Jens Baggesen


Tiende Sang - Poem by Jens Baggesen

Med Grimen i sin Haand, og Piben i sin Mund,
Fra Torv til Torv, igjennem Gader, Stræder,
Løb Helten hist og her, og ledte om sin Hund
Omsonst paa alle offentlige Steder.
Han mange høje, lange Hunde saa,
Hvoraf den mindste var i gammel gothisk Smag
Saa stor som den, der mødte Fritz ved Haag;
Nu ser man rigtig nok, som oftest, smaa.
Men Hundene var større paa de Tider
End nu; det saa med alle Danske gaar:
Nationen bliver mindre Aar for Aar,
Jo højere den bygger sine Tage:
Med større Pidske Folket mindre Haar,
Med større Hatte mindre Hov'der faar;
Vor Efterslægt man kan med Grund beklage -
Endskjønt den Grund har ikke megen Vægt,
Naar man, til Trøst for kjære Efterslægt,
Ser her og der lidt mere dybt i Tingen,
Saa spaar adskilligt os — aldeles ingen.
Men det vil vi nu lade staa!
Som sagt, han mange store Hunde saa,
Kun ej den rette. Creditorisk Sved
Begyndte slemt at fugte ham om Næsen -
Da han blev var et rødt firbenet Væsen
I Vimmelskaftet at spadsere ned.
Fast ingen Ting paa denne Jord
Man kan saa godt igjen erindre sig, og kjende,
Som Yderdelen af sin Creditor,
Paa hvilken Kant han sig mon vende.
Et Glimt af saadan en i Gadens anden Ende,
Et af hans Støvlehæles Spor,
Kan give ham, Gud ved hvordan, tilkjende.
En Hunds og Debitors Hukommelse er stor;
Og er man baade Hund og Debitor tillige,
Saa mærker man paa Timen, hvad og hvor,
Endog i en Distanz fra Creditor
Saa lang som den, hvori man tryg sit Bæ kan sige.
Saa gik det med vor Slagterhund;
Ned i en Kjælderhals han hurtig smutter,
Sig i en Sæk, der laa, forsigtig putter,
Og lurer der en liden Stund.

Men Helten, som har set en lodden Knægt,
Og mærket, at han frygtsom, langs med Muren,
Til Kjælderhalsen satte Turen,
Fandt Fyren strax suspekt.
Tys! Her er Ugler, tænkte han, i Mosen;
Og listede sig hen til sammes Tilflugtsted,
Hvor han blev Fyren vaer at røre sig i Posen:
„Kom frem, Krabat! Kom frem, ihvo du er!
„Hvad har du for i Posen der?
„Kom frem!" Men Hunden ganske stille laa.
Skrup, tænkte Helten, jeg forsøge maa;
Og satte Tanken strax i Værk med Grimen
Paa Posen, og saa eftertrykkelig,
At Hunden Hovedet stak ud paa Timen;
Hvorpaa vor Sejerherre skyndte sig,
Og fik ham surret fast: „Nu har jeg dig!
„Har du nu Penge?" — Nej — „Ja; saa følg med, Krabat!
„Du ved Akkorden! Kom, følg med, og bliv Soldat."
Her Hunden gjorde mange slemme Fagter
Ved denne Tidende. Paa natlig Sti
En Tyv med mindre Skræk betragter
Den hornede Person, som tramper ham forbi,
End Hunden Jeppe, som trods alle Noder,
Trods al hans Gjøen, Springen og Allarm,
Brød sig om ingen kjære Moder,
Men bandt ham fast med Grimen til sin Arm,
Og derpaa trak afsted med Knægten
Til Slottet.

Midt paa Holmens Bro
En skjægget Mand af Jakob-Slægten
Sig bukked ydmygst for dem begge to,
Og spurgte Helten: hvor han vilde hen?
Om Hunden der var hans? Og andet mere,
Som jeg ej skjøtter om at repetere;
Og fik af Jeppe det til Svar igjen,
Som man har læst i forrige Kapitler,
Og derfor ikke finder her.

Den Læser, som er kommen under Vejr
Med mer end netop med de blotte Titler
I vor Historie, vil nok erindre sig
Beslutningen, Kong Dan lod gjøre vitterlig.

