Treasure Island

Frederik Paludan Müller


Dandserinden — 1. Sang


Forbi er Efterhøsten, Bladet falder
Til frosne Jord, og øde Lunden staaer;
Hen over Marken Jægerhornet gjalder,
Hvis stærke Klang fra Sporet Hunden kalder
Til Skytten, som paa Veien eensom gaaer.
Han standser, sigter, og hans Kugle naaer
Den lette Hare; Knald med Røgen farer
Hen imod Høien — Echos Torden svarer.

[2]
Den korte Dag er hurtig nu forbi,
De magtesløse Straaler svage daane;
Men hist sig hæver alt den blege Maane,
Og lyser Vandreren paa smalle Sti.
Dens kolde Flammer Skyen Vinger laane,
Den nys tilslørte Himmel skinner fri:
Klart funkler i sin evig rene Glands
Den høie, vinterlige Stjernekrands.

[3]
Ja, det er atter Vinter. Isens Bro
Har atter lagt sig paa de bløde Vover;
Hver Fugl forstummer — Flora stille sover,
Som nys i Herthas grønne Skove loe;
De frosne Marker Sneen hviler over,
Den slumrende Natur er bragt til Ro.
Hvor stille, og hvor koldt! — Den fjerne Maage
Sit Skrig kun hæver, skjult af Havets Taage.

[4]
Nu Tid det er fra øde Land at flye,
At flygte fra de sneebedækte Lunde
Ind til den venlige, den lune Bye.
Tid er det nu ved Theevandssnak at blunde,
At aabne Ørene for Venners Munde,
Og til de støvede Reoler tye;
At tænde Lampen, for, bag varme Ovne,
At læse, kysses, kjede sig og dovne.

[5]
Tid er det nu, hvor Garrick og Chenille,
Caloscher, Støvler, Baller og Concerter,
Og hvad der ellers glæder Folkets Hjerter,
Er ene Gjenstand for vor stærke Villie.
Tid er det, hvor os gammel Skade smerter,
Hvor Liigtorn stødes paa den frosne Tilje,
Hvor velbekjendt som Luthers Catechismus
Er Snue, Hoste, Gigt og Rheumatismus.

[6]
Tid er det nu, hvor Kanebjælden klinger,
Mens piilsnar flyver hen den hvide Hest,
Hvor Herren bag paa Slæden Pidsken svinger,
Og knalder snart i Øst og snart i Vest;
Hvor Sneen piber, og hvor Klokken ringer,
Hvor let man vælter som man kjører bedst;
Hvor, klædt i Boa, Vinterpels og Muffe,
En Dame flyver ud af første Skuffe.

[7]
Tid er det, hvor den jernbeklædte Fod
Hen over Isens blanke Flade render,
Hvor Tredieparten af det unge Blod
Har Frost i Øren, Næsetip og Hænder;
Tid er det, hvor til Kirken man sig vender,
Der hele Sommertiden øde stod,
Hvor Pastor fidei klipper stakkels Faaret,
Ja meer end klipper, næsten ganske flaaer'et.

[8]
Tid er det nu, hvor Bal og Soirée
Forsamler Folket under tændte Kroner,
Hvor unge Damer, smukke unge Koner
Bag Viftens lette Dække yndigt lee,
Hvor visse Herrer sig charmante tee,
Og fange Pigebørn i Smigers Doner,
Mens andre gaae omkring, og sagte brumme
Forslidte Melodier af den Stumme.

[9]
Nu slaaer man ud de glatte Spilleborde,
Hvorved man høster skjøndt man ikke saaer;
En Cavaleer nu tager sødt til Orde,
Mens Fingren leger i de brune Haar:
Min smukke Frøken! hvis, o hvis jeg turde? -
Hun smiler blidt, den hulde Lilie staaer
Med Ho'det fuldt, som alle unge Damer,
Af * * s Prækener, og Scribes Dramer.

[10]
Musiken toner, Arm i Arm sig svinger
Det smukke Par hen ad det glatte Gulv.
Han trykker sagte hendes fine Finger,
Og hendes unge Barm nu stiger fuld.
Dem Kjærlighed og tynde Skoe bevinger,
Han bliver mere kjek, hun mere huld.
Frem gaaer det nu i luftig Galopade,
Nu holdt de op igjen — hvor det var Skade!

[11]
Saa smukt et Syn, og dog saa snart forbi!
Dog see, et andet Par det første følger,
Og fleer og fleer i Dandsens lette Bølger
Nu svæve til den ømme Melodie.
Man kommer, glimrer og sig atter dølger,
Det Hele ligner Drøm og Phantasie,
Hvor smukke Fødder og hvor smukke Øine
Bevinges, flygte, træffes allevegne. -

[12]
Men hist fra Salen hulde Toner føre
Til mig Rullader, Triller — did jeg maa!
En Sangerinde lader der sig høre,
Og tause Klynger rundt om hende staae.
Man smiler, man er lutter Æselsøre,
Man færdig er af Glæde at forgaae.
Det bryder ud: hvor sødt, hvor det er deiligt!
Da faaer hun Hikke — det var ubeleiligt. -

[13]
Tid er det, hvor Comedien begynder,
Og bringer Stof til mangen fattig Aand,
Hvis Tanker aldrig gik paa egen Haand,
Hvis Hjerne til Opfindelse for tynd er.
Nu bort fra Snak om Veiret man sig skynder
Til Snak om Dandserindens Klædebon,
Til Snakken op, med critisk Smiil paa Kinderne,
Om Sanger-, Dandser-, Skuespillerinderne.

