Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Solen sank bag grønne Lund - Poem by Johan Ludvig Heiberg

Solen sank bag grønne Lund,
Og den klare, fulde Maane
Mellem Sjølunds Kyst og Skaane
Straaled over Øresund.
Hvælved om Uranienborg
Sig den stjerneklare Bue.
Tycho stod i Maanens Lue,
Monne Landet trindt beskue,
Tankefuld, med dæmpet Sorg.

Og han sagde: Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?
Har du glemt, hvad Verden veed?
Det var mig, som monne bære
Op til Stjernerne din Ære;
Hele Himlen kan jo være
Vidne til min Sønlighed.

Mit Chaldæa her jeg fandt.
Ak! I elskte danske Sletter
Vise jo i lange Nætter
Himmelen til hver en Kant.
Skjønne, lave Fædrejord!
Fremfor alle Verdens Lande
Maa jeg elske dine Strande;
Just paa dem bør Templet stande
For det høie Stjernechor.

Men Urania sin Ven
Vil et andet Hjem berede,
Hvorved hendes Kunst kan brede
Sig til andre Lande hen.
Dunkelt jeg kun Veien seer,
Stjernerne maae den betegne.
Ligemeget hvad for Egne!
Er ei Himlen allevegne?
Hvad behøver jeg saa meer?

Listen to this poem:

Comments about Solen sank bag grønne Lund by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]