Den velbemeldte Jøde, da han hørte
Vor Helts pudserlige Biographi,
Fik strax Ide paa Fiskeri
I Jeppes Vande, som ham syntes dejlig rørte;
Han tænkte, som en god Israelit,
Profit! Profit! Profit!
Og fik omsider Helten til at gjøre
En edelig Akkord: at naar han kom igjen
Fra Slottet, af Belønningen
Den fjerde Part ham skulde helt tilhøre,
Imod et dejligt Spanskrør, og en Ring
Besat med skjønne Stene rundt omkring.

Med denne Ring paa Fing'ren, Stok i Haanden,
Og Hund ved Siden, ganske glad i Aanden
Forlod nu Helten Jøden, og gik hen
Til Slottets Port, hvor han, og Hund,
Hver sagde paa sin Vis: god Dag! til Svejtseren.
Den samme gode cerberiske Herre
Var just den eneste blandt Hoffets Folk, desværre,
Som ej var fin og sød og punisk i sin Mund.
(For dem, som ikke ved, hvad Puniskhed vil sige,
Det gjøres vitterlig her in parenthesi,
At med en punisk Mund jeg mener slig,
Hvori man ikke holder Tungen lige).
Han Helten Jeppes og hans Fanges Buk
Gjengjeldte paa en Vis, som ej var nær saa smuk:
Med hævet Stav han skreg i vrede tydske Sprog
Saa stygge Ting, at jeg min danske Bog
Med dem vil ingenlunde plette,
Men Meningen deraf blot oversætte;
Og denne var saaledes ongefær:
„Væk Oxe, med din Hund! hvor tør du komme her?"

„Nu! Hvi saa bister, kjære Herre,"
Igjentog Helten, „hør mig ud!
„Jeg er ej nogen Stud, desværre!
„Min Fader gik paa to, min Moder ligesaa,
„Og til min Dødedag, vil Gud,
„Skal jeg deri dem ogsaa slægte paa;
„Jeg stanger ingen Mand; jeg tygger aldrig Drøv;
„Jeg er en Bonde, fød i Vemmeløv;
„Mit Navn er Jeppe; denne snu Krabat,
„Som staar paa fire ved min Side,
„Har snydt mig, og skal sælges til Soldat;
„Han synes ikke Standen just at lide;
„Men Kongen ganske vist vil selv bifalde Dommen:
„Ham vil jeg tale med, og derfor er jeg kommen."

„Tys!" tænkte Svejtseren, „jeg lugter Lunten nu -
„Du med din Hund vil op til Kongen, siger du?
„Godt, men den fjerde Part, af hvad dig bydes der,
„Skal være min; hvis ikke, bliv kun her."

Vor Jeppe gav sin Haand og Ed derpaa;
Og Svejtseren lod ham og Hunden gaa.

De gik af Trapper op, de gik af trende der.
En Kammerjunker (det var den Gang Mode;
Men alt forandres paa vor løjerlige Klode!)
Stod ved Monarkens Dør, og skildred i Gevær.
Med ham kom Jeppe ligervis,
Som før med Svejtseren tilrette;
Og fik Tilladelse for den bevidste Pris
Sex Ben i Forgemakket ind at sætte.

Der stod han med sin Hund, og saa
Paa Billeder, og Støtter, og deslige,
Som i det Forgemak har kunnet staa,
Men stod der neppe, sandt at sige.

Omsider blev han af den Skuen kjed,
Og Hunden med.
Den voved' et vov! vov! og han et hem!
Paa hvilken Lyd en Stjernemand sprang frem,
Og spurgte ham: hvorfor, hvorfra han kom?
Hvem han og Hunden var? med hvem han vilde tale?
Til Spørgeskuffen blev omsider tom.
Ham Jeppe ramsed op fra Hoved indtil Hale
Paa sin enfoldige bekjendte Skik,
Som for de andre, hele Levnetsløbet,
Det Læseren har alt af min Fortælling søbet.
Den samme Fordring samme Løfte fik:
For Summens Fjerdepart han og hans Hund
Blev meldt af Ridderen i samme Stund,
Og ind i Riddersalen gik

Den kongelige Thrones Guld,
Hvorpaa med mørk og majestætisk Mine
De Danskes Styrer sad, — den Erycine,
Som ved hans Side græd, og sorrigfuld
Udbredte Nattens frygtelige Stille
I hele Salen — hist den krumme Rad
Af Fruer, som ved Thronens Fødder sad -
Og hist en væbnet Helt ved hver en Marmorpille -
Og overalt den rædsomskjønne Glands,
Som straalede fra alle Kanter -
Især Prindsessens Taarers Diamanter,
Betog vor Jeppe ganske Sind og Sands.

