Jens Baggesen


Sjette Sang - Poem by Jens Baggesen

Tre stive Timer nød min Helt med Sjæl og Krop
Den hele Fryd, han pilled af den Tanke:
Nu skal til evig Tid dig ingen Birte banke,
Og ingen Djævel nøde at staa op.
Paa dette søde Haab, fuldkommen lykkelig,
Hans sejerstolte Sjæl sig op til Himlen hæver -
Han glemmer Kudskens Pidsk, og Konens Næver,
Og føler ej, hvor mør hans Ryg end er,
Det mindste Spor af disses Haandgevær.
Han tror sig ganske død i Gravens Seng at ligge
Saa godt, som ligges kan — og mer han ønsked ikke.
Skjønt alle Sandser sammenklynge sig,
Og hviske til ham: du bedrager dig!
Saa tror han, hvad han tror; desuden Ordsprog sige,
At Sandser ere hel bedragelige.

Men hvad er Støvets Fryd og jordisk Salighed
I al sin Glands? Din hele Herlighed,
Hvor varig du den tror, min lykkelige Mand!
Er lig den Verden af Krystal, hvis Væsen
Udspringer af chaotisk Sæbe-Vand
Fra Pibehovedet ved Purkens Blæsen.
Selv, naar du favner os i al din Tryllekraft,
Hvad er dit blinde Kys, vildtflyvende Gudinde?
Saa ubestandig som September Maaneds Vinde,
Saa kort som den Moral: Min Læser, stjæl ej Taft! -
Jeg for din hele Gunst dig ikke gir en Daler,
Med mindre du igjen mig høflig to betaler -
Du borger Solens Lys; men Sæbe-Solen lig
Du svinder bort, mens man betragter dig!
Et Øjeblik, og al din Flitterglands forgaar,
Og er hvad Qvæders Vers er om en halv Snes Aar.

Man mærker her, at jeg og Lykken ej er Venner,
Endskjønt jeg virkelig ej ret Personen kender -
Den sande Grund dertil er Patriotiskhed:
Jeg aldrig komme kan, kort sagt, tilrette med
Et Væsen, hvem, og hvor det ogsaa var,
Som daglig holder brave Folk for Nar;
Og hvem i Verden gjør det mer end Lykken?
Desvær'! Exempler nok man herpaa har.
Enhver for Resten efter eget Tykken
Kan tro den, tro den ej — kun dette ved jeg vist,
At jeg bestandig bliver dens Atheist.
Jeg dog for Spøg engang den ogsaa roste:
Paa Bordet for min Ros, den næste Dag derpaa,
En ukvitteret Skrædderregning laa -
Og siden den Tid — stop!

En umanerlig Hoste
Var for min Helt, hvad Regningen var mig:
En Vækker af den Fryd, hvori han drømte sig.
Kan man i andet Liv og hoste? Det var Knuden! -
Ulykkelige Tvivl! „Hvem ved, om her sit Spil
„En Djævel atter har, at, naar jeg ser mig til,
„Er Død til evig Tid mig maaske rent forbuden?"
Saa stønner hostende min Mand -
I denne grumme Tvivl hans Sjæl sig hængte:
At der kan hostes i de Dødes Land,
Han ej i Hjerne bringe kan,
Skjønt der var Rum deri for Resten til en Mængde.
Og rigtignok er Tingen problematisk -
Man ved nok om en Fyr, som, nylig død,
(Historien er ganske sand)
Ej hosted blot saa højt, som hostes kan,
Men det som værre var, sin Næse snød -
Dog denne samme Fyr, han døde paa dramatisk,
Og sligt var ej, desværre! Faldet her;
Vor Jeppes Tvivl derfor vel havde qvælt enhver.

Ulykken aldrig er kun en, men to.
Den Ting, at Birte mulig kunde tænke,
At Helten just ej laa i Dødens værste Lænke,
Gjør Hosten endnu mer mal à propos;
Sligt gad han selv ej vide, meget mindre
Han hende gad derom erindre.

