Johannes Carsten Hauch

(1790-1872 / Denmark)

Ved Prof. Christian Lütkens Død - Poem by Johannes Carsten Hauch

Aand, som Intet kunde bøie,
Ingen Sygdom, intet Savn,
Høie Sjæl, som Faa kun kjendte,
Fandt Du nu Din rette Havn?

Aldrig nogen Aand jeg mødte,
Mere fri og mere stærk,
Uberørt af Ros og Dadel,
Virked Du kun for Dit Værk.

Fri og stærk, trods Sygdoms Lænke,
Fast og tro, trods Verdens Svig,
Ubekjendt, og dog saa mægtig,
Uden Guld, og dog saa rig.

Større vist, end mangen Storhed,
Der dog prises høit paa Jord,
Aldrig, for at tækkes Nogen,
Har Du sagt et usandt Ord.

Til Du sank i Gravens Bolig,
Var Du stedse Sandheds Tolk,
Høit for Frihed slog Dit Hjerte,
Høit for Danmarks Land og Folk.

Faste Sjæl og stærke Tænker,
Med et Hjerte tro som Guld,
Skjøndt Dit ædle Hoved blegned,
Skjøndt Dit Legem sank i Muld;

Skjøndt besløret her Du vandred,
Bøiet længst mod Gravens Rand:
Skal Du hist dog mægtig straale,
Som en Sol i Aanders Land.

Listen to this poem:

Comments about Ved Prof. Christian Lütkens Død by Johannes Carsten Hauch

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 19, 2012

Poem Edited: Thursday, July 19, 2012


[Report Error]