lemmes i
Det enehellige Gynokratie;
At selv hans Navn af al vor Fremtids Poesie
Forvises skal. Mit Held, guddommelige Ni!
For Resten eene skal bestaa deri,
Til evig Tid at være Musers Slave.

O dette Held jeg skatter meer,
End vidste jeg det alt, hvad første Phoebus vidste,
Og sang som Milton, Klopstock, og Homer.

At ellers jeg, Apoll den sextende, den sidste,
Den ringeste — nedlægger Zeptret her
For ni Gudinder — intet Under er;
Men — hvis Apoll, den første, store, viise,
Den eneste, som Zeptret værdig bar,
Blandt Muserne blot havde seet Lovise,
Han sikkert selv Regent kun een Dag bleven var!
Han ikke Jorden blot med alle Herligheder,
Men Solen havde lagt for hendes Fod,
Og nøiet med en evig Pages Lod -
Ei meer tilbedet; men Tilbeder
I hendes Velbehags, i hendes Bifalds Smil,
Gienfundet meer end alle Soles Ild,
Og meer end alle Pindi Saligheder!

Listen to this poem:

Comments about Parnas-Revolutionen by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]