Treasure Island

Frederik Paludan Müller


Anden Sang


O, fjerne Barndomstid! som os forlod,
Som vi forlod, og som i Mindet sover:
Hvor er den Fryd, der udsprang af din Rod,
Som Tidens tunge Muld nu ligger over?
Et Haab du er, som Paradiis os lover;
Thi altid lokked fremad du vor Fod
Med Løftet, der til Vandring maa anspore:
'Alt kommer nok, naar først I blive store!«

Vi voxe op, og frem vi gaae iblinde,
Bestandig stolende paa Haabets Ord;
Lidt efter lidt forvandles dog til Minde
Den Herlighed, der lovtes os paa Jord.
Medeet vi standse da og os besinde;
Vi see vort Haabs tilbagevendte Spor,
Og Røsten bag os toner nu saa stille:
'Dit Paradiis var kun, da du var lille!«

End er vi Vandringsmænd — vi fremad gaae
Og Veien stiger nedad allerede,
Og Blomsterne paa den er kun saa faa.
Men under Dagens Byrde, Dagens Hede,
Dog efter vor forlorne Skat vi lede,
For, før vi Alting tabe, den at naae.
Rundt søge vi — og hist er Natten, Døden;
Men hvor er Barndomstiden, Morgenrøden?

Og som et Skud af Barndomstiden bringer
Jeg for min Læser Adam Homo frem,
Der alt af Aar tilbagelagt har fem.
Et gyldent Haar hans friske Kind omringer,
I Buxer og i Trøie let han svinger
Sig som en lille Fugl om i sit Hjem;
Og medens sine Børneskoe han træder,
Han spiser, drikker, synger, leer og græder.

Han alt har lært at elske og at frygte,
Hiint af sin Mo'er og dette af sin Fa'er;
Thi alt fra Vuggen af Hr. Præsten — ta'er -
Sin Søn med Strenghed, for tilgavns at røgte
Det Kald som Lærer, der hans Stolthed var.
Kun sjelden derfor han med Drengen spøgte,
Kun saare, saare sjelden hans Profil
I Adams Paasyn viste frem et Smiil.

Men ganske anderledes sød hans Moder
Sig aabenbared for den lille Dreng:
Hver Morgen sang hun bort hans smaa Unoder,
Hver Aften hun med Kys ham bar i Seng;
I Havens Blomsterbed hun med ham roder
Og leger med ham paa den grønne Eng;
Alt deler hun: hans Glæde, hans Beklagelse,
Og tænker dog ved Alt paa hans Opdragelse.

Det var en yndig Sommer-Morgenstund,
Da paa sin Skammel med sin Bog den Lille
I Haven sad hos hende, medens stille
Han stavende bevægede sin Mund;
I Bogen yppigt ned hans Taarer trille,
Thi vel han læser, men han fatter kun
Den mindste Deel af Hjælpeverbet være,
Ak, som hans Fader gav ham for at lære.

Thi ei blot Remsen-op, men fuld Forklaring
Hr. Pastor Homo af sin Adam vil,
Da selv han veed, af dyrekjøbt Erfaring,
At klart Begreb i Alt der hører til.
Thi ta'er han Lectien ei som Børnespil,
Men fordrer af sin Søn bestemt Besvaring
Af hvert et Punkt i Grammatikens Codex,
Og mangler Drengen Svar — da vee hans Podext

O Moder — sukker Adam — Moder kjære!
(Ved hvilke Ord med Øine store, blaae,
Han fra sin Skammel op til hende saae)
O Moder! siig mig, hvad det er, at være. -
Slet Intet jeg af Ordet kan forstaae,
Og dog vil Fa'er, jeg det tilgavns skal lære.
Min Lectie nu jeg kan til Punkt og Prikke,
Men hvad det er at være, veed jeg ikke.

At være? gjentog sagte Provstens Datter
Med stille Smiil og eftertænksomt Sind,
Idet hun med sin Haand strøg Barnets Kind:
Saa dette Ord, min Adam, ei du fatter?
Nu, lad mig see, at ei — du græder atter!
Husk paa, tilsidst man græde kan sig blind.
Tør dine Øine! Jeg dig nok skal lære,
At kjende Meningen af Ordet være.

Saa talte hun og reiste sig fra Bænken,
Mens Drengen begge Hænder sammen slog,
Og fuldt nu trøstet kasted hen sin Bog,
Med samme Glæde som en Slave Lænken.
Kom, sagde derpaa efter kort Betænken
Hans Moder, — mens ved Haanden hun ham tog
Kom, Adam! Du og jeg vi vil spadsere,
Saa kan vi om din Lectie tale mere.

Igjennem Haven ned de Begge gik,
Og fuld af Ild og med en Skjelm i Øiet
I Busken ind tidt Adam sprang fornøiet,
Og raabte til sin Mo'er fra Skjulet: Kik!
Som gjennem Sidegangen saa de bøied,
Just som de Mark og Eng isyne fik:
Fløi der en Fugl forbi, der ned sig svinger
Fra Luftens Blaa paa sine lette Vinger.

See Fuglen! talte Moderen til Drengen,
Der stirred efter den mod Himlens Skyer:
See, hvor den lille Fugl nu hjemad fly'er,
Og daler ned til Reden hist paa Engen.
Hør hvor den synger, mens den reder Sengen
For sine Unger, for de bitte Dyr!
At synge, flyve, deres Unger nære,
Det, Adam! kalde Fuglene at være.

Og seer du der den store Snegl, som skyder
Sig sagte hen ad Gangen sort og tyk?
Den, som de lange Horn dig altid byder,
Og som du altid siger er saa styg:
Naar den sig glæder, mens den Føde nyder
Og Solen skinner paa dens krumme Ryg
Da siger den, men du kan ei det høre:
At være, er i Solskin sig at røre!

Og hvis blot Træerne de havde Munde,
Som nu de Blomster og de Blade har,
Saa at de Alting dig fortælle kunde,
Da, naar du spurgte dem, fik du til Svar:
At være, er at staae i grønne Lunde,
Og skyde Blomsterknopper Par ved Par,
Og slynge Grene ud som lange Arme,
Og have nok af Regn og nok af Varme.

Mens saadan frem af Hjertets friske Kilde
Ustandset flød den lette Tales Strøm,
Stod Adam stirrende som i en Drøm,
Til Talen lyttende, alvorlig stille.
Dengang hun taug, urolig blev den Lille,
Og med en Stemme, bedende og øm,
Paany han sagde: Mo'er! du maa mig lære
Endnu engang, hvad det da er, at være.

Veed jeg det selv, hun hvisked halvt i Løn,
Hvorpaa, bevæget mildt af Modervarmen,
Hun løftede fra Jorden op sin Søn
Og trykked ham med disse Ord til Barmen:
Naar dig, min lille Dreng, jeg har paa Armen,
Og beder i den samme Stund en Bøn
For dig og for mig selv og mine Kjære,
Da bedst jeg føler, hvad det er, at være.

Men til din Fader hen vi nu vil gaae,
At han det svære Ord os kan forklare;
Maaskee vi hos den Store kan erfare,
Hvad ubegribeligt er for os Smaa.
Idag Hr. Peter skal Hr. Adam svare,
Os beggeto han skal til Regnskab staae,
Og beggeto et Kys vi ham forære,
Hvis han os siger, hvad det er, at være..

Hvad dem Hr. Præsten svared, vides ei;
Men vist det er, han lod Logiken ligge
Fra samme Dag, og fordred selv nu ikke
Forklaret slige Ord som du og jeg.
Fra Theorien vendte sig hans Blikke,
Og paa en ny og practisk Lærevei
Han førte Drengen ind, da Grammatiken
Han lod ham bytte om med Gymnastiken.