Hvad var at gjøre her? Du, vise Mand,
Hvis Snedighed Homer i Snese Bøger roste,
Giv her et Raad, ifald du kan!
At skjule Hoste gaar umulig an -
Her standser selv Ulysses — Helten ej.
Han ser den eneste, den rette Vej.
Han fatter en Beslutning: stands, min Pen!
Og spørg, min Aand, om du tør skrive den?
Stands, Læser! Spænd din hele Tænkekraft
Og gjæt den vise Plan, min Jeppes Sjæl har havt!
Saa vid da, hele Jord! at — han blev ved at hoste -
Med slig Utvungenhed, at Birte hørte det,
Trods Ertegrydens pidskende Rullader
Og Sextendeles Brum i Stegerset.
Og pludselig, i Ertegrydens Takt,
Bevise hendes stormende Tirader
Min Mand til fulde, hvad ham Hosten alt har sagt:
At med hans Død det var ej ganske Fod i Hose.
Dog til hans store Lykke brugte hun,
Til at bevise det, kun denne Gang sin Mund;
Men deraf fløj og Ord med samme Heftighed,
Som en Travat-Komplot af Æols klemte Pose.

Mit Bryst er ej af Sten, min Sjæl er ikke Staal -
Med ingen Slags Orkan jeg godt kan søbe Kaal -
Min Læser elsker jeg; vil derfor ikke byde
Ham noget, som jeg selv ej skjøtter om at nyde;
Og springer derfor løst den Storm forbi,
Som for af Birtes Mund — og Himlen ved hvori;
Thi meget lidt deraf slap ind i Heltens Øre,
Som ej for lutter Lyd det mindste kunde høre.
Pindarisk rullede hun Ord, som Stene ned,
Og hendes Tunge løb, i Stormes Vingeslag,
Med intet mindre end med lette Torden-Fjed.
Man skulde sværge paa, det var den sidste Dag,
Naar Elementerne hinanden faar i Haaret.

Som Nubiens Løvinde nylig saaret -
Det vil kun lidt forslaa — som Millioners Brøl
Blandt Myriader vrede Tordners Bragen,
I et vedholdende Lisboisk Jordstøds Knagen,
Samt alle fire Hjørne-Stormes Vrøl,
Med Ekko fra tolv, fjorten Dovre-Fjelde,
Og Drøn af alle Niagarers Vælde:
Ej anderledes lød Mor Birtes Oration.
Men til at male sligt er jeg en stor Kujon.
En anden vilde Lejligheden gribe,
Og klopstocksk svinge sig blandt Orioner op,
Og tænde Gejstens nylig stopte Pibe
Ved Solens egen nøgne Krop,
Og stjæle Takt fra Ring-Planetens Pole,
Og en Diskant fra Miras Stormes Skrig,
Og Bas fra Tordners Brag i fjerne Sole,
For at udtrykke ret guddommelig,
Med alle Konsonanternes Allarm,
I Vers saa lange som min Arm,
Den Solo, Birte spillede for Jeppe.
Men sligt er alt for højt for mig:
Jeg er ej stor Poet — og blir det neppe;
Min svage Røst er ikke Stentors lig.
Dog, vil min Læser endeligen have
Copien af den Lyd, som for mod Jeppe hen,
Saa læs — ej Milton, Klopstock, Evald — men
Den usle Miltons, Klopstocks, Evalds Slave!

Om Lyden altsaa nok. Og Meningen deri,
De Skjeldsord, Øge-Navne, Skoser, Eder,
Den vrimled' af — jeg springer ej forbi,
Men over rent; thi lave Smudsigheder
Saa lidt som svinet Svulst behage mig;
En gaar til Hovedet, og en til Halen,
Jeg Midten ene holder lykkelig
I alle Ting, og frem for alt, i Talen

Paa Torden følger Pladsregn, og paa den
Omsider Solskin, kjære Ven!
Mor Birtes Bryst blev endeligen mattet;
Hun endte Præknen Klokken Et,
Og Jeppe, som deraf kun lidet havde fattet,
Forlod hun triumferende, men træt.
Knap var hun borte, før, saa hurtig som en Mus
I Flugten for den nære Kat,
Vor Helt var atter ude af sit Hus,
Og en, to, tre har Skoven fat.
Der sætter han sig, op til Stubben af en Eg,
Dybt i dens skyggefulde Midte,
Hvis Vagt af Bøge til Dryaders Leg
Forbyder Phoebus selv at titte.
Tre, fire Skridt derfra blandt Blomster rusler ned
Et Kildevæld, og Zephyr hist forfølger
En Sommerfugl paa smaa, men nette Bølger.
Hvem glemmer ej sin Sorg paa et saa yndigt Sted?
De muntre Vindes Dands i Toppens Grene,
Ved glade Fugles Sang — de grønne Skyggers Leg -
Og Bækkens Raslen mellem spidse Stene
Hendysser Helten sødt ved Roden af hans Eg.

