Schack von Staffeldt


Ved Söen - Poem by Schack von Staffeldt

Og medens de Bölger fare afsted,
Mig synes at ogsaa jeg skulde med,
Og stirrende ned i billedfuld Söe,
I underlig Længsel vil jeg bortdöe.

Mig vinker dybt i den stille Azur
En anden Himmel, en anden Natur,
Æteriskt og idealiskt er Alt,
Ligt Tingenes allerförste Gestalt.

Mit förste Jeg fra det reene Blaae,
Mit reenere Selv tilhvidsker mig saa:
Hvi skilte du dig fra mig, fra mig?
Og dog hvor elsker, hvor elsker jeg dig!

Da blir jeg saa underlig bange og öm,
Min Aand sig lösner til meere end Dröm:
Mig synes at Guder og Mennesker gaae
Omfavnede, dybt i det reene Blaae.

Listen to this poem:

Comments about Ved Söen by Schack von Staffeldt

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]