Men selv paa denne trykked han sit stempel
Af Iver, Strenghed og Bestandighed,
Og hele Timer Adam stod og red
Paa Træhest nu, midt i Naturens Tempel.
Selv foregik han Drengen med Exempel,
Ved Springen, Klattren i sit Ansigts Sved,
Saa Fa'er og Søn omkap drev Konsten begge,
Til Gavn for deres respective Lægge.

Paa Begges Iver og paa den Methode,
Som Homo brugte, kun en Prøve her:
Han og hans Søn for Havegrøften stode,
Saa dyb og muddret som et Gadekær.
En Springestok i Haanden holdt Enhver,
Og beggeto, med hævet Fod og Ho'de,
Nu vented blot Signalet Een, To, Tre,
Fra Kudsken Lars, saa skulde Springet skee.

Een! raabte Lars: da saaes de frem at rende.
To! raabte han: og ned i Jorden stak
Med Lynets Fart de Stokkens ene Ende,
Og Overkroppen lidt tilbage trak.
Tre! skreg nu Lars: og uden længer Snak
Man saae dem lige op i Luften vende
De fire Been, idet med dristigt Sving
Ved Stokkens Hjælp de gjorde Mesterspring.

Men enten det nu Mangel var paa Øie,
Hvorved det rette Maal ei her de fik;
Hvad heller de beregned ei saa nøie
Det Qvantum Kraft, der holdt i Springet Stik;
Nok, som to Icarus'er det dem gik;
Og Begge faldt fra Flugten mod det Høie -
I Grøften ned til Halsen, saa at Lars
Forskrækket raabte: Jøsses! Gu' bevar's!

Paa denne Maade henrandt Adams Tid
Med Hop og Spring, og hvad der blev tilbage
Fra Gymnastiken, med utrættet Flid
Man saae hans Moder i Beslag at tage.
I fuld Betydning Sønnen op at drage
Mod Himlen, stræbte hun i al sin Id;
Og lig sin Mand, saa fulgte hun, den Gode,
En egen Plan og en bestemt Methode.

Saa, til Exempel, for paa Ydmyghed
Og stadigt Sind at give Smag den Lille,
Hver Dag hun op af Gulvet lod ham pille
De Trevler og de Traade, som faldt ned.
Alt tidlig gav hun ham et eget Sted,
For alt sit Tøi i Orden op at stille;
Og som en daglig Pligt hun Drengen bød,
At give Fuglen Vand og Hunden Brød.

Saa lærte hun ham og bekjendte Sange
Udsatte til en simpel Melodi;
Thi selv poetisk var hun ikke bange
For ham at skade ved lidt Poesi.
Og smukt det var at høre mange Gange,
Naar hun og Barnet begge stemmed i,
Og qvad en Vexelsang, med Toner skære,
Til Fædrelandets Priis, til Danmarks Ære.

Hver Morgen læste hun for ham en Spalte
Af Skriften og forklared ham dens Ord;
Om Aftnen hun til Vindvet hen ham kaldte,
Og viste ham det klare Stjernechor.
Da om Guds Magt og Storhed hun fortalte,
Og om hans Skabning paa den vide Jord;
Og Mo'er og Søn, der til med Andagt hørte,
Til Slutning bleve Begge lige rørte.

Hun aned hvad Opdragelse Vil sige,
En Konst, som sjelden voxne Folk forstaae,
Der frem sig stille som i Aanden rige,
At Barnet ret sig fattigt føle maa;
Da dog Opdrageren just ned bør stige,
Og trods sin Viisdom blive lig de Smaa:
En ny Methode, som først Gud anvendte,
Da os sin Søn som Menneske han sendte.

Og ved Methoden ret med Fryd, som sagt,
Den unge Præstekone syntes dvæle:
Hun med sin Adam var som tvende Sjæle,
Der gav i Fællesskab paa Livet Agt.
Mens hendes Sjæl gav Tanken Form og Mæle,
Stod hans opmærksomt lyttende paa Vagt;
Og Mælet lød saa barnligt for hans Øre,
At han sin egen Tanke troede høre.

Saa voxed Adam op, en blød og blandet,
Men derhos velbegavet smuk Natur,
Om end som Guldet ei saa rig og puur.
En Jord han var, af tvende Kilder vandet:
Thi hans Forstand, ved Fader Homos dannet,
Fik verdsligt Præg med geistlig Politur,
Imedens Sind, og Sands for Lyst og Srnerte,
Tog Præget af hans Moders fulde Hjerte.

Og hendes Billede han ogsaa bar,
Dog havde han sin Faders brede Hænder,
Hans stærke Haarvæxt og hans skarpe Tænder,
Der Been saa let som Kjød igjennem skar.
Men videre til Gavn ham ei det var;
Thi sjelden kun det Laadne ud han vender,
Og endnu sjeldnere han fra sig bed:
Langt heller græd han, naar lidt Ondt han led.

Men ham af Hjertesorg kun mødte Lidt,
Den hele Præstegaard paa Hænder bar ham:
Faaer sig Lars Kudsk ved Vandingstid et Ridt,
Han med paa Hesteryggen gjerne ta'er ham,
Niels Havemand hans lille Rive skar ham,
Og Tærskeren sin Pleil ham laante tidt,
Naar ned han kom i Loen efter Davren,
Og Lyst fik til at gjennemprygle Havren.

Med Pigerne man saae ham Smør at kjærne
Og malke Præstegaardens Køer og Faar,
Ved hvilken Leilighed en lille Taar
Han til sin egen Bøtte tjente gjerne.
Tidt løb han ogsaa med, naar de gik Ær'n'e
Til Skyttens eller Sognefogdens Gaard;
Og da han var — imod det var ham ikke -
Som Præstens Søn et Maal for Alles Blikke.

Saa tidlig altsaa Ambitionen rørte
(En lille Slange lig) sig i hans Bryst;
Og intet Under, da han hver Dag hørte
Det Udsagn af den faderlige Røst:
At Æren, Æren det er Livets Lyst,
At Æren op til Lykkens Tempel førte;
Og at han noget Dygtigt maatte blive,
Saa han til noget Stort det kunde drive.

Men ved det Smaa endnu han dog sig holdt;
Og af Bedrifter her kun er at nævne,
Hvordan om Sommeren han spilled Bold
Med Byens Ungdom efter bedste Evne;
Hvordan han tilgav, og ei vilde hævne
Hvad Uret, der i Leg ham blev forvoldt;
Hvordan han med sin Mo'er tidt blev befunden
At plukke Blomster eller Bær i Lunden.

Hvordan i Høstens Tid saa flink han var
Og rask med Strygespaanen Leen hvæssed
For Hans og Christen, naar de Sæden skar;
Hvordan han kjørte Kornet eller Græsset
Med dem fra Marken ind, mens høit paa Læsset
Han Følelsen af Frygt og Høihed har,
Hvordan han dernæst hjalp at kaste Rugen
Fra Vognen ind paa Loftet gjennem Lugen.

Hvordan han endelig gik mellem Alle,
Her i sit hjemmegjorte Klædebon,
En lille Huusalf og en Fredens Aand;
Thi hvergang man istykker slog en Balle,
Og hvergang en Tallerken monne falde
I Gulvet ned fra Kokkepigens Haand,
Og hvergang Lars brød Vogn itu ved Agen,
Strax maatte lille Adam jævne Sagen.

