Schack von Staffeldt


Sonet 1 - Poem by Schack von Staffeldt

Hvad jeg fornam, kan intet Ord udtale,
Sligt skal jeg først i Himlene udtrykke,
Dog længes Hjertet, al sin Fryd og Lykke
Med ydre Træk og Farver at afmale.
Bag Skoven saae vi Aftensolen dale
Og hefted' kun paa den de bange Blikke,
Dog paa hinanden skuede vi ikke,
Henstirrende, som i en henrykt Dvale.
Brat som en gylden Draabe Solen falder,
I hendes Øjes Dyb mit Blik forsvinder,
Da syntes mig, som om jeg saligt døde.
Men snart Naturen os tilbage kalder,
Vi Favn i Favn, og Mund paa Mund os finder,
Da var der allerede Morgenrøde.

Listen to this poem:

Comments about Sonet 1 by Schack von Staffeldt

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]