Adam Oehlenschläger


Peblingesøen - Poem by Adam Oehlenschläger

Jeg gik mig ud over Byens Bro,
En tidlig Aftengang;
Stormvinden sig havde lagt til Ro,
Men Dagen var end ei lang;
Snart Solen skulde til Hvile gaae,
Snart Glandsen var forbi,
Jeg iled ud i min Kappe blaa
Til Kiærlighedens Sti.

Den er ei meer, som i Sommer, grøn.
Ei Løvet i Træet staaer;
Men, som Naturen, Menneskets Søn
Faaer ogsaa hvide Haar.
Erindringen er dog frisk endnu;
Afsted kun! Uforsagt.
Men Aften! ei hvor skiøn est du
I nøgne Vinterdragt.

En Aftenrøde saa skiær at see,
Som i en Sommerqveld;
De lange Straaler i Skyen lee,
Op Skyen taarner Field;
Nu grønne Farve, nu lyseguul,
Og nu violne Brand;
Og Solen vender sit Purpurhjul
Mod Jordens sorte Rand.

Og Møllen rører Vingen let,
Og Broen stander saa skraa.
Som i et Billed — Marionet,
Med trillende Vogne paa.
Og unge Møer i Zobel og Maar,
Og Mænd og Qvinder til.
Men hvi mon alle til Søen gaaer?
Ha hvilket Skuespil!

Paa Dammens Flade glindser en Blok
Af Iis, og den giør tryg.
Der sværmer en lystig Drengeflok,
Som Aftenrødens Myg.
Og Ynglinger med, — som Fuglen fast,
Snart nær, snart atter fiern; —
Og vove saa mangt et kunstigt Kast,
Paa snelle Skøite-Jern.

Laan, gamle Maler af Nederland!
Din Pensel mig et Blund;
At jeg med Farver male kan
Den yndige Vinterstund.
Hvi skal den svinde saa snelt og brat?
Den qvæger alt for smukt!
Lær mig, fra Evighedens Nat,
At gienne Tidens Flugt!

Jeg gik den lystige Sværm forbi
Ad Frederiksberg, til Giest,
Og kom igien paa Kiærlighedsti
Ved fulde Maanes Fest.
Det var en stille Midienat,
Men klar var Nattens Vei;
Den lange Sti var nu forladt,
Men Søen var det ei.

En Skare sværmed atter der;
Men langsomt glede de Smaae,
I Maanens blege Dødningskiær —
Og med Ligskiorter paa.
Den falske Skorpe med dem brast;
De sank, men dukkede frem.
Iistapper hang i Haarene fast,
Og Vandet qvalte dem.

St. Jørgen nærmed sig sin Sø;
Og Dragen, han fordum vog,
Saae jeg, som Sky, i Luften døe,
En lang og spraglet Snog.
'Jeg redded' fordum Byens Møer
Fra Dragen' var hans Ord;
'Men den i disse ferske Søer,
Den er for lumsk og stor.'

'Hver Vinter kræver den sin Fangst.
Hin Drengeflok, der gaaer,
Den drukned her, med Skræk og Angst;
Sit Bytte fik hvert Aar.
Og Frueklokker, Petri med,
Som over Volden see,
Klang for dem, paa det samme Sted,
Hen over Gravens Snee.'

St. Jørgen svandt, — og Skaren svandt,
Og alting var forbi,
Og jeg mig atter ene fandt,
Paa Kiærlighedens Sti.
Da lød en Røst: 'Thor ynder vel
Hver Yngling varm og kiæk;
Men den nedsynke maa til Hel,
Som trodser kold og fræk.'

Men mildere lød en Alferøst;
'Uskyldig, skiøndt ei klog,
Bortlokket fra sin Moders Bryst
Blev mangen herlig Pog.'
Da skued jeg mod Himlens Blaa,
For Haabet svandt min Frygt;
Og jeg en Engleskare saae,
Som var med Stierner smykt.

Listen to this poem:

Comments about Peblingesøen by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]