Men af hans Reiser fra hans Barndomsaar
Jeg kun hans Søndagsreiser vil anføre,
Naar han hveranden Uge saaes at kjøre
Hen til sin Bedstefaders Provstegaard.
Hvor det er yndigt, Alt at turde gjøre,
Det Barnebarnet Adam her forstaaer;
Hvor rart det er, at være Pot og Pande,
Det maatte her den Lykkelige sande.

Men efter slig en Søndag fordetmeste
Man Drengen doven og uartig saae,
Bekræftende den Sandhed, som de Fleste,
Selv Fader Adam, er Beviset paa:
At Den, hvem Paradisets Sol omkredste,
Ei helmer, før dens Straaler reent forgaae;
Thi det er Nemesis, at Paradiset
Som Rimet efter sig forlanger Riset.

Saa voxed Adam op, og rundt i Egnen
Der fandtes ej saa klog en Dreng som han;
Men for end meer at skærpes paa Forstand,
Og for at lære Skriven, Tegnen, Regnen,
Gik eengang han om Ugen hen til Degnen,
Der længst — hvorfor han og var Dann'brogsmand -
Indbyrdes Underviisning havde grebet,
Og mangt et Bondebarn ved Samme slebet.

Og til Methodens Priis det havde ført,
Hvis her man Præstens Søn og Degnens Hanne,
En lille Pige med en kløgtig Pande,
Indbyrdes sig belære havde hørt.
Hvordan to Væsner kan hinanden danne,
For alles Blik var blevet klart afslørt,
Naar her man havde seet dem, som to Degne,
I Munden paa hinanden høit at regne.

Thi Ansigt knap mod Ansigt stiltes de,
Og to Gang' To knap Adam hørtes lire,
Før Hanne raabte: To Gang' To er fire,
Men siig, hvormange da er tre Gang' Tre?
Ei fik hun Lov til her at spørge tiere,
Thi som en Ulv, naar Lam den faaer at see,
Paa Byttet styrter strax med Raseri,
Saa skreg nu Adam: Tre Gang' Tre er Ni!

Og som det gik med Regnen saa med Tegnen,
Saavel som og med Begges Skriveri;
Men naar han var i godt Humeur, gav Degnen
Dem tidt en Timestid af Dagen fri.
Da gjerne Havens Gang de vandred i,
Hvorfra de havde Udsigt over Egnen;
Og ivrigt da i Snak, med fyrigt Blik,
Med Armen om hinandens Hals de gik.

See, taled eengang Adam til sin Hanne:
Det Hvide hist er Horsens Landevei,
Om tre Aar henad denne kjører jeg,
For mig i Aarhuus til Student at danne.
Da siger jeg Farvel til Veile-Vande,
Men dig, det kan du troe! jeg glemmer ei;
Som Præst jeg kommer her tilbage — Ja men,
Saa afbrød hun: da gifte vi os sammen!

Ja, gav til Svar den syvaars-gamle Dreng:
Da i vor Præstegaard vi hen vil flytte
Og kjøbe os en deilig Himmelseng.
Glem (raabte Hanne) ei en Malkebøtte!
Troer du jeg Køerne kan lade skjøtte
Sig hele Dagen selv i Mark og Eng?
Nei, der maa malkes! skal med Smørret Osten
Ei fattes paa vort Bord til Vesperkosten.

Sørg du for Mad og Drikke! Adam svared,
Imens jeg vore Børn opdrage vil,
At noget Dygtigt de kan blive til.
Ja, ei paa Tøsene skal blive sparet
Det som jeg selv har lært og har erfaret,
Afbrød ham atter Hanne, fuld af Ild:
Jeg skal dem lære læse, sye og strikke,
Og meer af Degnebørn forlanges ikke.

Men Degn vil ei jeg være! raabte vred
Den ærekjære Dreng med Kinder hede:
En Præstesøn jeg er nu allerede,
Og Bedstefa'er er Provst, som vel du veed.
Den lille Skose Pigen i sig bed,
Og svarede sin Adam uden Vrede:
Nu, Præst og Degn det er jo lige fedt,
Fa'er tidt har sagt, det kommer ud paa Eet.

Nei, gjentog Adam: Præsten Bisp kan blive,
Men Degnen han maa evig blive Degn;
Vel kan han, som din Fa'er, faae Dann'brogstegn
Men høiere kan aldrig han det drive.
Ih! hørtes kjækt til svar ham Hanne give:
Da har man dog et Ordsprog i vor Egn,
Som Degnens bedre Lykke godt betegner:
Paa Degn kun drypper, naar paa Præst det regner.

Dermed for denne Gang adskiltes de;
Og paa en anden Bane vil jeg bringe
Min Helt nu frem, hvem jeg la'er overspringe
Et Tidsrum, der af Aar udgjorde tre.
I disse var Forandringen kun ringe,
Der i hans ydre Levnet monne skee,
Mens i det indre meer og meer Erfaring
Gav ham paa Livet og ham selv Forklaring.

Ti Aar han altsaa gammel er; endnu
Dog i den lærde Skole ei han sattes,
Skjøndt hverken Hoved eller Lyst ham fattes;
Men Sagen var, det Homo randt ihu,
At meer end al Latin og Græsk nu skattes
Realiteter, som for Livet due,
Og at reale Skoler var igjære,
Hvor Barnet skulde Mandens Gjerning lære.

Mens nu paa disse Skoler Homo vented,
Gik Drengen Adam ledig og drev om,
Og blev ved Slentren meer og mere tom,
Ja næsten classisk Smag for Otium hented.
Alt Dovenskab sit Mærke paa ham prented,
Da Skjæbnens Haand medeet imellem kom,
Og kasted Homo hen paa Sygesengen,
Til største Lykke og til Held for Drengen.

Thi Adams Moder, hvem det haardt fortrød,
At saa den gyldne Tid han skulde spilde,
Paa eengang Sagen overtvært nu brød.
For Vognen lod hun spænde ganske stille,
Og mens Pastoren sov, en Aften silde,
Sin Søn at pakke hurtig ind hun bød.
I Vognen Begge steg, og bort de kjørte
Ad Veien, som til Aarhuus Skole førte.

Den næste Dag de Skolens Rector fandt,
Som veied Adam og hans Kundskabs Masse,
Og dømte ham til Fux i sidste Classe,
Ved hvilken Dom hvert Duxehaab forsvandt.
I Kost han sattes hos en Skræder Brandt,
Der loved Drengen som sin Søn at passe;
Og efter Middag Mo'er og Søn adskiltes
Med mange Kys, mens mange Taarer spildtes.

Og hjem drog Madam Homo, for at døie
(Det vidste hun) et Uveir af sin Mand;
Og Adam blev tilbage med et Øie,
Ak, som den hele Dag stod fuldt af Vand.
Til Husets Qvist, ad Trappen op, den høie,
Med Skræd'ren imod Aften fulgte han;
Og der han saae sin Seng, sit lille Kammer,
Og der han lodes ene med sin Jammer.

Til Vindvet gik han hen, og ud han saae,
Og Tiden, nys saa lang, hvor hurtig randt den!
Han ledte nemlig efter Veile-Kanten,
Thi der hans Hjem og der hans Hjerte laa.
Men da nu endelig tilsidst han fandt den
Bag Skovens Rand, som Taagen hviilte paa:
Da paa sin Seng den tiaars Dreng tog Sæde,
Og lig en femaars Purk stak i at græde.

Ak, sukked han: ni lange Miil nu ere
Imellem mig og Veile By og Fjord;
Maaskee i denne Verden aldrig mere
Jeg faaer at see min gode Fa'er og Mo'er.
I Skolen Hanne mig at finde troer,
Men ei af Regnestykker gjør vi flere;
Og mine Duer — hvordan skal det gaae dem?
Maaskee for sidste Gang igaar jeg saae dem.