Han stiv blev staaende paa samme Sted,
Og stirred taus med Gysen tre Minuter
Paa denne Herlighed;
Omsider han dog modigen beslutter,
At faa sin Studsen og sin Standsen endt
Og gjøre, hvad man kalder Compliment.
Med Armene paa Brystet korsvis lagte,
Han i anstændig Høviskhed,
Saa lang Naturen ham frembragte,
Paa Gulvet næsgrus styrter ned.

Han allerunderdanigst længe laa. -
Den, som jeg hørte først Historien fortælle,
Var sparsom paa det ceremonielle;
Jeg ligesaa. -
Hvad Hofmarschallen, eller nogen anden,
Ved denne Lejlighed sig foretog med Manden,
Derom han ej har underrettet mig;
Og jeg, min Læser, har det virkelig
Ej mer med Fanden,
End nogen anden.

De Mure, som til Evighedens Trods
Semiramis om Babylon opførte -
Det Taarn, hvis Spids, om ikke Himlen rørte,
Dog havde skullet rørt — den Rhodiske Kolos -
Palmyra — Thebe-Hecatompylos -
Det Sprog, hvis Tonefald i Mæonidens Viser
Endnu henriver, smelter, tryller os,
Hvis blotte Ton d'apameibomenos
Har selv for Jyders Ører mere Klang
End Evalds allerbedste Seraph-Sang,
Og Klopstocks Hymners høje Torden-Gang
Og Miltons Himmellyd i tvende Paradiser -
Methusalems, Stærkodders, Nestors Aar -
Den Tid fra Skabnings-Dagen til i Gaar -
Glyceres Dyd, skjønt sytten Vintre lang -
Den Kjol Herr Orgon fjerde Gang lod vende -
Ja selv — (o! hvad kan holde Tiden Stang!) -
Herr Jespers Præken sidste Aftensang
Fik Ende.

Saa gik det og med Jeppes Compliment -
Og hvad maaske for længst De gerne saa,
Højstærede Herr Recensent!
Saa skal det og ret snart med min Fortælling gaa.

Paa begge Ben rejst op med Artighed
Vor Helt mod Thronen bukker sig, og taler:
„Her skuer Deres Velærværdighed
„Den Karl, der, som De selv nok ved,
„Mig nylig snød for sex og tyve Daler.
„Jeg beder, da det er en lang Krabat,
„Saa frisk og sund som jeg i alle Maader,
„Han allernaadigst blive maa Soldat,
„Hvis ikke bliver jeg til evig Tid en Staader.
„Mit Navn er ellers Jeppe, kan jeg tro . . . ."
Paa denne Vis vedblev han fast en Time
At sige, hvad jeg har forsøgt at rime. -

Prindsessen smilte, smilte mer — og lo.

Maaske har jeg for al min Flid,
For den fra Fibelbrettet stjaalne Tid,
Hvori jeg maatte mig til et og andet vænne,
Som smager endnu mindre Kjød og Blod:
Gigt, Vaagen, Lysedamp og Nyserod -
Maaske har jeg for hele denne Møje
Aldeles ikke naa't mit Øjemed,
Den Fryd, den kildrende Lyksalighed,
Fra nogen sorgfuld Læserindes Øje
Det mindste Smil at have lokket frem,
End sige nogen Læsers fulde Latter.
Maaske min hele Trøst deri sig indbefatter:
Aldeles ej at have skadet dem.

Men derfor er det ingen afgjort Sag,
At det gik ligervis med Kongens Datter.
Det netop var vor Eventyrers Fag
At bringe hver, som saa ham blot, til Latter.
Saa du ham selv, du skulde snarlig tro,
Hvad du nu tvivler paa, fordi du ser kun mig,
At hans Fortælling var fuldkommen løjerlig,
Og at Prindsessen, ved at høre samme, lo.

Som naar ved Solens Straalers Gjennembrud
De sorte Tordenskyer spredte svinde,
Saaledes svandt fra Jordens danske Gud
Den mørke Majestæt ved Glædens lyse Bud
Fra den mildtsmilende Gudinde.
Prindsessen græd — den hele Sal var sort -
Prindsessen lo — og strax svandt Mørket bort.

