Schack von Staffeldt


Til den natlige Sangerinde - Poem by Schack von Staffeldt

Melodiske Veninde,
Som Harpens Strænge slaaer,
Naar højt paa Himlens Tinde
De hulde Stierner staaer:
Paa Nattens sorte Læber
Du lægger liflig Klang,
Anende, Hiertet stræber
At smeltes i din Sang.

Hvad Magt mit Indre saarer
Med Himmellængsels Piil,
Og med begjærte Taarer
Opelsker Glædens Smiil?
Som om min høje Lige,
Mit reene Forselv, nu
Kaldte til Lysets Rige,
Saaledes synger du.

Paa Melodiens Bølger
Din Sjæl let svæver hen,
Min sympathetisk følger
I hver en Tone den;
Usynlige, vi finde
Os ved Accorders Væld,
Sjælene sammenrinde
Til een forædlet Sjæl.

Maaskee blant Møers Skarer
Jeg aldrig skued' dig,
Dog heelt du aabenbarer
Dit Inderste for mig:
I Vellyd har du talet
Saa ømt og hjertesæl,
Tonerne have malet
Dit Billed i min Sjæl.

De bruune Lokker bøje
Sig om din blege Kind;
Dit runde, dybe Øie
En Himmel slutter ind;
Om dine Læber svæver
Et Smiil, som langsomt døer,
Længselsfuld, Barmen hæver
Et kydsk omvundet Slør.

Hvor din Gestalt fremtriner,
Der bliver brat en Rad,
Med ømhedsfulde Miner
Hver hilser dig saa glad;
Og naar din Sjælestemme
Let paa Akkorder gaaer,
Sandserne sig forglemme
Og Sjælen kun attraaer.

Tidt om dit Foraar sværme
De smiggrende Begjær,
Dog ei de tør sig nærme
Dit stille Helgenskjær.
Din Sjæl fra Jorden higer,
Kun Længsel er din Lod,
Alle de gyldne Riger
Nedglimre i din Graad.

Naar du det Svundne minder,
Ved Fortids Aftenskjær
Din Taare ogsaa rinder,
Din Blomsterdug den er;
Dit Øie da, Veninde!
Vendt mod Forgangenhed,
Ligner et huldt Kjærminde
Fra Himmelen rakt ned.

Let vifte dine Klager,
Som første Aandedræt
Den Nysankomne drager
Ved Stjerners Harpeslet.
Dit Taalmodssmiil udbryder,
Det er en Liljeknop,
Hisset den først udskyder
Den dulgte Blomstertop.

En sød Forundring standser
Hver Vildhed, hvor du gaaer,
Dit stille Bifald krandser
Tidt den, som fjernest staaer;
En bedre Verden flyder
Ud fra din stille Pragt:
Uimodstaaeligt byder
Den blide Yndes Magt.

Om din Gestalt udbreder
Et saligt Rige sig:
I frit modtagne Kjeder
Hvert Hjerte hylder dig;
Hver Tro, hver Stand og Alder
Dig sværger Huldskab til,
Digternes Krone falder
I Støvet for dit Smiil.

Hvad Navn skal jeg oplede,
Til dig, Ukjendte? Siig:
Vil du vel Lilla hede?
Som du, hun trylled' mig.
Tør jeg (dog neppe fatter
Jeg Haabet) o! maaskee
Mindede Fortid atter
I dig som Fremtid see?

O salig den, som fører
Dig hjem med Elskovs Magt,
Og længselsfuld afslører
Den heele Blomsterpragt!
O salig den, som stræber
At sværme Siælen ud,
Fængslet til dine Læber,
Du Sangens skjulte Brud!

Listen to this poem:

Comments about Til den natlige Sangerinde by Schack von Staffeldt

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]