Bort fra mit Hjem jeg reves jo saa brat!
Og Bedstefa'er og Bedstemo'er ei vidste
I Søndagsaftes, at det var den sidste,
Den sidste Gang jeg ønsked dem Godnat.
De har jo Allesammen mig forladt!
Og eensom nu mit Liv jeg her skal friste
Paa dette mørke Kammer, som vi fandt
Hos denne stygge, fæle Skræder Brandt.

O, hvem der hjemme var i Præstegaarden!
Det brune Føl vist springer nu sin Dands,
Og Lars paa Hoppen Grimen gjør i Orden
Og rider alle Hestene tilvands.
Margrethe gaaer med Bøtten ud til Hjorden,
Og Faar i Fold nu driver lille Hans,
Og Christen staaer i Loen, for at fei'en,
Og Mo'er — ak, det er sandt! hun er paa Veien.

Der kommer Maanen — see, hvor rød og stor!
Nei, anderledes kjøn den dog var hjemme.
Ja, Veile-Maane vil jeg aldrig glemme,
Saa klart den skinned i den blanke Fjord.
Der staaer den store Bjørn — og der er Nord!
Og der — her sank paa eengang Drengens Stemme:
Der Havnen er og Søen, hvor man seile
Kan langs med Jyllands Kyst, og hjem til Veile.

Saa trøsted sig vor Helt ved Suk og Klagen,
Til dybt han faldt i Søvn midt i sin nød,
Og op han vaagnede først næste Dagen,
Da Skræderdrengen med et Slag paa Bagen
Ham vakte, og fra Mesteren ham bød,
At komme ned og faae sit Øllebrød;
Thi Klokken alt nu Syv var efter Solen,
Og Klokken Otte skulde han paa Skolen.

Men dengang tre Qvarteer saa Uhret slog,
Da saaes han sine Bøger sammen sanke,
Hvorpaa, mens Hjertet heftigt monne banke,
Til den latinske Skole hen han drog.
O, hvilke slemme Drenge! var hans Tanke,
Da strax i Døren ham et Skrig modtog,
Just som imøde høit ham raabte Duxen:
Op, Kammerater, lad os hilse Fuxen!

Og strax omstimlede ham Classens Drenge
Og banked ham til Velkomst dygtig af,
Hvorpaa en Dreng et Øgenavn ham gav,
Som han fra den Dag maatte bære længe,
Thi da paa Medynk Adam gjorde Krav
Og dybt i Taarer lod sit Hoved hænge,
Da raabte Søren Jensen: Homo flens!
O monstrum hominis! Indigna mens!

Og Sørens Vittighed ei kunde falde
I bedre Jord; thi fra den Stund man saae
Dem Adam Homo Monstrum Homo kalde,
Et Navn, som var ham tungt at bære paa.
Men mod de Store hvad formaae de Smaa,
Og hvad formaaer den Ene vel mod Alle?
Saalænge gav vor Fux man Puf og Stød,
Til — som en Hund — han Navnet Monstrum lød.

Min Læser! hvis du nogensinde var
En Skoledreng, især en af de mindre:
Hiin første Læretid du vil erindre,
Som du med Smerte gjennemgaaet har,
En Smerte, som kun Tiden kunde lindre;
Thi ak, fra Hjemmets Skjød, som blødt dig bar,
Hvis Sødhed vel kan føles, men ei fattes,
Hen paa den haarde Skolebænk du sattes.

Dig Livets Alvor traadte da imøde
I Form af den latinske Grammatik,
Og lagde dine gyldne Drømme øde.
De Prygl, som du af Kammerater fik,
Forhærdede din Sjæl, den barnlig-bløde.
Din bittre Angst og Taaren i dit Blik,
Hvergang din Lærer Røret frem lod hente,
Til Skjæbnens haarde Slag dit Hjerte vænte.

Medeet blev du erfaren, snild og klog;
Og du, som idethøieste kun sjusked,
Naar før din Portion Viisdom ind du tog:
Du, lille Synder, allerede fusked!
Det Halve af din Lectie kun du husked,
Det Halve læste op du af din Bog,
Som under Bordet skjult du holdt i Næven
Med Frygt, med indre Angst og Hjertebæven.

O siig, om du fra den Tid du var liden,
Til nu, da du formodentlig er stor,
Saa mægtig en Forandring spored siden
Ved Livets Gang og Skiften her paa Jord?
Du gik vel uden Tvivl dog frem i Tiden:
Maaskee fra Lieut'nant af du blev Major;
Etatsraad fra Justitsraad; dog din Vandring
Den frembød aldrig meer saa stor Forandring!

Saa tænk dig nu i Adam Homo's Sted,
Hvorved Fortællingen du vil mig lette;
Thi Drengens Arbeid, Fremgang og Fortræd
Da ganske kortelig kan frem jeg sætte.
Og ei behøve da vi følge med,
Hvergang han gjør det Gale og det Rette,
Hvergang hans Flid man roser, eller ind
Hans Feil ham prentes i det bløde Skind.

Og da fornødent det ei heller gjøres,
At følge ham i daglig Skolegang,
Hvor som et muntert Føl, der steg og sprang,
Han frem paa Videnskabens Bane føres;
Hvor snart han kjedes og hvor snart han røres
Ved danske og latinske Skjaldes Sang;
Hvor han begeistres af Historiens Epos,
Og hvor han sværmer for Cornelius Nepos.

Og da kan ogsaa godt jeg overspringe,
(Thi for min Læser Sligt jo er bekjendt)
Hvordan i Leg han ofte fik en Vinge,
Og hvordan tidt ham blev en Krage vendt;
Hvordan han aldrig, hvad der end var hændt,
Sit høie Drengeværd dog agted ringe,
Og synded imod Ærens første Punkt
Ved Sladdren til sin Rector og Adjunct.

Ja, da tør vel endog jeg forbigaae,
Hvordan han gjorde gjældende sit Ego
Ved overlegen Aand iblandt de Smaa,
Saa han som Dux snart kunde sige rego;
Hvordan man tidt ham hørte hviske nego,
Og neppe qvalt sin Latter kunde faae,
Naar Adjunct Stæhr, en theologisk Stakkel,
Forklarede paa sin Viis et Mirakel.

Men hvad nødvendigviis jeg maa berette,
For ei at svigte skyldig Autor-Pligt,
Skjøndt Læseren vist og erfared Sligt:
Det er, at ved et Skoleliv som dette,
Paa Kundskabsfrugter og Bedrifter rigt,
Man snart vor Helt i Sky saae Næsen sætte;
Saa han, der før beskeden var og bly,
Befandtes, tolv Aar gammel, stolt og kry.

Det kjendtes allerbedst, naar han var hjemme
I Ferien; thi da han løfted høit
Blandt voxne Folk en kjæk Discipel-Stemme,
Og lod dem mangen Sandhed føle drøit.
Men ei med slig Triumf var Adam nøi't;
Til Bønderdrengene han monne gjemme
Sin hele Viisdom og sit Livs Historie,
Og da han stod iblandt dem med en Glorie.

Thi medens gabende de ham beskued,
Og ham beundred som en ny Prophet,
Da talte han, imens hans Øine lued,
Om hvert Mirakel, som med ham var skeet;
Da brugte Ord han, hvorved fast de grued,
Som Rhombe, Paradox, Intensitet;
Da lærte han, at Jorden er en Kugle,
Og at vort Danmark egentlig hed Thule.