[14]
Tid er det, hvor Thalia gaaer paa Krykke,
Og bringer sørgeligt for Dagen frem
Et Drama og et lille Eenaktsstykke,
Hvor det gaaer til just som i Hvermands Hjem.
Hvor Hverdagsscenerne gjør største Lykke,
Fordi Enhver sig speile kan i dem.
Hvor Huusligheden er det stærkest trækkende,
Det Aand og Følelse paa eengang vækkende.

[15]
Tid er det, hvor den grumme Melpomene
Paa Scenen vandrer med sin dragne Dolk,
Hvor Gysen man ved Mord bevirker ene,
Hvor Svulst er ømme Hjerters ømme Tolk;
Hvor ved Forbrydelser, ei altfor rene,
Man lokker Taarer af det stakkels Folk,
Som veed ei rigtig selv hvorfor det græder,
Naar Heltens Monolog er hans Forræder.

[16]
Tid er det, hvor de lette Operetter
I Toner flyve fløitende forbi,
Hvor Sangens tryllerige Melodie
Sig fast i alles Hjerte hurtig sætter;
Hvor alle Kunsters Moder, Harmonie,
Af Smiil og Taarer sine Krandse fletter,
Naar Himmel, Helved for vort Øre klang
I Operaens Krone, Don Juan.

[17]
Tid er det, at jeg sparer paa min Tid,
Ialtfald dog paa din, min kjære Læser,
Tid, at til Retirade nu jeg blæser,
Og meer ei sværmer uden Maal og Id.
Ja Tid er Tid, og Næser det er Næser,
Ei vil jeg her en Næse gi'e min Tid -
Før taug min Musa om Balletten stille;
Nu, kjære Læser, er jeg hvor jeg vilde.

[18]
Ved Dandsen nemlig, ved mit Element.
Troe ikke dog at jeg er Dandsemester,
Fordi til dette Stof jeg har mig vendt:
Mit Navn staaer ei blandt Terpsichores Præster,
Ei længer selv imellem hendes Gjæster,
Thi Livets Dandsebane har jeg endt.
Naar først man har begyndt at gaae i Tanker,
Gaaer det i Staa med Brug af Pusselanker.

[19]
Og meget Andet, ikke Dandsen blot,
Er, naar Betragtningstimen slaaer, tilende:
Mangt gyldent Haab, og mangt et Drømmeslot,
Hvis fjerne Straaler end i Mindet blende.
Ja Paradisets Dage Ryggen vende,
Kan først Du skjelne mellem Ondt og Godt;
Lyst flyder bort som Vand i dine Hænder,
Trøst gi'er det ei, at Tabet Du erkjender.

[20]
Tabt — svundet — hvilke Ord! o, hvad forsvinder
Ei med hver Dag, hver Time, hvert Minut?
Den friske Glands fra Hjerte og fra Kinder,
Drøm med Forventning, Taarer, Smiil og Minder,
Hver Lidenskab paa Tidens Klippe brudt.
Kraft, Skjønhed, Lykke, Ungdom er caput -
Caput er Kjolen, Vesten, Støvlen, Hatten,
Caput er Kjærlighed med hele Klatten.

[21]
Caput er hver en Sjæl, som Du har svoret
Huld, Troskab, evig Ømhed — hvert et Bryst,
Som Du har elsket, hævet, trøstet, moret,
Som deelte dine Taarer eller Lyst;
Caput er Tankers ømme Spil i Ordet,
Hver Gjenklang selv af hine Dages Røst,
Med alle Planer, glimrende og skjønne,
Med friske Laurbær, Myrther dunkelgrønne.

[22]
Caput er Pigeøiets rene Straaler,
Caput den hvide Barm, der svulmer rund,
Caput er Glæden, som i fulde Skaaler
Du sætter til din lattermilde Mund;
Caput er Barnet, som i Vuggen skraaler,
Caput hver Lærd, hver Stodder og hver Hund,
Hver Millionær, hver Tænker og hver Tigger -
Kort: Alt som sidder, staaer og gaaer og ligger.

[23]
Caput er hver en Krands Bedrifter flette,
Caput er Polen med sin Helteflok,
Caput er som den Slette den Honnette,
Caput er ogsaa Du, som læser dette,
Ved Sorgen, Døden, Doktor eller Kok;
Caput er Alt, og det er meer end nok,
Alt, Alt, som Tidens store Vinge værner:
Jord, Sol og Maane, Nattens gyldne Stjerner. -

[24]
Dog til min Sang! ved Dandsen stod jeg stil,
Med den begynder jeg paa min Novelle,
Som her jeg har den Ære at fortælle,
Hvis kjære Læser blot vil lytte til.
Iøvrigt er mit Digt en Bagatelle,
Som, hvis ei bedre Morskab findes vil
Ved Snak og Dands, ved Kort og Druesaften,
Maaskee sig lader læse Vinteraften.

[25]
Til trende Sange Bogen er bestemt;
Hver flettet ind med mangen Episode,
Hvori Moral og Lærdom ligger gjemt -
En Skik, som Ariost har bragt i Mode.
Forresten ta'er jeg Alt af eget Ho'de,
Min egen Musa har sin Lyra stemt:
I dennes Strenge vil jeg storme, rase,
Lee, smile, græde — stedse avec grace.

[26]
For ædel Korthed skal jeg mig bestræbe,
Paa Versets Bygning øve Flid og Fiil,
Med Formens Vægt det lette Stof ei dræbe,
Men gi'e det Hele den moderne Stiil.
Og løser end min Tanke Alvors Læbe,
Den vækker ogsaa Ironiens Smiil,
Som kraftig Modvægt mod det altfor rørende
I det Erotiske, og det Forførende.

