Jens Baggesen


Sandsigelse - Poem by Jens Baggesen

Bog! du skyder dig op af min Lomme, hvori du kun Haandskrift
Ligger endnu, hvergang jeg over Børsen spadserer,
Skottende, târ jeg ei Feil, med Begiær til Profts og til Mummes
Lokkende Lader! Dig lyster med Guld paa Snittet, og Ryggen
Stemplet, i Marmor, om ei Saffian, at prange blandt hine
Prægtige Bind; og om mueligt engang at glimre paa Brummers
End fornemmere Ladereol, ved Siden af Evald,
Holberg, Wessel, Tullin, i Midten af engelske, franske,
Tydske, hesperiske Bog-Matadorer, i Selskab med Flakkus,
Naso, Virgil, og Hans Sangmajestæt, den gamle Homeros.
Mærker jeg dog, at den Tid er forbi, da undseelig du skiød dig
Dybere ned i min Lomme, hver Gang jeg i Byen dig medtog,
Nødig forladende Pulten, hvori for Verden du skiult laae!
Laas og Lukke du lider ei meer, og lønlige Giemmer;
Friehed sukker du efter, og Luft, og Verden, og Selskab,
Uopdraget dertil. Velan! flyv hen, hvor dig lyster!
Men, eengang sluppen ud, du vender ei mere (det mærk dig!)
Hid til den rolige Pult, du forlod. „Hvad vilde jeg arme
Taabelige Tøs mellem fremmede Folk?" udstønner for sildig
Da din Fortrydelses Suk, naar eet og andet dig modgaaer,
Naar snart hin, snart denne fornærmer dig. Ingen vil ynke
Jammeren, selv du har styrtet dig i. Det kunde du forud
Vide, min Glut, at din Elsker engang, af din Kiærlighed mættet,
Gabende slængte dig hen i en Krog. — Hvis ikke min Vrede
Maler mig Tingen en smule for sort, min Datter, saa troer jeg,
Klarlig at skue, hvordan det vil gaae, som om det var hendt alt.
Medens endnu du er ung, og end har Duften af Nyhed,
Vil du behage den glimrende Kreds; men naar eengang af Pøblens
Smudsige Hænder forkrøllt og besmurt, du den finere Verden
Bliver til Ækkel, vil, hyllet med Støv, og glemt i en Afkrog,
Møl dig fortære; hvis ei, for slig Fornedring at undgaae,
Snart i en Skippers betiærte Cahyt du flygter til Iisland,
Eller med andre Forbryd're, forviist, hensendes til Munkholm.
Vent ei, taablige Tøs, at jeg, din Fader, i saa Fald,
Høitbedrøvet, begræder dit Tab! Lee vil jeg, saa høit som
Bonden, der jog mod en Pynt sin uregierlige Hoppe,
Raabende: „Bræk dig da Halsen! forgaae, hvad trodsig forgaae vil!"
Eet endnu kan du vente dig vist, at fiern, i en Landsbye,
Eller høit i en faldende Stad, som Korsøer eller Nestved,
Een eller anden forfalden Student, der selv gaaer i Barndom,
Slænger dig Barnet i Hov'det, hvergang Syntaxen forplumres.
Skulde det hænde, mens end Nysgierrighed gier dig lidt Tilløb;
At man spurgte dig efter din Byrd; saa sig: at din Fader,
Søn af en fattig, men redelig Mand, stak Fiærene tidlig
Udenfor Reden, og søgte ved Flid at bøde paa Manglen
Af høi Fødsel og Arv. Føi til: at Dannemarks Ædle
Langtid yndede ham; at hans Held for Resten i Verden
Ellers var temmelig tyndt, hans Helbred svagt, og hans Haar graat
Længe før Tiden, hans Hud lidt kuldskiær (hvorfor han altid
Stræbte mod Syden) hans Hoved maaskee lidt hidsigt, men Hiertet
Godt og forsonligt. Hvis nogen gad vidst min Alder, da sig dem:
At jeg fyldte det fierd' Aartiende, fiern i Paris, da
Malling og Moldenhawer blev, under Hertugen Fredrik,
Med-Raadmænd i Musernes nye Regiering i Danmark.

Listen to this poem:

Comments about Sandsigelse by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



Famous Poems

  1. Phenomenal Woman
    Maya Angelou
  2. Still I Rise
    Maya Angelou
  3. The Road Not Taken
    Robert Frost
  4. If You Forget Me
    Pablo Neruda
  5. Dreams
    Langston Hughes
  6. Annabel Lee
    Edgar Allan Poe
  7. Caged Bird
    Maya Angelou
  8. If
    Rudyard Kipling
  9. Stopping By Woods On A Snowy Evening
    Robert Frost
  10. Do Not Stand At My Grave And Weep
    Mary Elizabeth Frye
[Report Error]