Adam Oehlenschläger


Borg-Ridderen - Poem by Adam Oehlenschläger

Hvor Stormen vældigt tuder,
Hist høit paa Fieldet brat
En gammel Borg udluder,
Bedækt med Mos og Krat.
De vilde Skovens Fugle
Har der et aabent Buur,
Høit skriger Nattens Ugle
Fra gamle brustne Muur.

De skarpe Tiørnebuske
Fortrænge mindste Stie,
De tunge Skyer ruske
Det høye Taarn forbi,
Den gamle Muur sig splitter,
Hiemsøgt af Regn og Vind,
Igiennem Riften titter
Bleeg Nattens Maane ind.

Dybt hen i Salen trænger
Den Straale, mat og kold,
Til Væggen, hvor der hænger
Et gammelt rustent Skiold.
Det haver ey sin Lige
I Styrke som i Vægt.
Det gik i gamle Krige
I Arv fra Slægt til Slægt.

Naar Maanens første Flammer
Da spille som i Vand,
Paa Skioldets blanke Skrammer
Og paa den gyldne Rand,
Et Suk sig lader høre
Fra gamle Riddersal,
Og muldne Been sig røre
Dybt i den dybe Dal.

I dunkle Lund det toner
Som Klokken seent i Qvel,
Da suser Egens Kroner
Om gamle Skov-Capel.
I siunkne Grav det bæver,
Det hvidsler fiern og nær,
En Ridder op sig hæver
Med Harnisk og med Sværd.

Han farer ey med Lempe,
Han bryder Qvist og Green.
Den drabelige Kiæmpe,
Gaaer over Elv og Steen,
Igiennem Tiørn og Hasler,
Krat om hans Brynie slaaer;
De blanke Plader rasler;
Han ind i Borgen gaaer.

Hvor Skioldet op er stillet
Der standser han igien;
Stivt paa et gammelt Billed
Seer han med Længsel hen.
Det er en deilig Qvinde,
En prydet Ungdoms Brud;
Men Fugtighed og Vinde
Har slukt det Meste ud.

Bleg Maanen staaer derude
Og sender did sit Skin;
Igiennem brustne Rude
Den kysser hendes Kind.
Dybsindig og fornøiet,
Paa gamle Contrafey
Seer han med Graad i Øiet,
Med Smiil, og gaaer sin Vey.

I næste Sal han træder
Med Øiet end i Graad,
Saa saare der ham glæder
Det gamle Husgeraad.
I Riddersalen vanker
Den Kiæmpe, stærk og stor,
Og sætter sig i Tanker
Ved trøsket Egebord.

Da flux hans Øye flammer.
Han iler, vred i Sind,
Mod lukte Rustningskammer
Og sparker Døren ind.
Til sine Spyd han griber -
Da knækkes møre Stang,
Og Dødning-Uhret piber
Straa-Dødens Varselsang.

Til Trøst hans Hierte trænger,
Han søger Harpen brat.
Hist i en Vraa den hænger,
Forfalden og forladt.
Før var den Sorgens Tvinger
Med sin den hulde Røst,
Nu plat forstemt den klinger.
Det skiær ham i hans Bryst.

Hen for sin Viv han træder
Og stemmer den til Klang,
Derpaa han langsomt qvæder
En gammel trofast Sang.
Imedens Helten siunger
Sødt klinger Harpens Guld,
Hans Qvad i Borgen runger
Saa reen og underfuld.

Til Kirken nu han iler
Med lange, tunge Skridt,
Der Midnatsmaanen smiler,
Paa Korset, sølverhvidt;
Med Skræk de Straaler bæve
I det forfaldne Chor,
Thi tykke Spindelvæve
Forløseren omsnoer.

Huult lyder Vindens Brusen
I gamle Sakristie,
Høit synger Ristens Susen
Et evigt Litanie.
Da skielver Helten saare.
For Guds eenbaarne Søn
Han synker ned med Taare
Og en andægtig Bøn.

Naar Østen frem da luer,
Han hen for Vindvet gaaer.
Mørk han til Jorden skuer,
Som dybt i Taage staaer;
Seer deres travle Hænder,
Og deres Trællefærd,
Og harmfuld bort sig vender,
Med Haanden paa sit Sværd.

Derpaa med stille Klage
Ned til den Dal saa lav,
Gaaer Ridderen tilbage,
Tilbage til sin Grav.
Vestvinden vifter Sukket
Fiernt hen, i Bølgedands,
Han svinder, klart bedugget,
I røde Morgenglands.

Fordum, hvor Stormen hviner,
Stod Borgen høi og stor.
End stande dens Ruiner,
Snart døer det sidste Spoer.
Da viser man hvorlunde
Sig Muren strakte hen.
De gamle Tider svunde -
Men Mindet er igien.


Comments about Borg-Ridderen by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]