[27]
Og nu Farvel! til Sagen nu jeg gaaer;
Dog først en Bøn til Dig, min kjære Læser,
Hvis i mit Digt Du støder paa Fadæser,
En Streg jeg haaber over dem Du slaaer,
Ei under dem, som naar vort Hjerte læser
Paa Mindets Blad: Kys, Elskov, Barndoms Vaar.
Farvel! — her har jeg endt min Promemorie,
Min Hat jeg løfter, nu til min Historie. -

[28]
Syv Klokken slaaer, Theatrets aabne Døre
Af Mængden stormes under Raab og Snak;
Karreter rulle, lette Droscher kjøre
Til Huset med beau monde og med Pak.
Hist Damer vandre — sikket rædsomt Føre!
De løfte op, en saadan Løften trak
Tidt Manges Blik, som Skjønheds Former dyrke,
Men nu er det forgjæves, det er Mørke.

[29]
Parqvettet fyldes, Loger og Parterre
Af Ho'der vrimle, — hvilket broget Syn!
See Fruen hist, nei see den lille Herre
Med de friseerte sorte Øienbryn.
Man stødes, trykkes, Trængslen bliver værre,
Med eet hver Kikkert, Brille som et Lyn
Til Venstre farer hen: der er Grevinden!
Saa hvisker Alle — Damen er i Vinden.

[30]
Her Henriette, Julia og Laura
Staae samlede, liig Gratiers skjønne Flok:
Tolv unge Herrer sukke: o du faure,
Glandsfulde Øie! mørkebrune Lok!
Her gnasker Publicum Studenterhavre,
Her banker det med Foden og med Stok,
Hist falder det i Tanker, her det fniser,
Hist coqvetterer det, og her det spiser.

[31]
Hist Studiosi Hanekammen purre,
Mens Damer i Lorgnetten dem besee,
Her Martis Sønner Knebelsbarten snurre,
Og med de hvide Tænder yndigt lee.
Fra Galleriet hulde Nympher kurre,
Dem Hjertets Længsel gjør saa megen Vee.
Her, hist og overalt er man active:
Man vil bemærke og bemærket blive.

[32]
See, der er Publicum, det respectable,
Hvis Værd paa Selvbevidsthed er begrundt;
See, det er Publicum, det høist aimable,
Hvis Tanker gaae som Møllehjulet rundt.
Ja, det er Publicum, det miserable,
Lovgiver, Dommer over Godt og Ondt,
Til hvem Enhver med Ord og Gjerning sigter,
Hvad helst han er: Helt, Statsmand eller Digter.

[33]
Her staae to vakkre Mænd ved Logeranden,
Hos dem vil jeg mig stille ganske nær.
Den Ene har ei mange Haar i Panden,
Den Anden sin Paryk med Anstand bær.
Den Ene er Etatsraad, og den Anden
Krigskammercancelliets Secretær:
Af deres Ord kan lidt jeg memorere
Om Dandserinden, som skal debutere.

[34]
Den Ene taler: siig mig, bedste Ven,
Hvorfra hun skriver sig, og hvad hun hedder,
Det lette Væsen, som paa vore Bræder
Vi snart vil faae at see at dandse hen.
Siig, er hun smuk? — Brunette? — O jeg vedder
Tusind mod een, at der vist er et Men,
Om ei ved Fodens Lethed og Behændighed,
Saa dog ved Damens Sæder og Anstændighed.

[35]
Den Anden svarer: feilskudt kjære Pleil!
Et Mønster paa Moral hun just skal være.
Man veed, at hun et Crucifix skal bære,
For hvilket tro hun skrifter sine Feil,
Naar hun i Aftenstunden for sit Speil
Sin Klædning lægger af i Tugt og Ære -
Deraf man sluttet har hun er catholsk,
Andægtig, ærbar og lidt melankolsk.

[36]
Hvorfra hun skriver sig, det Ingen veed.
Om fra Italien, herfra, eller Polen.
Smuk er hun, hverken mager eller feed,
Det seer man bedst paa Rynkerne i Kjolen.
Og hendes Navn — nu, sæt Dem ned paa Stolen,
Saa skal jeg ogsaa her gi'e Dem Besked -
Hun kalder sig — nu gjet! — Mamsel Dione -
Det har jeg, som det Andet, fra min Kone.

[37]
Tys, tys der raabes, og paa Toners Vinge
Orchestret tordnende nu stormer frem,
Med Bassens Strenge sig Violens svinge,
Oboen, Fløiten lyder mellem dem.
Bratsch, Harper, Violonceller lifligt klinge,
Basunen svarer fra sit dybe Hjem -
Allegro først, saa forte, saa fortissime -
Andante nu — nu piano, pianissime.

[38]
Op flyver Tæppet — Scenen tom man seer;
En prægtig, hvælvet Sal med Søiler smykket,
Halv er den lys, og halv er den beskygget,
Et Hav af Straaler foran yndigt leer.
Som Marmor Vægen er, og Gulvet bygget
Liig hvide Fliser, hæves meer og meer -
Musiken flyder nu i bløde Vover,
I smeltende Adagio gaaer den over.

[39]
Hun træder ind, Dione, min Heltinde -
Fra Døren frygtsom hun og sagte gaaer,
Saa løber hun saa let som Vaarens Vinde
Paa bitte Fødder frem, og stille staaer.
Hun Ho'det løfter — dunkle Øine skinne -
Hun hilser — hendes lange, mørke Haar
I hundred' Lokker ned fra Issen ruller
Omkring den fine Hals, den runde Skulder.