Da viste han dem Stjernernes Bevægelse
Forklaret meget let ved Tyngdens Lov;
Men sagde man imod, saa blev han grov,
Og talede om Bønderknoldes Spægelse,
Om Aanderne, der ind paa Landet sov,
Om Sjælens Tørst og dybe Vederqvægelse
Ved Videnskaben, rakt som Lædskedrik,
Naar man den lærde Skole gjennemgik.

Man seer, at Adam holdt sig selv i Ære,
Og at paa gode Veie her han var
Til ei at blive blot en lille Nar,
Men at en Egoist og var igjære.
Hvordan nu Drengen Andet fik at lære,
Saa ei blot anden Retning Tanken ta'er,
Men Hjertet i hans Bryst igjen faaer Stemme,
Det skal den gode Læser nu fornemme.

Dengang just fjorten Aar var lagt tilbage
Af Heltens Liv, det nemlig sig tildrog,
At Skrædermester Brandt i samme Dage
Sin anden Hustru, Stine Hansen, tog.
Hr. Brandt var alt da graa paa Kind og Hage,
Men Stine neppe tyve Somre vog,
Og gik med sin uskyldig-søde Mine
I Byen under Navn af 'smukke Stine«.

Hvad havde denne Skjønhed vel bevæget
Til at formæle sig med gamle Brandt,
Hvis stride Haar alt Tiden havde bleget,
Og som saalidt var yndig som galant?
Var af hans Godhed blidt hun vederqvæget?
Var det Taknemlighed, som hende bandt?
Var Æren af at blive Mesterinde
Til Pigens Handling Grunden dennesinde?

O nei, sit Jomfrunavn kun Stine skifted,
Fordi man eengang jo det skifte skal,
Og med den gamle Brandt hun kun sig gifted,
Fordi jo Giftermaal er Pigens Kald.
Ei Længsels Pust til Amors Lue vifted,
Da som hans Brud hun stod i Hymens Hal,
Og ei begeistret til sit Hjerte drog hun ham;
Hun skulde giftes jo — see, derfor tog hun ham.

Ei Stines Handlemaade her jeg roser,
Og dog jeg holder for, hun synded ei,
Som Den, der vakler mellem Ja og Nei,
Til veiet først er Friermandens Poser,
Hans Herregaard med Enge, Skov og Moser,
Hans faste Trin paa Embedsstigens Vei,
Hans Plads i Rangforordningens Capitel,
Hans mulig snare Død, samt Enkens Titel.

Nei, Stines Handling sikkert ei jeg priser,
Og dog jeg troer, hun gjorde vel saa godt
Som Den, der gaaer til Brudesengen blot,
Fordi det sidste Haab hun snart forliser;
Som Den, der Kjærlighed til Gjengjæld viser,
Fordi hun sex Par Børneskoe har traadt;
Som Den, der i sit tred'vte Aar benytter
Den Kaal, hvori med atten Aar hun spytter.

Til Stine Brandt blev altsaa Stine Hansen,
Og fik Madame-Pligt, Madame-Ret,
Og gik som Jomfru hurtig bag af Dandsen,
Men dandsed dog som Kone ganske net.
Hver Dag nu Adam hende saae i Glandsen
Af Ungdom og af Skjønhed, der saa let
Bedaarer gamle Mænd og unge Drenge,
Og la'er til beggeto det svie længe.

Ja, Skjønheds Magt vor Adam fik at føle
I saa vidunderlig og stærk en Grad,
At Intet snart hans Flamme kunde køle.
Ved Bordet tidt som i en Drøm han sad,
Og i Minuter saae man ham at nøle
Med Skeen i det fyldte Suppefad -
Men traf tilfældigviis ham Stines Blikke
Da meer at spise Drengen mægted ikke.

Hans unge Bryst blev af en Magt hendraget,
Som af den stærke Sol en svag Planet;
Thi Dag og Nat hans Hjerte var betaget
Af det Fortryllende, han havde seet.
Først i en Slummer havde han opdaget
Det Underfulde, der med ham var skeet,
Da lig en Engel, der hans Mund berørte,
En Drøm forbi ham Stines Billed førte.

I Skolen selv — hvo skulde vel det troe -
Paa hendes Billed han ei sjelden stødte
Ved Læsning af den gamle Cicero;
Og i Virgil med Dido tidt han blødte,
Og tidt i sin Ovid et Sted han mødte,
Hvorved hans Hjerte, neppe bragt til Ro,
Sig maatte væbne som en anden Hector,
For ei at røbe Sorgerne for Rector.

Men ak, hans unge Læbe tidt var bleg nu,
Og mangengang, foruden mindste Grund,
Et Purpurhav i Kinderne ham steg nu,
Og sank saa pludselig i samme Stund;
Og Munterheden ganske fra ham veg nu,
Og dunkel Ensomhed han søgte kun,
Mens mørk han stirred ud paa Søens Vove
Fra Randen af de løvbedækte Skove.

Men som enhver fortvivlet Elsker søgte
Vor Helt nu her i Digtekonsten Trøst,
Og vandred om ved Maanens blege Lygte
Og qvad om sine Smerter og sin Lyst.
Naar han saae Skyerne forbi at flygte,
Naar Nattergalen gav hans Længsel Røst,
Da kunde Adam ei sig længer styre;
Han qvad — tag her en Prøve af hans Lyre!

Seer jeg i den dunkle Skov
Hunden gaae paa Spor og Rov,
Hører Bøssen jeg at knalde,
Hører Hornet jeg at gjalde,
Ak, imens det trufne Dyr
Gisper under Himlens Skyer
Ud sit Liv i Dødens Pine -
Tænker jeg paa Stine.

Staaer jeg ved det dybe Hav,
Ak, saamangen Sømands Grav,
Om hvis Død end Bølgen hvisker:
Og jeg seer den gamle Fisker
Over Vovens blanke Top
I sin Krog at drage op
Fisk med bleg og blodig Mine -
Tænker jeg paa Stine.

Vandrer eensom og forladt
I den ravnesorte Nat
Jeg omkring ved Kirkegaarden,
Ønskende mig dybt i Jorden:
Da, naar fra de dødes Hjem
Glemte Sukke stige frem,
Medens Nattens Vinde hvine -
Tænker jeg paa Stine.

Ingen kjender til min Qval,
Selv i Skolens Høresal
Gav min Elskov ei jeg Tunge;
Men naar Fuglestemmer sjunge
I Naturens Helligdom
Sødt og smeltende derom,
Ak, med Toner klare, fine -
Tænker jeg paa Stine.

Saa hørtes Adam sørgeligt at klage,
Og dunkle som en Skygge nu henrandt
I Hjertesorg hans fagre Ungdomsdage.
Men — siger Læseren — men Stine Brandt,
Hvor finder man til hendes Blindhed Mage,
At Nøglen til hans Sorg hun aldrig fandt?
Jeg siger ei, at hun fandt Nøglen ikke,
Jeg siger kun, hun vidste sig at skikke.

Thi naar vel stundom hendes Sind og Tanke
Med Ivrighed sig antog Adams Qval,
Da tænkte hun medeet: Men er jeg gal?
Begynder og som Drengen jeg at pjanke?
Hvorpaa hun saaes sit Sytøj sammen sanke,
For bort at sye de Suk, der frem sig stjal.
Saa gik en Tid — da Noget der sig hændte,
Hvorved for beggeto Romanen endte.

