Viggo Stuckenberg

Du har været i min Have!
Klynger af Violer blaaned
under Hækken, og vi plukked,
— ingen, ingen har vi skaanet.

Jeg har gaaet i min Have,
jeg har set dit Fodspor staa der
i de vaade, bløde Gange,
set det, som dig selv jeg saa der,

saa dig, som du stod ved Hækken
10med dit Haar, der gyldent vandt sig
om din Kind som Solskinstraade,
der om blege Roser spandt sig,

saa dig støttet imod Hækken
stirre mod min Stues Ruder,
som om gerne du gad vide,
hvad jeg gemte der for Guder.

Vidste du det, vilde sagtens
dine hvide Hænder skælve
og dit Øjes Laag sig sænke,
som en lukket Blomst sig hvælve.

Ak, du veed det! — da vi skiltes,
saa Violerne jeg vugge
i din Haand som for en Bølge
af et Hjærtes dulgte Sukke.