[40]
O denne Væxt, symetrisk, fiin og lille,
Og dog saa stor, at Høihed boer i den;
O disse Øine, funklende og milde,
Nu Sorgens, derpaa Glædens Speil igjen.
I hvert et Træk en Guddom troner stille:
Paa Panden Juno — alle Gratiers Ven
Cupido fra den friske Læbe smiler,
Af unge Roser vugget, sødt han hviler.

[41]
Og hendes Dragt er Purpur, Bæltet holder,
Brodeert med Stjerner, om det smekkre Liv.
Ned over Knæet falder rigt paa Folder
Et Silkeskjørt, saa luftigt som et Siv.
Guldsmykt er hendes Skoe, med røde Saaller,
Bar hendes Arm; en Knipling fiin og stiv
Rundtom den hvide Hals staaer som et Pandser -
Dog synker den vel nok naar først hun dandser.

[42]
Hun hilser — hvide Arme ud hun svinger:
Brava, bravissima! er Alles Svar.
Hun vender sig og flyver — o, som Vinger
Den lette Skabning hen i Luften bar.
Nu staaer hun atter der, hvor først hun var,
En fremmed, yndig Dands bag Scenen klinger:
Sin Fod hun løfter — Castagnettens Klang
Ledsager hendes Skridt, som Tonen Sang.

[43]
Først vandrer stille hun, som om hun søgte,
I yndig Gang, med maalte, sagte Skridt;
Saa dandser let hun hen, som om hun spøgte,
Og Øiet straaler funklende og blidt.
Nu standser hun — og gyldne Drømme flygte
Fra Hjertet, som nu stormer vildt og frit -
Som stred det unge Bryst imod sit Fængsel,
Som blev hun selv et Billede af Længsel.

[44]
Som fuglen staaer hun, Vingen hænger bunden,
Nu brister Lænken — piilsnart flyver hun;
Hvert Savn er borte, herlig er oprunden
Den første Elskovs klare Morgenstund;
Et deiligt Smiil sig breder over Munden,
Som vaagned' Sjælen af sit lange Blund,
En dunkel Lok om hendes Øie bæver -
Saadan om Nattens Stjerne Skyggen svæver.

[45]
Frisk blusser hun, liig Rosens Purpurblod,
En Psyche bort af Amors Vinge baaret,
Til Brud af Elskovs unge Guddom kaaret,
Hun hæves som om Jorden hun forlod.
Knap røres Gulvet af den lette Fod,
Men over Hals og Skulder dandser Haaret.
Ledsaget blidt af Fløitens Melodie,
Hun svæver, flyver, flygter let forbi.

[46]
Alt speiler sig i denne fagre Dands:
Det unge Hjertes Haab og Morgenrøde,
Det sværmeriske Øies klare Glands,
Lyst født af Kjærlighed, men uden Brøde;
Kys, som kun Elskov aander, ømme, søde,
Hver Blomst, som Amor fletter i sin Krands:
Smiil, Ønsker, Drømme, Længsel, milde Taarer,
Savn, som vort Hjerte vugger, mens det saarer.

[47]
Og kunstigt vexlende hun Foden sætter,
Med Lethed kappes Yndigheden smukt;
Et tusind Entrechat og Pistoletter
Har alt hun ziirligt under Dandsen brugt.
Hvergang hun vender sig med Pirouetter,
Da følger Øiet neppe Fodens Flugt -
Men snart med Gratie den sin Takt forandrer:
Den iler ei, den hviler ei — den vandrer.

[48]
Paa Taaen hun sin fine Skabning gynger,
Den runde Arm til Favntag bøier sig,
Det gyldne Skjerf til Hilsen ømt hun slynger,
Mens Luften leger let med Kjolens Flig.
Nu fly'er hun bort, og Intet Foden tynger,
Som Fuglen fri, som Barnet lykkelig
Hun svæver hen og slaaer i sine Hænder:
Mens Øiet deiligt funkler, Kinden brænder.

[49]
Og fuldere nu rulle Dandsens Bølger,
Og mere stormende bli'er hendes Gang,
Det stille Suk et dybere nu følger -
Haab, Ømhed, Længsel toner i dets Klang.
Fuldt bliver Hjertet, Barmen mere trang,
Den stærke Lidenskab ei meer sig dølger:
Paa Flugt er Foden, gjennem Salen ned
Hun stormer liig bevinget Kjærlighed.

[50]
Med eet hun standser, Øiets Flammekjerte
Brat slukkes som af evig Mulm og Nat;
Ned falder Armen — Dødens sidste Smerte
Har i det sunkne Hoved alt sig sat.
Et dæmpet Skrig undflyer fra hendes Hjerte,
Med det fløi Haabet bort, den sidste Skat.
Forladt hun staaer — forstødt, forhaant, bedraget -
Hun synker ned — ei elsket, ei beklaget. -

[51]
Her Dandsen ender, smertefulde Stemmer
I Klagens vilde Toner falde ind;
Det knuste Hjertes Sprog i dem sig gjemmer,
Der suser hen og døer som Nattens Vind.
Nu bli'er det stille — Tiden Sorgen tæmmer -
Nu hviler Alt, og dødt er hendes Sind -
Endnu en Røst — det Døden er som kalder -
Da bliver Scenen dunkel, Tæppet falder.

[52]
Ned Dækket gaaer, men op gaae alle Munde
I Loger, i Parterre og Parqvet:
Nei det var meer end jeg selv gjøre kunde,
Skjøndt uden Selvroes dog jeg dandser net;
Saa Damen til sin Nabo hvisker let.
Med Salvelse han svarer: ja den Onde
Fra orthodox mig gjøre maa profan,
Gav ikke hendes Been os en Roman.