En Sommeraften, just som Skræder Brandt
Stod i Passiar med Klædekræmmer Fine
Bag Byens Haver, nærved Søens Kant:
Da lagde sig, paa Grund af Hovedpine,
Lidt paa sin Sopha ned den smukke Stine,
Hvor snart i Hvilen hun en Lindring fandt.
I Haanden holdt hun Rosen, nylig plukket,
Og ud til Haven Vindvet var oplukket.

Mens saa derinde Stine laa for Anker,
Derude, i Naturens Eensomhed,
I Gangen, langs det store Jordbærbed
I dyb Betragtning Drengen Adam vanker.
Ei jeg fortæller, hvad min Læser veed,
Hvis Billede det var, han bar i Tanker:
Han gik, og stod, og gik — og just han stod,
Da Stines Suk medeet sig høre lod.

Forundret nærmed Adam sig til Muren,
Og, bøiende sig gennem Vindvet ind,
Han skuer Mesterværket af Naturen
Belyst i Aftensolens røde Skin.
Saa yndig henstrakt seer han her Figuren
Af Den, der reent fortryllet har hans Sind,
At ei han meer kan modstaae — Alt han vover,
Og Vindveskarmen sagte steg han over.

Let bævende han stod nu midt i Stuen,
Hvor dybt i Søvn — han tvivled ei derpaa -
Den smukke Stine paa sin Sopha laa;
Og som fortabt han dvæled i Beskuen
Af dette Aasyn, mildt og blidt som Duen,
Af denne Liliekind med Roser paa,
Af denne Svanebarm, der høit blev vugget,
Af disse Læber, aabned' nys af Sukket.

Hvad stred ei her i Heltens unge Bryst!
Hvor monne stærkt sig i hans Hjerte røre,
Paa samme Tid som Lidenskabens Røst,
Frygt, for at Stine skulde nu ham høre,
Skræk for den Gjerning, som han vilde gjøre,
Hvortil saa inderlig han føler Lyst;
Kamp mod den Tanke, som hans Sjæl nu frister -
Ak, som paa eengang Seiren fra ham vrister.

Paa Taa han nærmer sig den Skjønne — tys!
Selv Aandedragets Lyd han dæmpe stræber;
Sit Hoved ned han bøier, og et Kys
Han trykker sagtelig paa Stines Læber.
Men knap lidt Nectar ved hans Mund der klæber,
Knap har om Paradiis han faaet Nys,
Før han i Krogen flygter ræd tilbage,
Med Purpur paa sin Pande, Kind og Hage.

Thi Vinduet slog i, skjøndt ingen Vind
Man i den stille Aften kan fornemme,
Og paa den samme Tid en Skræderstemme
Gjenlød som Torden dybest i hans Sind.
Og, o Mirakel! rød blev Stines Kind
I samme Stund; og Søvnen reent at glemme
Og rask fra Canapeen op at staae,
Den sønderknuste Adam hende saae.

Forhør, Proces og Dom jeg gaaer forbi,
Hvorved det unge Hjerte reent blev knuset;
Thi Følgen var, at han kom ud af Huset
Og maatte søge sig et nyt Logis.
Saa styrtede da første Gang i Gruset
Vor Helt paa Kjærlighedens bratte Sti,
Hvorved han practisk maatte Budet lære:
Du skal din Næstes Hustru ei begjære! -

O, speiler Eder her, I kloge Fædre!
I kloge Mødre! som jert kjære Barn
Tidt giver hen i en Sirenes Garn,
Hvem I som agtbar Danneqvinde hædre;
Thi sæt, ei Stine havde været bedre,
Og derhos mindre bly og meer erfar'n:
Hvordan var Drengen Adam da det gaaet?
Maaskee han sin Bekomst alt havde faaet.

Og speiler og Jer her, I smukke Qvinder!
Som tænke, at en Dreng paa fjorten Aar,
Der stundom for jert Øie Naade finder,
Paa Elskov sig aldeles ei forstaaer.
Husk paa, et fjortenaarigt Hjerte slaaer
Saalænge, til at sexten Aar det vinder.
Handl derfor med de fjorten Aar lidt varlig,
Thi viid, en Dreng paa sexten Aar er farlig.

Og speiler endelig Jer ogsaa her,
I Skoledrenge! som paa Livets Bane
Snart faae isigte Amors røde Fane,
Og alt i Skolen har Couleuren kjær
Husk paa, at Sladdren er Gud Amors Vane,
Og sladdre skal til Rector han især,
Som da i Classen la'er Jer sidde længe,
Ak, som forelskede og dovne Drenge.

Thi saadan Helten Adam just det gik.
Paa Grund af sine Sorgers tunge Masse
Kun maadeligt han Skolen kunde passe,
Saa han ved Aarsexamen ei holdt Stik.
Han kom ei denne Gang i fjerde Classe,
Og Roes og Flidsbelønning ei han fik;
Thi det, som man ved Prøven stærk ham fandt i,
Var ene og alene ars amandi.

Gud veed hvormeget der af Drengens Flid,
Ved slig Omtaagelse af Elskovsduften,
End kunde være gaaet op i Luften
Og gjort ham reent til Skole-Invalid:
Hvis ei, til Lykke, efter nogen Tid
Han heelt igjen var kommen til Fornuften
Ved to Begivenheder, som ham slog,
Saa Pokker ved hans Elskov hurtig tog.

Den ene var: at syg hans Moder skrev,
Paa samme Dag som han blev confirmeret,
Om Pligtens Bud til ham et kraftigt Brev,
Saa mellem dobbelt Ild han blev placeret.
Den anden var: at vaer en Dag han blev
Sin Stine, som paa Gaden promenered,
Hvor hun, der før hensvæved rank, ungdommelig,
Nu gik og rokkede som høit frugtsommelig.

Ved dette Syn som Blod blev Adam rød,
Og medens Blik og Hoved bort han vendte,
Han hastig om ad Sidegaden skød,
Hvorfra han hurtig ud i Skoven rendte.
Her Drengens sidste, bittre Taarer flød,
Med hvilke Taarer og hans Qval sig endte;
Thi da til Byen atter han gik ind,
Da som befriet følte han sit Sind.

Fra denne Stund paa Bøgerne han kasted
Med Iver sig, og ikke meer paa Skrømt,
Og ind at hente nu med Flid han hasted,
Hvad gjennem Maaneder der var forsømt.
Ei meer ham Amor med sin Piil antasted,
Og skjøndt endnu hans Hjerte banked ømt,
Dog aldrig meer paa Aarhuus' Skolebane
At sukke eller sværme fik han Vane.

Nu af den tørre Cicero han suged
Kun stoisk Viisdom, mens i Speil han seer
Sig paa de tappre Helte hos Homer.
Nu for det Grundige hans Sjæl kun lued,
Nu bag Historien han critisk skued
Den Verdenslov, hvorefter Alting skeer;
Nu fordred han Tendens af Poesien,
Nu søgte han Stringens i Geometrien.

Nu løste han med Færdighed Problemer
Ved Hjælp af Algebraens x og y;
Nu grubled han paa Livs-Philosophemer,
Hvoraf blandt Kammerater der gik Ry;
Nu bygged han endogsaa smaa Systemer,
Saa fast begrunded' som de fleste ny;
Thi Tidens Pust omkring dem alle blæste,
Alt under hvilket fort dog Adam læste.

Saa henrandt trende Aar, og Skud fra Roden
I ham alt Videnskaben havde sendt,
Da Rector fandt ham, attenaarig, moden
Til at faae Borgerbrev som jydsk Student.
Thi trak den nye Støvle han paa Foden,
Thi blev de gamle, sorte Klæder vendt,
Thi tog en Morgenstund han nu paa Nakken
Sit Reisetøi og seiled bort med Smakken.