Sex Timer fly forbi hans Sjæl som Øjeblik;
Han drømmer ej om Død, og Intets gode Dage,
For vaagnet mere tung at føle Livets Plage,
Men nyder al den Ro, en ærlig Mand kan smage,
Og som til Skurken aldrig Adgang fik.

Søvn, som jeg før har sagt, er, naar og hvor det var,
Paa Brix, og Sofa, med og uden Magen,
I Seng, i Stol, ret brav; men hvor man Træer har
Til Omhæng, Græs til Pude, Duft til Lagen,
Med ubesvært Samvittighed og Mave,
Og ene — Himlens allerbedste Gave.
Ved denne Balsam Heltens hele Krop
Blev lægt igjen; Hamadryader hele
Hans Pande, Næse, Mund med Kys, og Philomele
Omsider med sin Sang ham styrket vaagner op.

„O!" brød han ud, imens en bøjet Finger
Af Øjet jog, hvad Morpheus havde glemt,
„Den Søvn var god! Og ved min Side springer
„Netop et Væld, hvorved jeg ganske nemt
„Kan slukke Tørsten, jeg opvaagned' til!
„Nu er jeg glad igjen. Man sige, hvad man vil,
„Vor Jord er ej saa slem, som somme sige;
„Paa alting kan vor Herre raade Bod;
„Om det just ikke altid gaar saa lige,
„Saa kan en Blind dog se, at Gud er god."
Og derpaa gik han munter hen til Bækken,
Og øste med sin Hat, og drak,
Og satte sig igjen paa Ege-Stolen,
Og hørte paa Peer Oxes Frøers Qvækken,
Og Nattergalens Sang, og saa paa Solen,
Som gik i Seng; og vedblev med sin Snak:

„Her er saa smukt, saa smukt, at jeg tør sige,
„Sig intet blidere kan te,
„Deroppe selv i høje Himmerige -
„Og dette har jeg Usle Lov at se!
„Hør Fuglen slaa! Se Solen hist nedsynke,
„Ej mer for Herremanden end for mig!
„Den hele Skov er glad, selv Ormen fryder sig;
„Og det var Synd, om jeg alene vilde klynke.
„Hvad mangler mig? Min Tørst er nylig slukt,
„Jeg hungrer ej, og Søvnen var mig sød;
„Jeg er jo frisk, og føler ingen Nød,
„Og, hvor jeg vender mig, er alting smukt.
„Sandt nok, jeg ved ej hvor det siden gaar,
„Ej hvor Peer Asen er, se, det er hele Sorgen!
„Men Gud ske Lov for nu; thi det, som forestaar,
„Mig kommer ikke ved, han raader for i Morgen!
„Jeg ved ej selv hvordan, hvorfor, jeg ved ej hvad,
„Her er saa smukt, saa smukt, og jeg er ganske glad."

Saa blev han munter ved. Det Heltens Vane var,
At snakke med sig selv. Den har saa mange Helte.
Man ser deraf, han var ej ganske Nar,
Men kunde raisonnere, naar det gjeldte.

Listen to this poem:

Comments about Sjette Sang by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



Famous Poems

  1. Still I Rise
    Maya Angelou
  2. The Road Not Taken
    Robert Frost
  3. If You Forget Me
    Pablo Neruda
  4. Dreams
    Langston Hughes
  5. Annabel Lee
    Edgar Allan Poe
  6. If
    Rudyard Kipling
  7. Stopping By Woods On A Snowy Evening
    Robert Frost
  8. I Do Not Love You Except Because I Love You
    Pablo Neruda
  9. Do Not Stand At My Grave And Weep
    Mary Elizabeth Frye
  10. A Dream Within A Dream
    Edgar Allan Poe
[Report Error]