[53]
Og rundtom hører man det hviske, snakke,
Af samme Suurdei og af samme Snit:
Nei saae De hendes Hals og hendes Nakke,
Og hendes smukke Been og hendes Skridt?
Og saa den lille røde Silkefrakke!
Og saa hvor hendes Skind var fiint og hvidt!
Og hendes Øine, blanke som Emaille!
Og Kronen paa det Hele — hendes Taille!

[54]
Det var en Engel, gid jeg eied hende,
En Seraph var det, saa man taler hist.
Hvor kunde hun paa Taaen let sig vende,
En Staalfjer i sin Sko hun havde vist. -
Nu Snakken hører op og faaer en Ende,
Og Mængden spredes, taber sig tilsidst;
Man gaaer nu hjem, og, efter Dagens Tone,
Til Næsten En, og, En til Næstens Kone.

[55]
Til Spillebordet Mængden sig begiver,
Af Whist og Boston et Partie man faaer;
Den slemme Tid ved Kortet man fordriver,
Men bagved Alles Ryg den stille staaer.
Af Herrens Pandeskal et Haar den river,
Om Damens Læbe den en Rynke slaaer -
Et Speil! et Speil! see hertil vil det komme:
Smiil, Lokker, Tænder gaaer i Tidens Lomme!

[56]
Den muntre Ungdom gaaer til Dandsesalen,
Man converserer der og springer om;
En Frøken, med et Herreslæng i Halen,
For sin Elskværdighed knap finder Rum.
Om Dands og om Dione dreies Talen,
Som Skummet er den let, som Blæren tom,
Den klinger som naar hule Nøddeskaller
Man knækker — hvad er det? — en Dame falder -

[57]
Hun vilde copiere Dandserinden,
Hun vilde gjerne fængsle Alles Blik,
Hun vilde gjerne flyve let som Vinden,
Og bringe Hjerterne til Dikkedik.
Hun vilde det — o vee! men det slog Klik,
Nu farer Skammens Rødme over Kinden;
Hun faldt, et Offer for sin Skjæbnes Haand,
I Enden af sit tabte Strømpebaand.

[58]
Mens unge Herrer nu om dette slaaes,
Mens vi har Publicum fulgt hjem fra Huset,
Til Piben denne, denne hjem til Kruset,
Hvor fast han sidder lænket som en Klods;
Hiin til sin Nymphes Barm, hvor han beruset
Af Elskov hviler — vende nu vi os
Til Aftnens fagre Dronning, vor Heltinde,
Paa Veien til sit Hjem vi hende finde.

[59]
Ind træder hun just i det lille Kammer,
Hvis Gulv med Tæpper ziirligt er belagt;
Den hvide Lampe under Loftet flammer,
Og spreder rundt de lyse Straalers Magt.
Paa Vægen hænger i forgyldte Rammer
To skjønne Billeder, i gammel Dragt:
Hiint hendes Fader, dette hendes Moder,
Og under dem, i Gips, en lille Broder.

[60]
Jord dækker disse Hjerter, deres Klage
Forstummet er, men eensom og forladt
Hun i den vide Verden staaer tilbage,
Og sytten Aar er hendes hele Skat.
End kan hun tælle sine glade Dage,
Til nu var hendes Udsigt Sorgens Nat;
Men Sjælens Adel midt i dette Mørke
Gav hendes Hjerte Reenhed, Tanken Styrke.

[61]
Hun træder ind, og Stadsen af hun trækker;
Den gjemmer hun i Skuffen peent og net.
En hvid og simpel Klædning om hun lægger,
Et Schawl omkring sin Hals hun slynger let -
Mens gamle Marthe Aftensbordet dækker,
Og bringer snakkende den smalle Ret:
Et blødkogt Æg med Vingen af en Kylling,
Og efter den i Smør en brunet Villing.

[62]
Alt spiser hun med største Appetit,
Alt svinder hurtig for de unge Tænder,
Derpaa hun reenlig vasker sine Hænder,
Og svarer paa den Gamles Tale blidt:
Min kjære Marthe vilde vide lidt?
Ja, Gamle, hvis kun Lykken ei sig vender,
Da er vor Nød forbi, da gratuleer mig,
Som Solodandserinde snart Du seer mig.

[63]
Før jeg paa Scenen stod, jeg skjælved' — bange
Jeg traadte frem; men Frygten tabte sig,
Thi alle Folk var venlige, og mange
Med Ord og Haandklap satte Mod i mig.
Hiin Dands udførte jeg, som flere Gange
I Stuen her jeg prøvet har for Dig,
Naar Monsieur Paul, den franske Dandsemester,
Med sin Viol var Tilskuer og Orchester.

[64]
Saa taler hun, og bort den Gamle gaaer.
Med sine Tanker er hun nu alene.
I Krogen bag Gardinet Harpen staaer,
Ved den hun sætter sig, og Toner, rene
Liig Sommervindens Sang i Træets Grene,
Aflokkes Strengen, som hun øvet slaaer.
Hun sukker, hendes Haand paa Harpen bæver,
Hun synger, hendes Blik i Luften svæver:

[65]
Ei eensom er jeg, skjøndt jeg vandrer
Alene og forladt;
Et Lys, der ei sin Glands forandrer,
Blev mig til Leder sat.
Er her end Mulm og Nat,
Fordunkler Mørket end det Fjerne,
Jeg finder dog min klare Stjerne,
Mit Hjertes rige Skat.

[66]
Ei sørger jeg, skjøndt tidt jeg hælder
Mig nær til Sorgens Bryst,
Ei græder jeg, naar den fortæller
Mig om den svundne Lyst.
Naar med sin sagte Røst
Den taler om de tause Skygger,
Om Dødens stille Aand, der bygger
Et Huus til Alles Trøst.

