Jens Baggesen


Remmen af Huden - Poem by Jens Baggesen

Du melder mig, angaaende de Klæder,
Jeg i de Værelser, hvor jeg i Vinter laae,
Lod i Forvaring og, som saa,
Til Foraarsstads og Sommerhæder
Her, ved min Gienkomst, giorde Regning paa,
Men ikke meere fandt, trods hele Husets Leden –
Og altsaa troede stiaalne bort – skiøndt Smeden
Os giorde klart, som to og tre giør fem,
At ingen havde kunnet tage dem,
Med mindre det var skeet med Fandens Kunster,
Som, hvor det gielder om at liste ud
Af uoplukket Giemme mindste Klud,
Mit eget Skiønne finder lutter Dunster –
Du melder mig, at hint Mirakel nu
(Der alle dine Folk har voldt saa megen Gru)
Som næsten alle nye Mirakler,
Naar de belyses af Koldsindighedens Fakler,
Har intet andet underligt
End det, at have kunnet synes sligt –
I det din Tiener, efter megen Føiten
Om Klæderne, der dog var eengang fløiten,
Dem endelig har fundet i en Vraa,
Som mindst af alle nogen tænkte paa:
Hos nemlig Skrædderen, der havde syet dem –
Og hvem jeg selv, engang jeg sad og syede paa
Den Munkekappe himmelblaa,
Hvori jeg vil til Efterverdnen gaae,
Forsigtigviis tilbage havde flyet dem,
Men som (hvad hendes let, skiøndt det er slemt,
Naar Skrædderen for Evigheden
Sig giêr i Kast med Broderen herneden)
Var neppe giort – før det var glemt.
En Mand som dig, hvis Blod er altid roligt –
Hvis Sands er aldrig fiern, hvis Sindighed
Om, hvad du selv har giort, bestandig veed
En Slags Beskeed,
Maa saadant forekomme fast utroligt.
Og dog, min Lautrup, Tak den Broderpart,
Du tidlig fik i mange sære Stykker
Af mine Lykker og Ulykker,
Du kiender jo den Hoved-Art,
Der, skiøndt den Nøglerne forvarer
Til alt, hvori sig Hoved aabenbarer,
Er selv i Hovdet ikke vel forvart!
Du har vist tidt, ved Agten paa min Giemmen
Af denne Verdens Stads, bemærket Remmen –
Men da du let, ihvor det gaaer,
I Fierdeparten af et hundred Aar
Hvori vor Bo var skilt, har kunnet glemm' 'en,
Vil her paa ny jeg kortelig
Lidt meer om samme Rem fortælle dig.

Dengang vor Herre, nemlig til det Gilde,
Han hele Verden giøre vilde,
En Oxe slagtede, saa stor
Omtrent som vores hele Jord,
Blev alle Stænder inviteerte
Til Taffelet om Livets Eeg,
Hvor de blev rigelig trakteerte
Med høistbemeldte Oxesteeg –
Poeten kun, der ogsaa var indbuden,
Kom lidt for silde, da han ei,
Som andre, gik den næste Vei
Til Bordet, hvor serveertes Studen,
Men løb, med sin Gudfrygtighed,
I al Naturen op og ned,
Betragtende dens Herlighed
Saavel for inden som for uden –
Adspørgende, ved hvert et Led,
Ved hver en Bom, ved hvert et Bedested,
Guds Rige først og hans Retfærdighed,
Isteden for at slaae paa Snuden
Alt hvad der standsede hans Fied –
Som ventelig de andre giorde
Der i det mindste, hvor de torde.
Han kom for silde, siger jeg,
Og mens de andre rundt om Livets Eeg
Fortærte deres Oxe-Steeg,
Den Stakkel maatte staae foruden,
Og fik til Nød en lille Rem af Huden
I denne Leeg.

At Chaos her med Oxen jeg betegner,
Jeg haaber, dig vil ikke synes søgt:
Naar alt, hvad fornemt er af Stof, du medberegner,
I Lignelsen du finde vil lidt Kløgt –
Endskiøndt maaskee du heller vilde,
Jeg kaldte dette Giæstebud,
Da Lys og Orden sprang af Chaos ud:
Tilværelsens Skilpaddegilde –
Jeg ei tør sige dig imod –
Den Lignelse mig selv og synes nok saa god;
Men, hvorom alting er, Skiønaanden kom for silde
Til denne Fest for Kiød og Blod –
Man ikke mindste Bid ham lod,
Det være sig nu af Skilpadden eller Studen.

See, kiære Lautrup! det er Knuden!
Fra den Tid af er hver Poet
Udsat for i hvert Spil i Livet,
Naar Lykkens Giæstebud blir givet,
At blive, hvad man kalder Beet –
Og ikke nok med det alleene,
Men ved enhver deslige Scene
(Som i hvad nylig mig er skeet)
At blive selv for alle Dyder,
Som Evangeliummet byder,
Og for sin Viisdom selv, beleet:
Vi Digtre har en lille Rem af Huden,
Mens andre spise Steeg af Studen.
Men Spørsmaal, om i denne Byld
Vor Herre selv har ei lidt Skyld?
Og om han ikke burde vide,
Nar han giør Skabningsgiæstebud,
At Digtren til den stegte Stud
Kan aldrig komme ret i Tide?
I Faldet, som har fundet Sted
Med mine Klæer, som, trods min Skraalen
Og al din Venden op og ned
Paa Huus og Gaard, jeg selv har stiaalen –
(Et Under af Forsigtighed,
Som jeg endnu maa studse ved
Og ei begribe kan, desværre)
Er du, min gode Ven, vor Herre!
Du havde, som det sømmer sig
En sund Alvidenhed i Prose,
Da der kom Ugler i min Mose,
Strax burdet lade stevne mig,
Som Digter – og, for ei at lyve,
(Særdeles i et Tyverie,
Som der var et Mirakel i)
Som den sandsynligste blandt Tyve!
Fornemmende mit Skraal og Skrig,
Da jeg var Klæderne foruden,
Du havde burdet sige dig:
'Han selv har vist bestiaalet sig!
'Den Stakkel kom for seent til Studen,
'Og har den gamle Rem af Huden.'

Jeg haaber, du herefter vil,
Naar stiæles, hvad mig hører til,
Isteden for at lede længe
I dine Værelser og Senge,
Mig selv i den bemeldte Rem,
Der buxebinder mine fem,
Paa Øieblikket lade hænge.
Og troe mig! selv med Struben klemt
Af samme Remmen nok saa slemt,
Forlængt i Hals og lang om Næse –
Klyngt op af dig i egen Port –
Mit sidste Suk dig end skal hvæse
Den Lovsang, som du her kan læse:
'Hvad Lautrup giør, er rigtig giort!'

Tag midlertid (næst Tørreveiret,
Som Phøbus, efter meget Jask,
Mig til din Kones store Vask
Og til din Høehøst har beskiæret)
Til Takke med min Afbigtsang,
Indtil jeg synder næste Gang.

Listen to this poem:

Comments about Remmen af Huden by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]