Monarken i sin frelste Datters Arme;
De Glædesraab, som udfor af hans Mund;
De Længe leve Kongen og Prindsessen!
Og Længe leve Kongen og Prindsessen!
Som skokkevis fløj ud fra Hjertens Grund
Fra alle Hoffets Læber denne Stund,
Jeg burde male her med Fynd og Varme;
Men jeg har lovet Enden snart,
Og derfor løbe maa med større Fart.
Desuden, hvad de sagde, ved jeg ikke,
Og det for sildig er til Muser Bud at skikke;
Jeg ene, for at gjøre alting klart,
Mig selv maa hjælpe her, trods Syngen og trods Piben:
Henrykkelsen og Glæden var saa stor,
At den brød ud i Lyd, for overhaands til Ord;
Paa den Maner man slipper bedst af Kniben.

Kong Dan omsider denne Taushed brød,
„Begjer," saa mildelig hans Tale lød,
„Begjer, min Søn, begjer alt hvad du vil,
„Og, indtil Halvedelen af mit Rige,
„Skal, hvad du beder om, dig høre til!
„Min Datter bliver det vel ej saa lige?" -
Ham svarte Jeppe: „Fader! Hør min Bøn:
„Prindsessen er for mig for yndig og for skjøn,
„Om ikke for den bedste Kongesøn;
„Det halve Rige kan jeg ej regjere;
„Mig selv jeg ikke kan regjere ret -
„Det eneste, jeg naadigst vil begjere,
er firehundrede" . . . .
„Dukater? — Paa et Bret
„Tidoppelt" -
„Nej! men firehundrede
„Veltalte Stokkeprygl!" . . . .
„Saa var dog Manden
„Ej blot for Spøg, men Alvor fra Forstanden!
„Velan! du har mit Ord, og følgelig — — Det ske!"

Til dets Udførelse kom alting strax i stand.
Enhver bejamrede den arme Mand;
Kun han alene stod med roligt Blik,
Og endelig brød ud: „Jeg lovet har
„En Jøde Fjerdepart af hvad jeg fik,
„Hvad det endogsaa var;
„Den Regning saa jeg gerne qvittet først;
„Man Jøder aldrig hastig nok betaler;
„Jeg kjender overalt ej større Qvaler,
„End Gjeld og Tørst."

Flux Jøden Ephraim blev hentet op;
Af Glæde færdig at krepere
Sprang Sjælen rundt i Midten af hans Krop,
Og vidste neppe, hvor den vilde være.
Men hundred Stokkeprygl kan paa min Ære
Slig Springskhed rent fra Grunden af kurere;
Trods Millioner Wai mir! fik han dem
Saa drægtige, som man kan ønske sig,
Imod Kvittering. — Kortelig:
En efter anden hver blev kaldet frem
Af dem, som havde Part i Kapitalen,
Og efter Ordenen fik hver Person
I hele Hoffets Paasyn midt i Salen
Sin rigtige Portion.

Hans Majestæt, Prindsessen, alle bleve
Fuldkommen morede ved dette Skuespil;
Til Løn for al den Spas blev Jeppe gjort til Greve,
Med Grevskab, Eqvipage, Penge til;
Og, hvad ham endnu mer end dette glædte,
Fik Lov, at skille sig ved Birtemor,
Imod at han en Capital udstædte,
Som hun anstændig kunde leve for.

Saaledes vendtes om til Velstand Jeppes Nød.
Saa gaar det, Læser! overalt paa Jorden.
Mer herlig Solen smiler efter Torden,
Og Rosen efter Regn fremblomstrer dobbelt rød.

Listen to this poem:

Comments about Tiende Sang by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



Famous Poems

  1. Phenomenal Woman
    Maya Angelou
  2. Still I Rise
    Maya Angelou
  3. The Road Not Taken
    Robert Frost
  4. If You Forget Me
    Pablo Neruda
  5. Dreams
    Langston Hughes
  6. Annabel Lee
    Edgar Allan Poe
  7. Caged Bird
    Maya Angelou
  8. If
    Rudyard Kipling
  9. Stopping By Woods On A Snowy Evening
    Robert Frost
  10. Do Not Stand At My Grave And Weep
    Mary Elizabeth Frye
[Report Error]