[67]
Ei tvivler jeg, thi Livets Hænder
Har rakt mig Troens Frugt;
Med Suk, som Savn og Længsel sender,
Faaer Haab og Taalmod Bugt.
Ei er min Sjæl tillukt
Naar Helligaandens Stemme klinger,
Naar stærk den laaner Tanken Vinger
Til Andagts rene Flugt.

[68]
O Du, som Himlens Slør udfolder,
Og Nattens Herlighed,
Dit Barn Du favner, fast Du holder
I Tid og Evighed.
Du lever — det jeg veed!
Alt — Alt jeg lægger ved dit Hjerte -
Alt hvad jeg eier: Savn og Smerte,
Bøn, Suk og Kjærlighed.

[69]
Hun tier — og sagte Harpens Klang forstummer;
Fromt folder hun til stille Bøn sin Haand.
Høit over Stjernen flyver hendes Aand
Med alt det Herlige, som Hjertet rummer.
Sit Blik hun løfter nu — en Sky af Kummer
Har lagt dets straalerige Glands i Baand -
To Perler rulle over Øiets Laage:
Andagts Herolder gjennem Veemods Taage.

[70]
O Taarers Hav! endnu af Ingen tømt,
Letvakte Bølge fra en evig Kilde,
Frugt af vort Hjerte naar det svulmer ømt,
Magt, som gjør Himlen klar og Stormen stille.
Du tause Vidne om hvad Sjælen vilde,
Naar den har elsket, haabet eller drømt,
Naar den sov ind i ømme Glæders Vugge,
Naar brat den vaagned' op ved Sorgens Sukke.

[71]
O Sjælens Sprog! som intet Øie glemmer,
Veltalende som Læbens stærke Røst,
Af Klage fuld liig Sukkets sagte Stemmer,
Som Tonens Melodie saa rig paa Trøst.
Speilklare Billed af et stille Bryst,
Af hvad et dybtbevæget Hjerte gjemmer;
Meer tolkende end Smilets hulde Sødme,
End Haandens Tryk, end Kindens lette Rødme.

[72]
Hvad jordisk Øie føder renest Dig? -
Den Unges? naar bag Hjertet ømme Tanker
Begynde deres bittersøde Krig;
Naar Kinden gløder, Barmen heftig banker,
Naar mellem tusind Drømme Sjælen sanker
Een Drøm, eet Billed, og eet Haab for sig.
Naar Savn, som smerter mens det yndigt saarer,
Faaer Luft og Ord i sværmeriske Taarer.

[73]
Er det naar hver en Kraft har sprængt sit Baand,
Naar Lidenskab det fulde Hjerte hæver,
Naar, Bladet liig for Stormen, Sjælen bæver,
Og Vreden svulmer i den kjekke Aand,
Naar Hævn og Lyst kun for vort Øie svæver,
Og vækker tordnende til Slag vor Haand -
Naar Alt er Flamme, selv de dunkle Blikke
Hvor dybt blandt Luer stolte Taarer ligge —?

[74]
Er det ved Gravens Urne at din Røst
Har renest Klang — din Tone høiest Magt?
Er Du det sidste Offer til en Lyst,
Som nu skal jordes med det stille Bryst
Hvorover Mindets Haand har Stenen lagt?
Nei! Taaren ei med Graven staaer i Pagt;
For Liv er Taarer, Taushed for det Døde,
Bag Sorgens Taushed Haabets Morgenrøde.

[75]
Men naar det Forbigangne længst er glemt,
Naar Alt er visnet eller lagt til Hvile,
Naar Glædens Roser, Sorgens skarpe Pile
Er under Sløvhed eller Kulde gjemt,
Naar hver en Streng i Hjertet er forstemt,
Naar Liv og Følelse mod Graven ile,
Naar Alt er dødt, kun ei det usle Leer,
Naar Sjælens Skygge voxer meer og meer.

[76]
Da bryder frem som Lyn i dunkle Nat
En Tanke tidt fra Aandens dybe Kammer:
Snart som en salig Trøst i navnløs Jammer,
Som Anger snart af Brødens Aand forladt;
Snart som den rene Andagts Himmelflammer,
Og Hjertet voxer — Taaren flyder brat -
Den bærer i sit Skjød, til Qval og Lindring,
Hver Drøm om Kjærlighed, Haab og Erindring.

[77]
Haab paa Forjettelser, som Hjertet fik,
Hvoraf det lever i de bittre Dage;
Erindring liig en Drøm, der blev tilbage
Da Livets gyldne Paradiis forgik;
Haab om den milde Fred bag Nat og Klage,
Naar Himlen aabnes for et luttret Blik;
Erindring om at selv det Værste svinder;
Haab, at, naar Tvivlen døer, dog Haabet vinder. -

[78]
Men Tiden flygter, Midnatsstund er nær,
Som med sin dunkle Byrde Sjælen trætter,
I Stuen slukkes Lampens klare Skjær,
Til Sovekamm'ret ind Dione bær
Et Lys, som foran Speilet ned hun sætter.
Der hun sit lange Haar nu yndigt fletter,
Og hyller i den hvide Kappe ind
De bundne Lokker og den fine Kind.

