Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Weyse - Poem by Johan Ludvig Heiberg

Den femte Marts er kommen igjen,
Men hvor er vor og Musernes Ven,
Hvis Navn gav Dagen sit Minde?
Til Roskild har de vor Sanger bragt,
Hvor Kilderne sagtelig rinde,
Hvor Kirken stander i Oldtids Pragt,
Orgelet bruser derinde.

Bestandig hans Sind, hans Hjerte var vendt
Mod Isefjords det graa Monument,
Som bereder Kongerne Hvile.
Tidt sad han bag Kirkens gothiske Muur,
Lod Haand over Orgelet ile,
Og danned af Toner en Architectur,
Hvortil selv Englene smile.

For ham var Alvor i Toners Leg;
Til Herrens Ære hans Hymner steg
Som gothiske Spiir saa kjække;
Af Toner formet en Kuppel stod
Paa tonende Søilers Række,
Af farvet Lys der bølged en Flod
Under det mystiske Dække.

Og naar ned til Jorden hans Tanke steg,
Naar Orglet han bytted med Strængeleg,
For Jordelivet at male,
Snart Kampens Bjergtop stod for vort Syn,
Snart Fredens hellige Dale,
Man hørte Sjælens Torden og Lyn,
Hørte dens Nattergale.

Men laante hans Kunst Digterens Ord,
Da pleied han dem med Ømhed stor
Som fattige Smaa, der klage;
Han Klæder og Føde skjænkte dem,
Han lærte dem at behage,
Han sendte dem fra sit rige Hjem
Herligt smykte tilbage.

Og eied han ingen andre Smaa,
Som nu til hans Grav forladte gaae,
Mens Taaren ikke kan standse,
Dog Een sig nærmer som Faderløs,
Og bringer barnlige Krandse,
Hvis Blade mildt over Graven strøes,
Og det er den danske Romance.

Den danske, — ja, thi Weyse var dansk,
Han selv og hans Musa fædrelandsk,
En Gaade for fremmede Zoner.
I Danmark slog den Stamme sin Rod,
Som bar hans lønnende Kroner,
Og Den, som ikke vort Sprog forstod,
Forstod ei heller hans Toner.

Selv Den, som blot om hans Værker veed,
Men ei har kjendt hans Personlighed,
Hvor meget tabte han ikke!
Dog af hans Nærmeste vist ei Faa
Sig hid til hans Fest beskikke,
Og vistnok mangen en Ven der staae
Veemods Taarer i Blikke.

O! mindes du, naar han kom i dit Hjem,
Det Smiil, som alt han lokkede frem
Ved ind ad Døren at træde?
Det Ord: 'det er Weyse!' anelsesfuldt
Bebuded en munter Glæde,
Og Glæden bragte han med sig huldt,
Naa i Stuen han tog sit Sæde.

Han var dig altid en elsket Gjæst,
Af den mindste Kreds han danned en Fest,
Om Alt forstod han at tale;
En Sangfugl var han under det Frie,
Under huuslige Tag en Svale,
Hans Følelses Dyb, hans Vids Ironie
Kan blot Erindringen male.

Du mindes hans Aand, du mindes hans Skjemt,
De lystige Viser du ei har glemt,
Hvormed han vakte din Latter.
Men ogsaa du mindes, hvad ei saa tidt
Du finder i Verden atter:
Det ædle Hjerte, trofast og blidt,
Som i Prøvens Time man skatter.

Dog, Ordet er her ei Venskabs Tolk,
Hans bedste Ven er det danske Folk,
Til Folket er Ordet rettet.
Snart lytter det til hans Rhythmers Dands,
Naar Teppet atter er lettet,
Naar han binder sig selv sin bedste Krands,
Af evige Toner flettet.

Listen to this poem:

Comments about Weyse by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]