Hans Pas endnu er til. Dets Slutning lød:
'Stud. Adam Homo, her af Aarhuus Skole,
Der taler Dansk og er ved Veile fød,
Begiver nu, med Kinden hvid og rød,
Med Øine blaae og skinnende som Sole,
Med blonde Haar og i en halvslidt Kjole,
Sig høi af Væxt til Sjælland. Smitsot gives
Ei her paa Stedet, nu da Passet skrives.«

Paa Sjællands Grund vor Helt da satte Fod,
Og strax til Hovedstaden ind han kjørte,
Hvor hæderligt Examen han bestod,
Mens Navnet Rus med stille Fryd han hørte.
Det Brev, som hjem hans Laud til Jylland førte,
Paa Gjensvar ham ei længe vente lod,
Thi snart, vor unge Homo til Oplivelse,
Fra gamle Homo ankom denne Skrivelse:

Min brave Dreng! saa blev du da Student.
Med Ære din Examen har du faaet;
Bort med dit Laud i Lommen er du gaaet,
Og min og din Bekymring nu er endt.
Hvor glad du er, det veed jeg saa omtrent,
Thi ogsaa jeg jo har engang bestaaet;
Men hvad jeg ikke veed, hvad ei blev sagt mig,
Det er den Leveplan, du nu har lagt dig.

Thi efter Hensigt bør jo altid føres
Et Liv, et Studium, ja selv en Leg,
Der bliver til en simpel Narrestreg,
Naar planløs hen i Veiret Spøgen gjøres.
Derfor kan tidtnok ei den Sandhed høres,
I hvert Fald som et nyttigt Fingerpeg:
En Leveplan er Mennesket fornøden,
Undtagen — du vel Spøg forstaaer — i Døden.

Paa Banen frem med Haab jeg seer dig gaae,
Nu Skolen bag og Verden for dig ligger.
Dig Andres Glands i Øiet stærkt nu stikker,
Og selv du Andre stikker ligesaa.
Dig flere gode Huse aabne staae,
Dog kun saalænge som du vel dig skikker;
Din Ro, din Fred, din Lykke, din Credit
Beroer tildeels paa dine første Skridt.

Men end med Verden du er ubekjendt;
Og i den Kundskab staaer du vist tilbage,
Hvordan en ubemidlet, ung Student
Bør Tingene og Menneskene tage.
Lad mig fortælle da, hvad mig er hændt,
Og hvordan jeg, i mine unge Dage,
I Alt mig hjalp tilrette med Forstand;
Hvad jeg har gjort, du ogsaa gjøre kan.

Omtrent som din var ogsaa da min Stilling:
For mig som dig det gjaldt om Subsistens,
Fortunas Gave var en ringe Billing,
In sano corpore dog sana mens.
Som dig det tidt vil skorte paa en Skilling,
Saa min Pung ogsaa mangengang var lens.
Som du min Søn, saa havde jeg den Lykke,
Ei just at regnes til de meget Stygge.

Min Leveplan lad derfor tjene dig!
Til Folk og Forhold skarpt jeg lagde Mærke,
Og alle svage Sider, alle stærke,
Hos Den og Den, jeg strax notered mig.
Jeg gjorde som de gamle christne Klærke,
Der Vei med Christendommen baned sig,
Idet paa samme Viis de handled ikke
I hvert et Land, men efter Folkets Skikke.

Saa — til Exempel — hos Etatsraad Zelle,
(En Mand, hvis Gunst var ligegyldig ei,
Og som holdt stærkt paa det Ceremonielle)
Til hver en Fødselsdag lykønsked jeg.
Men derimod hos Kammerherre Bjelde,
Hvis Kone stod paa Ungdoms Skillevei,
Og ei af Aar og Dage ønsked flere,
Der gik jeg aldrig hen, at gratulere.

Et nyt Exempel! Hos Professor Rether,
Som elsked fremfor Alt en stiv Disput:
Der lod jeg Stemmen tone høit og lydt,
Og baxedes med ham som Poul med Peter;
Men derimod hos Conferentsraad Gether,
Som gjerne vilde gjør Folk forknyt,
Og med sit eget Ord kun tog tiltakke:
Der sad jeg stille og lod Manden snakke.

Maaskee du slige Ting vil kalde smaa?
Nuvel! det Stores Navn jeg ei dem giver;
Jeg siger kun, som Verden er, den bliver,
Og den maa kjendes, skal man Fremgang faae.
En Hyklers Navn paa Den jeg aldrig skriver,
Der Menneskenes Svaghed tænker paa:
Slig Tagen Hensyn er ei blot uskyldig,
Men som den sande Klogskab altid gyldig.

Fast daglig nu forøged jeg min Sum
Af Regler, som i Livet selv erfares,
Og snart man saae mig, primus inter pares,
Bestandig bøielig, men aldrig krum.
Jeg gjorde Alting med, hvad kan forsvares:
Var blandt de Kloge klog, blandt Dumme dum;
Med flittige Studenter var jeg flittig,
Med lystige jeg munter var og vittig.

Blandt ældre Damer bragte jeg paa Bane
Den Tid, da ogsaa deres Actier gjaldt;
Blandt unge Piger svang jeg Haabets Fane,
Og mellem Mænd Debatten var mig Alt.
Men sige stik imod var ei min Vane,
Og slaae en Mening fast, ei ind mig faldt;
Thi slig Bestemthed reent er overflødig,
Mig skader den, og Andre see den nødig.

Ei andre Folk i Skik man saae mig sætte;
Altid jeg lod det være deres Sag,
Imens jeg selv i Godt kun fandt Behag
At finde sig med deres Dyd tilrette.
Jeg taled aldrig Ondt paa Nogens Bag,
Men ypped ved min Roes ei heller Trætte.
Tilbageholdende og tolerant
I Tale som i Dom mig Verden fandt.

Paa denne Viis jeg yndet blev af Alle,
Og banede, skjøndt fattig, snart mig Vei;
Fast hver en Middag ude spiste jeg
Og Manges Pung jeg min nu kunde kalde.
I Splid med Verden ei man saae mig falde,
I Strid med Livet jeg geraaded ei;
Og havde blot da Jura jeg studeret,
Var paa min Bane snart jeg avanceret.

Men nok herom! Jeg haaber du forstaaer,
Hvad egentlig det er, at her jeg mener.
Der gives Folk, som altid gjøre Scener,
Af hvem man altid Sandhed høre faaer,
Skjøndt slig Oprigtighed til Intet tjener,
Og Sagen i Qvæstion dem ei angaaer;
Som altid have Lyst paatværs at vandre,
Og just at løbe lige buus paa Andre.

Item der gives Folk, som altid bole
Med daarlig Stolthed, kun dem selv til Meen;
Som raabe: man bør staa paa egne Been,
Og her i Livet paa sig selv kun stole;
Imedens der dog ikke gives Een,
Som uden Andres Hjælp faaer blot en Kjole.
Fly disse Daarer, hvem kun Stolthed sporer,
Saavel som hine Sandheds-Professorer.

Tro mig, som prøved Verden og som kjender
Tilfulde Livet her paa denne Jord:
Den unge Prædikant af Sandheds Ord
Som Gammel sig til Løgnen gjerne vender,
Og næsten altid som en Prakker ender
Den Stolte, der paa egne Kræfter troer.
Thi vist det er, til Noget kun man bliver
Ved det, de Franske kalde savoir vivre.

Følg mine Raad, det vil dig sikkert fromme,
Og grib dit Liv med Kraft og Klogskab an;
Thi om den Unge handler med Forstand,
Det lærer inden lang Tid ham hans Lomme.
Forresten vil jeg her nu ikke komme
Med det, som godt dig selv du sige kan:
Det er jo klart, at du skal være dydig,
Din Gud, din Konge, din Professor lydig.