[79]
O havde her jeg Claurens Musa blot!
Jeg skulde male Jer den hele Scene:
Hvor smukt hun dreier hver en Papillot,
Hvor hun er saa naturlig, saa alene.
Jeg skulde synge om de Lagner rene,
Om hvert et huusligt Meubel heelt og godt;
Men fremfor alt, jeg skulde coqvettere
Med hendes Yndighed, og detaillere

[90]
Den hele Garderobe, samt benævne
Hver lille Klud den Hulde lægger af;
I Kamp med Barmens stormbevægte Hav
Jeg skulde lade Snørelivet revne.
Ja Cataloget efter bedste Evne
Paa Inder-, Ydertøiet da jeg gav:
Corset, Blankskjet, Baand, Lidser, Strømper, Sokker,
Cul de Paris, Skjørt, Underskjørt og Klokker.

[81]
Men ak! det overgaaer de svage Kræfter,
Som milde Guder skjenkede min Aand;
Jeg stikker mig hvergang en Naal jeg hefter,
Og Sløifer bli'er til Knuder i min Haand.
En Dames Tøi jeg ingentid saae efter,
Og kjender ei de hemmelige Baand,
Som først i Hymens Baand man faaer at skue
Ved Aftentoilettet hos sin Frue.

[82]
Slig Gunst forjetter os de milde Lares;
Thi det vort Facit er af Livets Sum,
At Alt skal prøves, Alting skal erfares,
Med Tanken om at Alt var Tant og Skum.
Intet er skjult, som jo skal aabenbares
I Livets Vexel gjennem Tid og Rum -
Alt skal henrykke, lokke, elskes, kjendes,
Alt skal opnaaes — og derpaa Ryggen vendes.

[83]
Og mange Arter Blik til slig Erkjenden
Gav os Naturen i et sælsomt Lune;
Om det var Skjæbne, Forsæt eller Hænden,
Er end i Livets Bog en dunkel Rune.
Den gav til Skuen, Øine blaae og brune,
Lugt, Øre, Smag til Prøven og Forblenden,
Og Ild til Lidenskab, og Iis til Kjølelse
I Livets Lygtemænd: Forstand og Følelse.

[84]
Saa rustet ud, gaaer man i Verden ind,
Paa Scenen, hvor Enhver sin Rolle spiller.
Som Tilskuer man sig først i Krogen stiller,
Mens Spillet daarer underfuldt vort Sind:
Snart lokkes Øret sødt af Haabets Triller,
Snart blendes Øiet let af Glædens Skin;
Snart vandre Sjælens Tanker stille over
Det dybe Hav, hvor Sorg og Længsel sover.

[85]
Man træder frem fuld af Forventnings Drøm,
Og i det aabne Blik sig Verden speiler,
Til Musers, Damers, Fyrsters Gunst man beiler,
Og præsenterer sig galant og øm;
Dog snart er Freden brudt, og ned man seiler
Med saaret Bryst af Lidenskabers Strøm -
Compas og Roer er knust, og Haabets Anker
Naaer ingen Grund i stormoprørte Tanker.

[86]
Vildt gynges man af Hjertets løste Bølger,
Og svømmer villieløs paa Dybets Hav;
Forneden sees kun Undergang og Grav,
Foroven Evighedens Lys sig dølger.
Piilsnar gaaer Strømmen bort, og med man følger,
I Sjælens Speil sig Kampen maler af,
Og som et splintret Vrag man Havnen finder,
Hvis ei, man gaaer til Grunde og forsvinder.

[87]
Men førend Reisen ender, Alt er prøvet,
Erfarings Hoved dækker iisgraat Haar,
Hver yndig Blomst er brudt, hver Frugt er røvet,
Savn, Længsel, Smerte gjennem Hjertet gaaer.
Paa Mindets Grav en Steen man eensom staaer;
Thi Alt det Forbigangne sank i Støvet,
Til Skygge blev hvert Lys, til Drøm hver Kjærlighed,
Til Tvivl hvert helligt Haab om Himlens Herlighed.

[88]
Dog — til Dione! see, hun slumrer alt,
Paa sneehvid Pude Ho'det yndigt gynger,
Det unge Bryst, som ingen Lænke tynger,
Har vuggende til Hvile Hjertet kaldt.
Sødt slumrer hun, og Drømmenes Gestalt
Ved Leiet staaer, og over hende slynger
Sit fine Næt, og lokker taus derind
Hver Tanke, som bevæger hendes Sind.

[89]
Og underfuldt han fletter Tankens Traade,
Og væver glimrende et Drømmeslot,
Hvis stjernesmykte Tag var himmelblaat,
Hvis marmorhvide Piller Himlen naaede.
I Døren selv hun staaer — sig selv en Gaade
Hun hvisker sagte: see din Faders Slot!
Da vælter frem en Sky, med Skyer Flammen
Af vilde Luer — Slottet styrter sammen.

[90]
Og Synet vexler — gjennem Lunden gaaer
Blandt slyngede Cypresser hun alene;
Og Alt er dunkelt, gjennem dunkle Grene
Den blege Stjernes Straale hende naaer.
Da hvisker kjendte Stemmer, sølverrene:
Dione! — og Dione stille staaer.
Dione! gjennem Lunden atter toner,
Og tre Cypresser bøie deres Kroner.

[91]
Og atter Drømmens Syn sig let forandrer:
Hun seiler ene paa en lille Baad
Hen over Havets Bølge — Baaden kantrer,
Og Graven aabner alt sig kold og vaad.
Alt føler hun i Hjertet Dødens Braad -
Da lyner det — en Engel mægtig vandrer
Paa Søen hen; — han rækker hende Haanden -
Paa Flugt mod Stjernerne hun gaaer med Aanden.

[92]
Saa drømmer hun, dog hvo har Nøglen til
De dybe Gaader, som vort Indre spinder?
Naar Skyggen af de halvforglemte Minder
Med lyse Ahnelser forenes vil;
Naar Sjælen vugges villieløs, et Spil
For Drømmen, som til Tanken Veien finder,
Naar dunkle Kræfter midt i denne mødes,
Og, Lynet liig, Ideen mægtig fødes.