Endnu Eet! Af den nye Philosophi,
Hvori nu alle lærde Hjerner svømme,
En dygtig Slurk du og maa see at tømrne;
Thi naaer du end ei Viisdoms Nummer Ni,
Dens Nummer Nul sig ei for dig vil sømme.
En Modesag ei reent tør gaaes forbi;
Især man Terminologien kjende maa,
Med den begynde og med den man ende maa.

Hvis et Compendium du skulde finde
Af samme Videnskab i kort Begreb,
Hvormed man kan sig hjælpe hvis det kneb,
Da vilde du ved det mig ret forbinde.
En Tour til Kjøbenhavn jeg har isinde,
Hvis ikke Pungen siger: Seilet reb!
Men hvis den nu gik for sig paa det Samme,
Jeg vilde nødig der staae reent tilskamme.

Men fuldt er mit Papiir — jeg Afsked ta'er;
Din Moder seer jeg og sit Brev at ende.
Endnu til Slutning maa jeg blot dig sende
En Hilsen fra din gamle Bedstefa'er.
Farvel, min Søn! og gid du maa erkjende
Det Hjertelag, jeg altid for dig har.
Forresten intet Nyt fra Præstegaarden,
To Duer kun forleden tog os Maaren.

Her endte Brevet, og et kraftigt Stød
Vor Adam følte sig ved Samme givet,
Til ret med Klogskab at benytte Livet;
Til rask at kravle op ad Lykkens Skjød,
Og ret at blive bøielig som Sivet.
Derpaa sin Moders Brev han iilsomt brød,
I hvilket først til Laud hun gratulered,
Og saa paa denne Viis continuered:

Du husker nok vor Poppelpiil-Allee,
Som sidste Aar din Fader lod forlænge
Fra Havelaagen af hen til vort Vænge,
Hvorfra man over Fjorden ud kan see.
Da til Motion min Helbred nu kan trænge,
Jeg der saa ofte, som det blot kan skee,
Spadserer op og ned, frem og tilbage,
Mens Tankerne de gaae som de behage.

Hvem mener du jeg meest da tænker paa? -
Paa Den, hvem Dag og Nat i Sind jeg bærer!
Paa Den, hvis Kjærlighed min egen nærer,
Paa Den, jeg elsked, før mit Blik ham saae;
Paa Den, hvem allernødigst jeg undværer,
Til hvem nu allerhelst jeg vilde gaae;
Imellem hvem og mig nu Bølger ere -
Paa Den, hvem Tiden fjerner meer og mere!

Ak ja, min Adam! længer bort du kommer,
Alt som i Livet længer du gaaer frem;
Thi hver en Fremtidsskjæbne, som dig frommer,
Dig fører ud i Verden fra dit Hjem.
Hvad skal min Fryd nu være næste Sommer,
Naar Roser komme, men ei du med dem?
Hvem skal jeg nu saamangen Aftenrøde
Forventningsfuld paa Veien gaa imøde?

Igaar af mine Tanker blev jeg vækket;
Jeg saae en Høne, der en Ælling har,
Langs Kæret løbe op og ned forskrækket.
Den saae med Angst paa Vandet ud, som bar
Dens lille Ælling, knap af Duun bedækket.
Ak! Hønens Uro just min egen var;
Du flyder fjernt nu paa en ukjendt Bølge,
Jeg staaer i Afstand og kan ei dig følge.

Dog lad mig tie om mig selv! thi jeg
Vil altid høit i Sjæl og Sind mig fryde,
Naar du maa finde Fremgang paa din Vei;
Naar du din favre Ungdom kun maa nyde;
Naar du kun Livets Roser glad maa bryde,
Mens dog af Tornene du saares ei.
Eengang igjen, om ikke her saa hisset,
At leve med dig er jeg dog forvisset. -

Nu om en anden Sag jeg tale maa.
Iovergaars afgik herfra til Veile,
Med Skipper Poulsen, som idag vil seile,
Saa Kjøbenhavn før Søndag han kan naae:
Først sex Par Sokker, som endnu dig feile,
Af hvide tre Par, tre Par af de graae;
Saa dine Kraver med de brede Border,
Og endelig de fire nye Skjorter.

Med samme Leilighed du vil modtage
To Skjepper Æbler af det bedste Slags,
Som ei du nødig har at spise strax,
Da godt de holde sig til Vinterdage.
Fremdeles Spegepølse og lidt Lax,
Med hvad af røget Kjød vi har tilbage;
Der Alt tilsammen ligger vel indsvøbt
Ved syv Pund Tællelys, jeg selv har støbt.

Af Penge denne Gang jeg ingen sender,
Du selv kan sagtens tænke dig min Grund;
Men vær taalmodig! Naar din Fader kun
Faaer solgt sit Korn — hvad nok om kort Tid hænder -
Da, hvordan jeg det ender eller vender,
Og hvad der saa end bli'er paa Kassens Bund:
De fyrretyve Daler skal du have,
Som vi har lovet dig til Julegave.

Og nu Farvel, og lov mig tro at blive!
Ja lov mig vist, at hver en Maaned du
Om dig og al din Færd til mig vil skrive,
Og altid komme denne Bøn ihu.
Lad saadan os hinanden Haanden give,
Skjøndt Land og Vand os Begge skiller nu;
Ja, lad paa denne Jord os holde sammen!
Hertil af Hjertens Grund jeg siger Amen.

Her slutted Brevet — og lig Dagens Kjerte,
Der sit Farvel i Purpurskyen skrev,
Saa efterlod i Adams rørte Hjerte
Et lifligt Indtryk nu det læste Brev.
Han følte Haabets Fryd og Længsels Smerte,
Og op sit Vindue han hurtig rev,
Og stirred taus og længe mod det Fjerne -
Fjernt over Jylland op der gik en Stjerne.

Submitted: Wednesday, July 25, 2012
Edited: Wednesday, July 25, 2012

Do you like this poem?
0 person liked.
0 person did not like.

Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?

Comments about this poem (Anden Sang by Frederik Paludan Müller )

Enter the verification code :

There is no comment submitted by members..

Top Poems

  1. Phenomenal Woman
    Maya Angelou
  2. The Road Not Taken
    Robert Frost
  3. If You Forget Me
    Pablo Neruda
  4. Still I Rise
    Maya Angelou
  5. Dreams
    Langston Hughes
  6. Annabel Lee
    Edgar Allan Poe
  7. If
    Rudyard Kipling
  8. Stopping by Woods on a Snowy Evening
    Robert Frost
  9. I Know Why The Caged Bird Sings
    Maya Angelou
  10. Invictus
    William Ernest Henley

PoemHunter.com Updates

New Poems

  1. And I will, ABHIPSA TRIPATHY
  2. আশীর্বাদ, Dr. Prabir Acharjee Nayan
  3. The Question of the Metaphysical Squirrel, Eugene Levich
  4. She Met Three Interesting People In The .., Toshie Nohara
  5. Aketay Imetay, D.L. Aceves
  6. Celestial Musings, Chris Running Bear
  7. Fairy Tale Of Magical Worlds, Chris Running Bear
  8. At my door, hasmukh amathalal
  9. Imagination but real, Mashiur Rahman
  10. I cant see you but I know you there, yolandey breedt

Poem of the Day

poet Robert Frost

Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I've tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
...... Read complete »

 

Modern Poem

poet Ernest G Moll

 

Member Poem

[Hata Bildir]