[93]
Ja hvad er Drømmes og Ideers Rod?
Vor egen Aand, hvis Dybde Ingen kjender.
Op fra det Dybeste den mægtig sender
Savn, Ahnelser, som Længsel kun forstod.
Alt ligger klart for den, der aldrig ender,
Der ei begyndte — og hvad den forlod,
Hvad den skal naae, af Tid og Form ei lænket,
Har den som Haab og Drøm vort Hjerte skjenket.

[94]
Sov sødt Dione! — Drømmerske, sov sødt!
Drøm sødeligt, mens Søvnens Arm Dig vugger,
Mens Glemsels Kalk dit Øie let bedugger,
Mens Genier dit Leie reder blødt.
Din lette Dør min Haand nu let tillukker:
Et Kys endnu — et Blik af Blik ei mødt,
Et Suk, en Bøn for Dig, som stille sover;
Et Øiekast til Natten ovenover!

[95]
Til Dig, Du stjernesmykte, stille Nat,
Hvis gyldne Lys for Øiet nu sig blande;
Du Himmelslot, af Straaler sammensat,
Glandsdiadem om Evighedens Pande!
Pragtfulde Minder! Ubetraadte Lande!
Som dog mit Haab beboer — Du Længsels Skat
Af fjerne Straaler, hvoraf Øiet sanker
Til Hjertet Følelse, til Aanden Tanker.

[96]
O Almagts Tunger! Stjernechor, der synger
Den Enes Lovsang med Alverdens Røst;
Fuldendte Harmonie, som Bæltet slynger
Om Skjønheds høie, slørbedækte Bryst.
Glands! — Herlighed! som evig sig forynger,
Speil af en evig Himmels stolte Lyst!
Uendeligheds Hav! Du dybe, dunkle,
Hvorfra en Guddoms Tanker — Verd'ner funkle.

[97]
Du, mørk som Drøm, skjøndt som Bevidsthed klar,
Tilslørte, underfulde Nat! bedækket
Med Lys, som over Tidens Strøm Du bar -
O, tolk din Skrift for mig; thi Du har skrækket
Med Evighedens Røst. Hvad Tro mig var,
Er nu kun Haab, hvis Rod af Tvivl er knækket -
Tolk Lyset mig, som over dunkle Buer,
Liig Livet over Døden, herligt luer.

[98]
Kraft aldrig brudt, og Virken uden Hindring,
Lyst, underfuld, og dyb som Jordens Qval;
Gjensyn af hver en dyrebar Erindring,
Forynget i Udød'lighedens Sal.
Aand til vor Aand, og til vort Hjerte Lindring
Af Kjærlighedens Aande, mild og sval;
Lys, evigt Liv i Form, som Skjønhed dækker -
Saa dine gyldne Tegn mit Haab udlægger.

[99]
Men Sløret hænger over Dig, det tykke,
Det aldrig gjennemtrængte Kundskabs Slør:
Hiint Liv er ikkun dit, naar Livet døer,
Hiint Lys er ene dit, naar Du er Skygge;
Hiin fjerne Verden, fuld af evig Lykke,
For Tidens Barn sin Rigdom ikke strøer -
Saa taler vældig Du — din dybe Gaade,
Som Intet ligner, ingen Tanker raade.

[100]
Ja, Himmelocean foruden Ende!
Hvad ligner Dig? som Skyggen er af hans,
Den Enes, Ubegribeliges Glands.
Hvo har Dig fattet, maalt? Hvad kan erkjende
Din hele Storhed? — Blik, som Straaler blende,
Og Tanker, som i Tiden kun har Sands? -
Kun Dig er Aanden liig, den dybe, stille,
Du, Lysets Ophav, den, Ideers Kilde.

[101]
Ja, denne Aand, som er med Dig beslægtet,
Den søger Dig, er Dagens Øie lukt.
Hvad her den tynger, hvad den her blev nægtet,
Det finder den hos Dig — kun Du har mægtet
At stille Længsels Savn ved Tankers Flugt.
Ideers Dyb, skjøndt selv Ideens Frugt,
Imellem Dig og mig gaaer Tankens Strømme,
Besaaet med Haab, med Ahnelser og Drømme.

[102]
Til Dig, til Dig! mod Natten til min Stjerne!
Hvor er min Stjerne i den hele Krands?
Den, som mig saae naar Øiet smiilte gjerne,
Naar Hjertet Gjenskin fik af Glædens Glands,
Den, som min Skjæbne ruller mod det Fjerne
Igjennem flyvende Cometers Dands;
Den, som mig Elskov, Lykke, Roes begrunder -
Mit Fremtids Huus — den, som jeg fødtes under.

[103]
O, var det Dig! som ene herlig straaler
Paa Østens dybe, dunkle Firmament;
Som, medens tusind gyldne Lys er tændt,
Paa Høiheds Hvælving stille Banen maaler,
Fri, stolt og eensom mod de andre vendt.
O, var det Dig! hvis Glands af Nattens Skaaler
Mit Øie drikker nu fra fjernest Fjerne -
Du stille, stolte, straalerige Stjerne!

Submitted: Wednesday, July 25, 2012
Edited: Wednesday, July 25, 2012

Do you like this poem?
0 person liked.
0 person did not like.

What do you think this poem is about?



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?

Comments about this poem (Dandserinden — 1. Sang by Frederik Paludan Müller )

Enter the verification code :

There is no comment submitted by members..
[Hata Bildir]